Vi skal investere i en fritid, hvor børn ikke bliver målt og vejet


Politiken 9. november 2020, af Elisa Rimpler, Formand for BUPL.


Opdateret d. 10. november 2020

Jeg var snublende tæt på at forsvinde ind i en vinterdepression efter sidste samråd om skoledagens længde. Jeg havde ikke forventet, at fritidsområdet ville få særlig opmærksomhed fra børnenes minister, Pernille Rosenkrantz-Theil. Men for en gammel fritidspædagog føltes den politiske behandling nærmest som at blive glemt i gemmeleg.

Forsvindende få af de politikere, der var til stede, udviste nogen som helst interesse for de skolefritidsordninger, fritidshjem og fritids- og ungdomsklubber, der gennem tiden har haft helt afgørende betydning for børn og unges sociale liv og dannelse. Allerhøjest skal fritidstilbuddene være et usynlig appendiks til skoleområdet, må man udlede. En arbejdsmarkedsforanstaltning, der alene har til formål at sikre en varmestue til opbevaring, indtil far og mor kommer fra arbejde. Hvis de ellers kan eller vil betale den skyhøje og urimelige forældrebetaling.

Den tilgang til fritidsområdet kan i den grad også mærkes i kommunerne, hvor der siden 2015, altså efter skolereformens omkalfatring, er sparet omkring 800 millioner kroner på området. Det gør det svært at drive andet end en varmestue, og det er katastrofalt i en tid, hvor alt for mange børn og unge ikke bliver grebet.

For børn og unge mistrives i stor stil i vores samfund. Hvert syvende barn og ung får en diagnose. Angst og depression er ikke længere voksenproblemer. Det er stress heller ikke. 30 procent af pigerne i 9. klasse føler sig stressede. 50 procent af alle føler sig pressede over opgaver i skolen. 75.000 børn havde i skoleåret 2018/19 et fravær på over 10 procent, som i vid udstrækning skyldes mistrivsel.

Dette er blot et udpluk af de rapporter, Børns Vilkår har lavet på området for nylig. Tør vi satse vores fremtid på, at det bare handler om ungdommeligt sløvsind? Eller læger, der er lige lovlig rundhåndede med diagnoserne? Eller at de unge slet ikke forstår, hvad stress virkelig går ud på?

Tør vi som samfund ignorere de råb om hjælp, vores børn og unge kommer med? Jeg gør ikke. Det bør de ansvarlige politikere heller ikke.

Unge i dag skal konkurrere på parametre, vores generationer aldrig var i nærheden af. Krav om konstant tilstedeværelse på de sociale medier er blevet en ekstremsport, hvor popularitet er præmien. Din værdi som menneske måles i din virtuelle tilværelse – en social arena, de færreste forældre forstår et suk af. Og hvor vi derfor kommer fuldstændig til kort, når der er brug for støtte.

Skævvredne kropsidealer og forvrængede forestillinger om sex og kærlighed forstærker for mange følelsen af ikke at høre til. Dertil kommer så skyhøje faglige krav med konstant selvevaluering og det testregime, folkeskolen har været underlagt siden reformen.

DET ER umuligt at vinde i alt hele tiden. Og det er i bund og grund heller ikke det, der tæller. Det ved vi voksne godt. Desværre tilsiger både kulturen og strukturen det modsatte. Det starter tidligt. Og det bliver alt for hurtigt, alt for alvorligt. At det, der tæller, er, hvad du skal blive til.

Vi skal vinde barndommen tilbage. Med uendelige mængder af leg, fantasifulde og kreative aktiviteter og tid til fordybelse. For børnenes skyld, men også, fordi det er på den måde, de får de bedste kort på hånden til at blive helstøbte mennesker. Mennesker, der hviler i sig selv, der tror på egne evner og kan møde andre med empati. De mennesker, vi vil overlade vores fremtid til.

Jeg påstår ikke, at pædagoger er hele løsningen. Men hvornår går det op for politikerne, at vi som samfund er galt afmarcheret? At det mest bæredygtige er at investere i en fritid, hvor børn ikke bliver målt og vejet? Hvor der er ro og rum til at vokse som menneske, og til at være sammen om alt og ingenting. Uden et defineret læringsmål, men i trygge hænder hos os, der kan hjælpe dem på vej til at finde kammerater for livet, afprøve skøre opfindelser i træværkstedet, lære at gå på stylter eller finde ud af, hvordan man bliver gode venner igen efter en svær konflikt.

Vi kommer ikke uden om, at vejen til at vokse og trives, at blive til et helt menneske, går gennem de erfaringer, man gør sig gennem relationerne til andre. Pædagoger i klubben ved, hvordan vi understøtter de unge i at finde en plads i fællesskabet, men også udvikler modet til at bidrage aktivt og respektfuldt ind i det.

I fritidsinstitutionerne er demokrati ikke en teoretisk styreform, men en del af det fritidsliv, der praktiseres. Her øves i stor stil selv- og medbestemmelse. Børn og unge lærer her, at det ikke alene er okay at fejle, det er også en måde at blive klogere på.

For pædagogerne er udgangspunktet børn og unges eget perspektiv. Vi er nysgerrige på, hvad der optager dem, men vi viser dem også veje til at afprøve nye sider af sig selv. Årelang udsultning af området har allerede fået mange forældre til at vende ryggen til sfo’en. Coronabølgerne har fået endnu flere til at sige farvel. Mange med argumentet om, at børnene jo fint selv kan administrere deres fritid og planlægge, hvem de vil lege eller spille computer med.

Men sagen er den, at det netop er i en tid med så mange muligheder, børn har det største behov for trygge pejlemærker og fyrtårne, hvis de ikke skal fare vild. For ikke at tale om de børn, der slet ingen muligheder har. Børnene, for hvem fællesskabet og relationer til de betydningsfulde pædagoger er den eneste redning.

Vi skal ikke overlade børnene til sig selv. Vi skal give dem den barndom, de fortjener. Det er dét, fritidspædagoger kan. Når vi får mulighed for at lykkes med opgaven, kan vi gøre fritidshjem, sfo’er og fritids- og ungdomsklubber til barndommens og ungdommens sikre havne, man altid kan finde, når verden bliver svær, kompleks eller ensom. Det frigørende sted, der gør det muligt at udvikle sig i eget tempo og indgå i forpligtende fællesskaber. Hvor der ikke er fokus på at blive til noget. Men på at være og blive nogen. Sammen med andre.