Forligsmanden udskyder konflikten


Efter mange og lange møder i Forligsinstitutionen har forligsmand Mette Christensen onsdag aften besluttet at udskyde konflikten. Det skyldes, at hun ser fremdrift i forhandlingerne og stadig mener, at det er muligt at nå en forhandlet aftale. Næste møde i Forligsinstitutionen er på lørdag.


Udgivet d. 28 marts, 2018

Fagforeningerne har hele tiden kæmpet for at nå en aftale, så det er godt, at vi i første omgang undgår en konflikt. Jeg kan ikke referere fra forhandlingerne i Forligsinstitutionen, da møderne er underlagt tavshedspligt, men der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne er under pres for at finde en aftale. Og de skal rykke sig. Befolkningen har tydeligt tilkendegivet, at de bakker de offentligt ansatte op.

Alvoren er også så småt ved at gå op for innovationsminister Sophie Løhde (V). Det kunne man høre, da hun talte med TV2 inden onsdagens forhandlinger i Forligsinstitutionen. ”Jeg kan godt forstå, at mange medarbejdere er optaget af løn. Det er her, jeg kommer med en udstrakt hånd”, sagde ministeren til de rullende kameraer.

Det er en noget anden retorik end tidligere, hvor ministeren mente, at offentligt ansatte var mere optagede af at tage end at give. Så her er der sket et skift. Også KL’s Michael Ziegler er begyndt at røre på sig. Det skal vi forfølge ved forhandlingsbordet. Det er nemt at komme med udmeldingerne i medierne, men det skal følges op med forpligtende forhandlinger.

Vi kan ikke leve med, at det offentlige arbejdsmarked sakker bagud i forhold til det private arbejdsmarked. Bare se syd for grænsen i Tyskland, hvor hver tiende tyske lønmodtager ifølge tal fra Cevea lever i fattigdom, selv om de har et arbejde. Det er et skrækscenarium, der ikke skal brede sig til Danmark. Vi skal sættes pris på de offentligt ansatte – ikke kun med ord, men med en anstændig løn.

Lønnen er som sagt en af de helt store knaster ved overenskomstforhandlingerne, men vi må ikke glemme arbejdsgivernes varslede forringelser af seniordagene, lærernes arbejdstid og truslen om at fjerne den betalte frokostpause. Nu er der bevægelse på lønnen, men det må ikke ske på bekostning af, at pædagoger skal vente længere på deres seniordage. Vi mangler altså at se tegn på, at alle brikker kan falde på plads.

Udskydelsen af konflikten betyder, at både strejke og lockout er skubbet længere væk. Tidligere hed det, at strejken i udvalgte kommuner gik i gang lige efter påske – onsdag den 4. april, hvis forhandlingerne brød sammen. Arbejdsgivernes massive lockout med lukning af samtlige daginstitutioner og skoler skulle tilsvarende træde i kraft den 10. april.

Nu er strejke- og lockoutvarsel udskudt. Så meldingen til jer alle sammen er, at I skal møde på arbejde helt som planlagt efter påske og de kommende dage. Vi skal nok holde jer opdateret på forhandlingerne, og I kan læse mere om OK18 på BUPL’s hjemmeside.

Det er i øvrigt fantastisk at opleve, hvor mange pædagoger der bakker op i den offentlige debat. I TV, aviser, sociale medier, medlemsmøder. Vi vil nemlig have en løsning for alle, men vi er også mere værd. Det forklarer pædagog Sandra Bech meget tydeligt i Jyllands-Posten. “Jeg arbejder, fordi det giver mit liv værdi, og fordi jeg ved, jeg gør en forskel. Og jeg fortjener respekt for det store arbejde, jeg gør.” I kan læse hele hendes velskrevne debatindlæg her.

I morgen er det Skærtorsdag, og der er som sagt en lille smule ro på i overenskomstforhandlingerne, inden vi mødes igen på lørdag. Så jeg vil ønske jer alle sammen en rigtig god påske.


Kom tæt på OK med Elisa