Vi er nødt til at varsle konflikt


BUPL har nu varslet konflikt mod 12 kommuner. Den træder i kraft den 4. april 2018 og vil i første omgang omfatte ca. 5000 medlemmer. Men det er altså ikke med min gode vilje, at vi er kommet hertil.


Udgivet d. 5 marts, 2018

Jeg havde hellere set, at vi rent faktisk kunne finde forhandlede løsninger. På løn, ligeløn, arbejdstid og selv rekrutteringsproblemer. Men det er et nødvendigt skridt, når arbejdsgiverne midt i en økonomisk højkonjunktur har stået fast på at forringe vilkårene for alle 800.000 offentligt ansatte. Vi er mere værd.

Flere af jer har spurgt mig, hvorfor det kun er i 12 kommuner, at vi konflikter. Og hvordan det kan være, at det lige er Nyborg, Kalundborg, Herning, Aalborg, Gentofte, Helsingør, Ballerup, Høje-Taastrup, Haderslev, Vejen, Silkeborg og København (Nørrebro/Bispebjerg).

Svaret er, at BUPL’s 5.000 pædagoger kun er en mindre brik i en stor konflikt med 70.000-80.000 offentlige ansatte. Vi har koordineret tæt med de andre fagforeninger, så vi samlet set breder os over alle landets kommuner. BUPL har prioriteret at fordele vores 12 kommuner over hele Danmark – og har været i tæt dialog med vores kollegaer hos især Danmarks Lærerforening under hele forløbet, så pædagoger og lærere så vidt muligt konflikter i de samme kommuner.

Pædagoger er dedikerede til at gøre en forskel for andre mennesker. Det er ikke lønnen, der har drevet os ind i pædagogfaget. Lad det være sagt med det samme. Vi drømmer ofte bare om have tiden til at gøre vores arbejde lidt bedre. Men vi vil ikke være til grin, når økonomien har det ”rigtig godt” i Danmark – og vi har holdt igen i tre overenskomster i træk. Så vi trækker en streg i sandet.

Ja, det handler om, at vi skal have del i opsvinget. Derfor skal vi have klare lønforbedringer. Men det handler ligeså meget om at holde flere forringelser fra døren. Som når arbejdsgiverne vil forringe vores seniordage, selv om vi skal blive flere år på arbejdsmarkedet. Eller når vi kæmper for, at vi rent faktisk har noget at skulle have sagt og har indflydelse på vores arbejdsvilkår i det daglige.

Ved sidste overenskomstfornyelse besluttede vi sammen med KL at undersøge det lokale partssamarbejde. Hvordan virker MED-systemet, og hvad betyder det, at medarbejderne i det daglige kan udfordre ledelsesretten? Projektet besøgte mange kommuner og interviewede både ledere og medarbejdere.

Konklusionen var helt tydelig. Som medarbejdere er vi med til at kvalificere den opgave, der løses i kommunerne. Vi kvalificerer velfærden – også ved at få indflydelse. Så når nogen – inklusiv mig selv – svinger om sig med forklaringer om, at vi skal stå op for og forsvare “den danske forhandlingsmodel”, så er det, det vi taler om.

Det handler ikke alene om bedre løn- og arbejdsvilkår, fordi vi vil HAVE noget, men ligeså meget om, hvad vi har mulighed for at GIVE! Et stærkt og fleksibelt arbejdsmarked, en tryg velfærd og nogle tilfredse medarbejdere. Vi vil altså en løsning for alle.


Kom tæt på OK med Elisa