Velfærden står og falder med pædagogernes arbejdsvilkår


14.000 flere pædagoger skal der til at følge med stigende børnetal og minimumsnormeringer. BUPL-formand Elisa Rimperl giver i Kommunen sit bud på, hvad det vil kræve. 24. juni.


Udgivet d. 28. juni 2021

Landet over – og især omkring de største byer – kan man nu for alvor mærke, at kampen om pædagogerne spidser til. Stillinger kan ikke besættes, og pædagogandelen falder i hele landet, ikke mindst i hovedstadsområdet. Og ikke nok med det. Inden for de andre store velfærdsområder spejder man også langt efter flere medarbejdere.

Det er en meget alvorlig situation, der bør have både kommunernes og regeringens fulde opmærksomhed. Derfor er vi glade for, at det i den netop indgåede økonomiaftale mellem kommunerne og regeringen for 2022 fremgår, at man forpligter sig til at tage hånd om manglen på blandt andet pædagoger. Det er vi i BUPL klar til at bidrage til.

Pas på tilliden

I Danmark har vi indgået en kontrakt med børnefamilierne. Vi giver børn, store som små, en tryg og stimulerende hverdag i børnehaver og vuggestuer med fuldt fokus på trivsel og udvikling, så både mor og far kan gå på arbejde. Det sikrer mere ligestilling, større arbejdsudbud og er en central grundpille i vores samfund. Denne samfundskontrakt består kun så længe, at forældrene har ro i maven, når de afleverer børnene og stoler på, at de bliver mødt af dygtige pædagoger med fagligheden i orden, der hver dag lægger sig i selen for at skabe det allerbedste børneliv.
Det kræver vuggestuer og børnehaver af høj kvalitet med stærke pædagogiske miljøer, der tager udgangspunkt i børnenes perspektiv, og pædagoger, der har tid til at inddrage relevant forskning og omsætte det til praksis, der understøtter barnets trivsel og dannelse. Pædagoger har ansvaret for, at barnet udvikler sig personligt, sprogligt, socialt og motorisk. Og vi skal have øje for forebyggende indsatser og ekstra pædagogiske tiltag, når vi møder børn i udsathed. Der ligger kort sagt et stort ansvar hos pædagogerne og deres kommunale arbejdsgivere.

Behov for attraktive vilkår

Vi ved, at gode normeringer, en høj pædagogandel og pædagogfaglige ledere tæt på i hverdagen skaber bedre pædagogiske miljøer og bedre arbejdspladser, hvor faglig udvikling er i centrum. Vi ved, at det både tiltrækker og fastholder pædagoger, ligesom det er med til at gøre professionen og arbejdsområdet mere attraktivt.
Bedre vilkår er en af de vigtigste knapper at skrue på, når vi skal gøre det mere attraktivt at blive pædagog. Det handler som nævnt om tid nok til det pædagogiske arbejde, men også om mulighed for efter-videreuddannelse, gode seniorordninger og et godt arbejdsmiljø. Med forbedrede vilkår vil flere pædagoger helt naturligt også gå op i tid. I dag arbejder seks ud af ti pædagoger på deltid. Mere end halvdelen af de deltidsansatte er imidlertid parate til at tage flere timer, hvis arbejdsvilkårene bliver bedre. Det vil også spille en rolle i forhold til at fastholde flere ældre pædagoger i landets daginstitutioner.

Lønnen skræmmer de unge væk

En anden afgørende faktor er lønnen. Den gør det svært at tiltrække flere studerende til pædagoguddannelsen. Pædagoger er den faggruppe med mellemlang videregående uddannelse, som får absolut laveste løn i den kommunale sektor. For eksempel tjener pædagoger i gennemsnit 6.000 kroner mindre om måneden end en folkeskolelærer til trods for, at de to uddannelser er lige lange. Problemet er ikke, at lærerne tjener for meget, men at pædagoger tjener alt for lidt. Og det betyder, at lønnen i sig selv bliver en barriere for, at flere dygtige unge vælger pædagoguddannelsen.
Kommunerne bør helt oplagt se på, hvordan man lokalt kan skrue op for lønnen i form af diverse lokalaftaler; ikke mindst med blik for omkostningerne ved at bo i de større byer, hvor manglen på pædagoger er størst. Når det er sagt, kræver pædagogers lønefterslæb et nationalt politisk opgør med den tjenestemandsreform, der i over 50 år har fastholdt pædagogers løn i bunden af det offentlige lønhierarki.

Så nu skal der samarbejdes

Vi ved, at komplekse problemstillinger kræver visioner, mod og fælles løsninger. Her er det afgørende, at vi får skabt et stærkt samarbejde på tværs af professionshøjskoler, faglige organisationer, stat og kommuner. Den enkelte kommune eller sektor skal ikke kæmpe selv, men forene kræfterne for at løse denne massive udfordring, der mere og mere lugter af en regulær rekrutteringskrise. Ellers risikerer vi at stå med en bombe under vores velfærdssamfund.

Løsningen er derfor en national handleplan, der både på kort og på lang sigt kan dreje på alle de nødvendige knapper, så vi får daginstitutioner af høj kvalitet, der skaber trygge børnemiljøer uden personalemangel, fordi det er afgørende for samfundskontrakten; at forældrene overlader deres børn i pædagogers varetægt, mens de hver dag går på arbejde.
Det håber jeg landets 98 kommuner vil støtte op om.