Tak for jeres uvurderlige engagement under OK18-forhandlingerne


Vi har et stærkt fællesskab i BUPL. Og det viste vi ved OK18-forhandlingerne, som vil gå over i historien. OK18-resultatet blev båret frem af, at vi stod sammen.


Udgivet d. 30. april 2018

Det har været rørende og opløftende at opleve, hvordan rigtig mange af jer har taget en tørn. Nogle har været fanevagter dag og nat. Nogle har fyldt de store vanddunke, så vi kunne brygge kaffe i døgndrift i BUPL’s kaffevogn. Og nogle har stået med bannere, balloner og flag og sunget ”Mer’ i løn” foran Forligsinstitutionen.

Resultatet har vi skabt i fællesskab. Det viser, at vi i fremtiden skal rykke endnu tættere på hinanden for at modstå det pres, vi bliver mødt med fra arbejdsgivernes side. For det nytter noget at sige fra i fællesskab. Og det batter noget, når så mange medlemmer gør det skulder ved skulder med andre fag og sektorer.

Nu udestår udmøntningen af 0,35 procent til vores område, som skal på plads i de næste 14 dage. Vi afholder medlemsmøde, når vi har den samlede tekst, og vores område er forhandlet helt færdigt. Herefter sendes det samlede forlig til urafstemning hos jer medlemmer. I får nærmere besked om urafstemningen. Resultatet af urafstemningen offentliggøres 6. juni.

En stor tak til alle, og jeg håber, at vi ses til en hyggelig 1. maj i Fælledparken.

Henriette Brockdorff

Formand

BUPL Hovedstaden