Tak for et stærkt forår


Formand i BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl, ønsker alle en god sommer ovenpå et forår med mange vigtige dagsordener.


Opdateret d. 02. juli 2019

Sommeren er over os, og lige om lidt står den på sommerferie. Jeg vil derfor gerne ønske jer alle en god sommer, og samtidig benytte lejligheden til at reflektere over alt det, vi har gang i her i BUPL Fyn, og alt det, vi har oplevet sammen, her hvor vi er halvvejs igennem 2019.
For der har virkelig været gang i den, i det her forår. Og vores fag har i høj grad trukket overskrifter i medierne. Pædagoger, ledere, forældre og politikere over hele landet har været på forsiderne. Budskabet har entydigt været krav om bedre forhold for vores børn og unge – og for pædagogerne. I valgkampen har vores ønske om minimumsnormeringer været et af de helt store emner. Det har været fantastisk at se den store interesse for vores område. Også fra alle medierne – hvor vi har fået spalteplads og taletid på mange dagsordner.

Sammen står vi stærkest

Jeg vil gerne takke jer alle for opbakningen, hvad enten det har været på de sociale medier, i andre medier, eller til forældredemonstrationerne (d. 6. april og d.2.juni). Det skabte en historisk opmærksomhed, og vores fælles sag for bedre normeringer er kommet på (næsten) alles dagsordner. Det er en stor bedrift. Mange af jer ytrer jer også i medierne, og er med til at skabe og holde fokus på vores fag og vilkår. Det betyder noget, at vi er synlige. Og det betyder noget, at omverdenen kender pædagogers holdninger. Flere pædagogiske meningsdannere har skarpe holdninger om faget, om politik og om børnevilkår. Tak for alle jeres ytringer. Og bliv endelig ved.

Også fagbevægelsen og forældrene presser stadig på. Det er afgørende at vi bider os fast nu, sammen med forældrene. Sådan står vi stærkest. Er planen ikke blevet til virkelighed, er der kommunalvalg om to år. Og der husker vi, hvad der blev lovet under valgkampen.

Vi ved godt, at I knokler derude. Det samme gør vi. Sammen med os knokler både tillids- og fællestillidsrepræsentanterne med at forhandle og påvirke til bedre løn og arbejdsvilkår. Det vil altid være vores hovedformål, selvom børnenes forhold i danske dagtilbud/skoler/klubber med mere er kerneopgaven for faget.

Fokus på profession – og løn

Vores store fokus på professionen gør netop, at en stor del af vores opgave handler om børn, udvikling, trivsel, skole/SFO/klub og ledelse. Med nye tiltag på skoleområdet følger snak om timer, opgaver, faglighed og fritidstilbud med. Dagtilbudsreformen, der nu er et år gammel, har ligeledes et fokus på faglighed, leg, læring, udvikling og dannelse og stiller nye krav til både forældre, børn og pædagoger. Pædagoguddannelsen skal evalueres – og forhåbentlig styrkes. Det er til gavn for pædagogerne, vores løn og for vores anseelse i samfundet. Det glæder vi os til! Vi fortsætter selvfølgelig også med at have fokus på løn og løntjek, ligesom vi fortsætter med at besøge skoler, institutioner og specialgrupper. Vi fortsætter med lokale forhandlinger i kommunerne, og vi bliver ved med at skabe relationer til politikere og embedsfolk, så vi kan få mest mulig indflydelse.

Vi afdækker i år flere kommuner for at komme helt tæt på jeres løn. Det gør vi håndholdt, og vi vil hele vejen rundt. Men hvis I har brug for en lokal gennemgang, så snak med TR/FTR/LTR, og så vil de sørge for et tjek af din løn. Der ER nemlig fejl at finde ind imellem, så hold øje med lønsedlen. Vi vil desuden gå tættere på kommunen de steder, hvor det kræves. Her vil vi bede om forhandlinger. Vi er også her i fuld gang.

Vilkårsundersøgelsen 0-6 år: Plads til forbedring

Foråret bød også på vilkårsundersøgelsen på 0-6 års området. Tak for alle jeres besvarelser. Vi i BUPL Fyn og Forbundet er ved at planlægge hvordan vi bedst kan bruge de svar, vi har fået. Både vilkårsundersøgelsen og de lokale normeringer viser både godt og skidt. På Fyn har vi f.eks. de to eneste kommuner i landet, der lever op til minimumsnormeringer. Vi har så også andre kommuner, der halter langt bagud – og flere har et faldende antal pædagoger. Der er altså rigelig plads til forbedring. Vi bruger derfor alle jeres svar, når vi skal forhandle, når vi ytrer os om både faget og om vilkår, og når embedsfolk sender kataloger ud med håbløse forslag til effektiviseringer eller prioriteringer.

En historie om håbløse vilkår – og svigt

For nylig kunne vi på TV2 se en dokumentar, hvor megadygtige pædagoger ikke havde en chance for at kunne udføre deres arbejde. Det betød, at de svigtede børnene. Det er desværre et billede som mange vil kunne genkende – og derfor er debatten eksploderet. Vilkårene er nemlig ALT for dårlige for rigtig mange, og der er brug for en plan fra både regeringen og de lokale politikere.

Vi har også set i fjernsynet hvor galt det kan gå, hvis faglig stolthed, dømmekraft og ledelse svigter på én gang. Det er heldigvis sjældent, det sker – men det sker. Og når det sker, skader det vores fag og vores omdømme – hvad enten det er uddannede pædagoger eller medhjælpere, der udstilles. Vi tager selvfølgelig fuldstændig afstand fra den praksis, der blev beskrevet i dokumentaren. Her er det hverken uddannelse eller normering, der kan holdes til ansvar.

Demografien udfordrer

Foråret bød også på besparelser og budgetforslag i en del kommuner, hvor udfordringerne hober sig op. Igen er der en afventen på forhandlinger med KL og Christiansborg, som vil kunne afhjælpe en del økonomiske problemer ude i landet. Velfærden kræver investeringer, og det er på høje tid. Vi ser nu de første tegn på stigende børnetal på 0-6 års området, mens det falder lidt en del steder i skolen. Vi har oplevet omplaceringer i skolen – nogle gange til 0-6 års området. Demografien udfordrer på forskellig vis Fyn de kommende år. I nogle kommuner stiger kun andelen af ældre, mens andre udfordres (positivt) af langt flere små børn. Det kommer til at betyde arbejde til alle fynske pædagoger om få år. Fyn har stadig ledige pædagoger, mens der er pædagogmangel de fleste andre steder i landet i øjeblikket.

Vi arbejder på at få uddannet flere, få fastholdt flere, og samtidig holde fokus på pædagogandelen. En mulighed er, for flere fagforbund, at man ser på de op imod 70%, som ikke arbejder på fuld tid. Der er mange af jer, der gerne vil blive på deltid, mens andre meget gerne vil have flere timer. Det håber vi kan imødekommes, for der vil blive tilført mange timer til institutionerne og børnene, hvis flere fremover vil og kan gå op i tid.

Store forventninger til den nye regering

Imens jeg skriver, har vi så i denne uge fået en ny regering med ambitioner på børnenes og pædagogernes vegne. DET LYKKEDES. Vi har selvfølgelig satdig til gode at se hvordan de regner minimumsnormeringer ud, og hvordan de vil skaffe penge til at løfte opgaven. Men vi kan klappe os selv på skuldrene, for de fleste at vores budskaber er blevet hørt. For flere partiledere har de været et krav for at få deres støtte til en ny regering. Tilbage står vi nu med store forhåbninger. SÅ TAK FOR KAMPEN – so far!!

Det var et længere udpluk af det, vi har gang i, og det, vi har løftet sammen med jer. Igen vil jeg sige TAK for jeres debat-deltagelse og opbakning. Tak for at vise os jeres virkelighed, når vi kommer på besøg – bliv ved at invitere os! Tak fordi I møder så talstærkt op til faglige arrangementer i BUPL Fyn. Der er brug for alle – sammen står vi stærkere.

Rigtig god sommer.
Rikke Hunsdahl, formand, BUPL Fyn