Svære forhandlinger – men vi holder sammen!


Endnu en update på det efterhånden noget nervepirrende overenskomstforløb.


Udgivet d. 26 februar, 2018

Forhandlingerne på statens område er jo brudt sammen, og i det lys genoptog vi søndag de afsluttende forhandlinger på det kommunale område. Det er her, vi forhandler de generelle lønstigninger og vilkår for medarbejdere i 51 organisationer på det kommunale område.

Det var som ventet svært, fordi KL normalt holder sig i nærheden af den ramme, der udstikkes via det forlig, der landes på statens område – og som jo i sagens natur ikke eksisterer. Så KL bevægede sig på ukendt farvand, og det kunne mærkes.

Det er blevet til den ene forhandlingsrunde efter den anden og mange kopper kaffe. Og vi har taget hul på de mange store uenigheder – eller knaster som vi kalder dem – en efter en.

Det er vigtigt, at vi får lønforbedringer, der ikke blot betyder, at vi holder skindet på næsen, men at det rent faktisk betyder lønstigninger. De skal være så store, at de ikke bliver spist af de naturlige prisstigninger, men reelt giver os mere købekraft. Det er et helt naturligt krav i en tid, hvor det økonomiske opsving buldrer derudaf. Og hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen gang på gang understreger, at det går godt i Danmark.

Det er også afgørende, at vi ikke får forringelser af seniordagene. Det er et NO-GO – ikke mindst for os som pædagoger, der har svært nok ved at holde til at blive ældre i jobbet. Arbejdsgiverne skal ikke tro, at de kan bede os om at blive længere tid på arbejdsmarkedet, for så kort efter at forringe vilkår for hårdtarbejdende seniorer.

Men tiden er fremskreden – og det betyder, at vi nu er et sted, hvor der ikke er så meget plads til detaljerne. Så uanset den økonomiske ramme, så kan vi selv med de mest positive briller kun forvente et smalt forlig, hvor nogle af mange krav om fx psykisk arbejdsmiljø og TR- forbedringer ikke bliver til noget i denne omgang.

Uenighederne er altså stadig til at tage og føle på. Men i sagens natur skal vi gå langt for at undgå den konflikt, der truer. For vi VIL finde løsninger ved forhandlingsbordet. Det er alle bedst tjent med. Så vi arbejder videre.

Vi mødes igen her mandag, og så må vi se, hvorvidt vi bliver i stand til at lande et forlig. Det bliver svært, men vi kæmper for det. Sammen er vi stærkest.


Kom tæt på OK med Elisa