Storkøbenhavn: Påskepakker, gymnastik og fællesskab


I Heltidstilbuddet på Mølleholmskolen i Høje-Taastrup er de vant til at tænke anderledes. Alligevel har COVID-19 situationen sat gang i nye aktiviteter, når nu undervisning og samvær foregår på afstand. Lige nu pakkes påskegaver til eleverne


Opdateret d. 01. april 2020

På bordet ligger påskegaven klar til at blive lagt i nyindkøbte plastikposer fra MENY. Der er farveblyanter, to stykker Mariehøne-chokolader og en arbejdsbog. Alt pakkes ned med plastikhandsker, der ligesom interaktive medier er blevet en ny fast del af arbejdsdagen.

Holder fast i relationer og fælleskab
Dorte Ørbæk er leder af Heltidstilbuddet på Mølleholmskolen i Høje-Taastrup, hvor der går 40 børn fra 0.-9. klasse med varig funktionsnedsættelse. I Heltidstilbuddet arbejder lærere og pædagoger tæt sammen med det formål ”at holde fast i relationerne og reproducere fællesskabet,” som Dorte Ørbæk formulerer det – og uddyber:
”Man oplever nemt ensomhed, når man lever i margen af samfundet og har særlige behov. Derfor er det så vigtigt for os, at vi hele tiden holder fast i relationerne og reproducerer fællesskabet”.

Online morgensamling, tegnediktat og bageaktiviteter
Et tiltag er f.eks. den daglige morgensamling på diverse interaktive medier. Der kan være gymnastik, tegnediktat og bageaktiviteter. Der kan også blive stillet opgaver som, mål dit køleskab og tag billeder af, hvad der i det. Eller her er vores have, tag I et billede af jeres altan osv. ved at vise hinandens hjem frem og dele meget af det i en lukket facebookgruppe, så reproduceres det fællesskab, der trives dagligt i skolen.
”Vi kan også finde på at køre ud til skolen og tage et billede af vores akvarie, hvor vi har placeret fem ting, der normalt ikke er der, og som eleverne så skal finde,” forklarer Dorte lige inden hun hurtigt haster videre til et online møde med to ansatte.

Påskepakkerne skal ud
Inden så længe skal påskepakkerne ud. Det er ikke første gang Heltidstilbuddet har sendt aktivitetspakker ud, men i anledning af den forestående påske, må det naturligvis ske igen. Det er lidt forskelligt præcist, hvordan pakkerne bliver afleveret. Men det er de pædagoger og lærere, de kender, der bringer pakkerne ud. Nogle ringer på, andre stiller det ved døren, mens der vinkes og hilses – alt sammen i behørig afstand og til stor glæde for både elever og forældre.