Storkøbenhavn: Frivilligaftale sikrer gode vilkår


BUPL Storkøbenhavn har indgået en rammeaftale, der sikrer, at pædagoger, der gerne vil gøre en ekstra indsats under COVID-19 krisen, også har ordentlige vilkår at gøre det under, når behovet opstår.


Opdateret d. 08. april 2020

COVID-19 har skabt en helt særlig situation, der på alle måder også præger pædagogers og lederes arbejdsliv. En situation og krise, som har kaldt på nye midlertidige aftaler, så pædagoger og ledere kan hjælpe til, hvor og når behovet opstår.

Rammeaftale om det arbejde man frivilligt kan påtage sig
BUPL Storkøbenhavn har tiltrådt rammeaftale om vilkår for det arbejde, man som allerede ansat frivilligt kan påtage sig, og som er udenfor egen overenskomst.

Alle de storkøbenhavnske kommuner og BUPL Storkøbenhavn har indgået rammeaftalen, som bliver udmøntet ved, at hver enkel kommune fremsender en konkret og lokal aftale til FTR eller faglig sekretær.

Klar til at dække behov, når situationen opstår
”Vi har valgt at lave en rammeaftale, fordi vi må forudse, at vi f.eks. kan komme i en situation, hvor presset er så stort, at der også kan blive brug for os på andre tidspunkter i døgnet og andre steder – f.eks. opgaver indenfor det specialiserede døgnområde og sundheds- og ældreområdet. Og hvis den situation opstår, så er vi selvfølgelig klar til at dække det behov, siger Jon Olufson, formand BUPL Storkøbenhavn.

Ordentlige vilkår sikres
”Vi vil gerne gøre en ekstra indsats og hjælpe til, hvor der er brug for det. Det skal bare ske på ordentlige vilkår. Og det sikrer rammeaftalen. Man bibeholder f.eks. sin normale løn, og får også tillæg for særydelsen oveni. Som enkeltperson tiltræder man frivilligt og kan til hver en tid udtræde af aftalen igen,” siger Jon Olufson.

Følgende kommuner har tiltrådt lokal aftale
Albertslund Kommune
Ballerup Kommune
Brøndby Kommune
Furesø Kommune
Gladsaxe Kommune
Glostrup Kommune
Hvidovre Kommune
Herlev Kommune
Høje Taastrup
Ishøj Kommune
Rødovre Kommune
Vallensbæk Kommune

Her er rammeaftalen
Rammeaftale for arbejde som allerede ansatte frivilligt påtager sig som følge af COVID-19

Når de lokale aftaler er endelig tiltrådt, kan du finde dem under Din Kommune