Storkøbenhavn: Oplev pædagog, murer og kunstner Isak Larvads værker


Isak Larvad, pædagog i Ballerup, er den første pædagog i rækken af kunstnere, der i de kommende år vil udstille i Balleruphuset, hvor din fagforening bor. Så kig rundt i stueetagen, når du har et møde, skal til et arrangement eller måske kommer til Pædagogisk Folkemøde d. 11. november.


Opdateret d. 04. november 2021

Isak Larvad, pædagog, murer og kunstner, udstiller netop nu i Balleruphuset. Amalie Kestler, journalist og indlandsredaktør på Politiken, har skrevet følgende omtale:

En mand bevæger sig…..
”En mand bevæger sig i lygtepælens skær. Hvor skal han hen? Hvem er han? Solens stråler lokker et havdyr mod overfladen – eller er det evigheden?

Fantasien flydende fangarme møder konkret virkelighed i Isak Larvads værker. Det er ikke så underligt, når kunstneren, der er født i 1971, hele sit liv har arbejdet med at bruge sig selv og sine evner på flere forskellige planer. Fra de konkrete håndværk i murer- og pædagogfaget til teatrets sanselige stemninger. De forskellige verdener ses i hans kunst.

Isak Larvad kan godt lide ideen om at bruge ting flere gange og i denne udstilling er der også genbrug. Brædder, der begyndte livet som stigereoler eller Ikea-hylder transformerer Isak Larvad til noget helt andet. Et værk. Begyndelsen til en historie – et oplæg til beskueren om selv at digte videre.

Inspirationen er altid hentet fra hverdagen, oplevelser og interesserne for teater, musik, tegneserier mv. Motiverne kan være meget forskellige, da Isak Larvad er spontan i sine valg. ”Jeg maler det, jeg har lyst til, og hvad jeg lige har på hjertet,” siger han.

Processen her er begyndt med brædder, herefter ukrudtsbrænder og slibning. Herefter er der malet med olie, akryl, spray eller tusch. Til sidst har de fået et lag epoxy eller lak.”

Udstillingen løber frem til marts/april 2022
Udstillingen kan ses i stueetagen – BUPL Storkøbenhavn, Lindevænget 19, 2750 Ballerup, frem til marts/april 2022, hvorefter en anden pædagog vil udstille. Er du interesseret i at købe billederne foregår det ved direkte kontakt til Isak Larvad, www.isaklarvad.com

Portræt af Louis Pio
Isak Larvad udstiller også et portræt af Louis Pio, han har skabt særligt til denne udstilling. Louis Albert Francois Pio (1841-1894) arbejdede for at forbedre levevilkårene for arbejderklassen, som han var oprørt over. Et arbejde, der markerer begyndelsen på organiserede arbejderbevægelse i Danmark. Pio stiftede sammen med Harald Brix og Paul Geleff Den Internationale Arbejderforening for Danmark i 1871, som senere blev til Socialdemokratiet.

Er du også både kunstner og pædagog i BUPL Storkøbenhavn?
Hvis du både er kunstner, pædagog og medlem af BUPL Storkøbenhavn og har en udstilling, du gerne vil pryde lokalerne med i BUPL Storkøbenhavn i Ballerup, så er du meget velkommen til at sende os en mail til storkobenhavn@bupl.dk med billeder af dine værker, og hvor der desuden er lidt information om dig selv og evt et link til din hjemmeside, hvis du har en sådan. Vi vil helst kunne hænge dine ting op, men kontakt os uanset din kunstart. Det vil vi sætte pris på. Vi mødes kvartalsvis – næste gang i begyndelsen af februar 2022 – og du vil så snarest derefter høre fra os. 

Pædagogisk Folkemøde
Har du ikke fået tilmeldt dig Pædagogisk Folkemøde 11. november, så kan du gøre det her, hvor du også kan se perlerækken af foredragsholdere mv. – udover at du kan se og opleve Isak Larvads værker.