Store ambitioner til små børn


Senere børnehavestart vil give pædagogerne i børnehaverne mere arbejdstilfredshed og bedre arbejdsmiljø.


Opdateret d. 20. december 2020

Børn i Odense Kommune skal først starte i børnehave, når de er tre år. Sådan lød beskeden fra rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, Susanne Crawley, tidligere på måneden. Og den besked blev pædagog i Grævlingeløkken Børnehus, Christina Aamand, meget glad for at høre.

”Det er jo små børn, vi har med at gøre. De er kun 2,10 år, når de starter i børnehave, og vi moser dem over i en helt ny verden. Det kan være virkelig voldsomt for mange børn. De skal have mere tid til at få styr på sit eget selvbillede i vuggestuen,” siger hun.

Det går nemlig ud over det pædagogiske arbejde, når børnene er så små. De mangler de få måneder til at udvikle deres sprog og blive mere selvhjulpne.

”Vi vil gerne udvikle børnene, give dem sociale færdigheder og være nysgerrige. Men vi kommer til at ændre fokus, fordi det er vigtigt, de små får nærvær og hjælp til basal pleje, så de får en god børnehavestart. Og det har konsekvenser for de større børn i børnehaven,” siger Christina Aamand.

Fra venteposition til udvikling
Med en børnehavestart fra tre år vil det give pædagogerne i børnehaverne en større grad af arbejdstilfredshed, hvor de har mulighed for at udvikle børnene. Og det vil få betydning for pædagogernes arbejdsmiljø.

”Vi brænder jo for at udvikle kompetente mennesker, og det kan vi ikke, når vi skal skifte ble, putte til middag og give flyverdragter på. Giver vi børnene de måneder mere i vuggestue, vil det have stor betydning for barnets udvikling. Alle udvikler sig af at have roen i rutinen,” siger hun.

Det vil give nogle robuste børn, der har en højere grad af selvtillid og selvværd og et selvbillede, der er mere udviklet. Og det vil give de store børn i børnehaven mulighed for ikke længere at stå i venteposition, som de gør nu.

”Vi kan lave pædagogisk faglige aktiviteter, der er med til at udvikle børnene socialt. Det er vores fornemmeste opgave, og den fokuseret indsats vil hjælpe dem til at blive bedre til at starte i skole,” siger Christina Aamand, der ønsker at 3-års-grænsen også vil smitte af i alle andre kommuner.

Kommunalvalget i vente
Udmeldingen om at hæve børnehavealderen til de tre år møder opbakning i BUPL Fyn, der i flere år har kæmpet for at, man ruller besparelserne tilbage.

”Det er det bedste for børnene,” siger formand i BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl. Hun håber dog, at Odense Kommune kan løfte ambitionsniveauet højere op og dermed være foregangskommune ved det kommende kommunalvalg i november 2021.

”Jo hurtigere, vi får hævet alderen for at starte i børnehave til tre år, jo bedre. Men det skal samtidig handle om normeringerne og kvaliteten. Man bør også kigge på, hvor tidligt børn starter i skoleregi. Kommunalvalget er da en god anledning til at sende signal om, at man i Odense Kommune fremadrettet er mere ambitiøs på børnenes og pædagogernes vegne.”