Stillingsopslag: Konsulent til medlemsarbejde og forhandling for pædagoger


Vil du have et job, hvor du som forhandler og sagsbehandler har direkte indflydelse på pædagogers arbejdsliv? BUPL Østjyllands skruer op for medlemsarbejdet og søger en konsulent til et nyetableret team. 


Opdateret d. 06. september 2018
Forhandling og sagsbehandling af pædagogers løn- og arbejdsforhold: 

Din væsentligste opgave bliver at forhandle og sagsbehandle pædagogers løn- og ansættelsesforhold i tre af BUPL Østjyllands ti kommuner. Du bliver nøgleperson i vores resultatsøgende medlemsarbejde. Her skal du aktivt inddrage medlemmerne, forhandle pædagogernes løn og vilkår samt yde en venlig og imødekommende medlemsservice.

Du får desuden til opgave at sikre pædagogerne overenskomstmæssige vilkår, og sammen med sekretariatet og den politiske ledelse skal du være med til at maksimere pædagogernes stemme i kommunernes budgetlægning. Du og dine kolleger leverer blandt andet notater og analyser til valgte politikere og fælledstillidsrepræsentanter. Desuden skal du bistå tillidsrepræsentanter i deres lokale medlemsarbejde.

Du kommer til at arbejde i et nyetableret team, hvor I skal udvikle et stærkt fagligt miljø og koordinere medlemsrettede ydelser. Du kan se frem til et job med væsentlig personlig indflydelse på eget arbejde samt en stor og spændende samarbejdsflade til ledelse, sekretariatskolleger og kommunale tillidsrepræsentanter. Samtidig kan du glæde dig til gode arbejdsforhold i et stærkt og stimulerende fagligt miljø.


Erfaring og viden fra den offentlige sektor eller anden interesseorganisation:

Dit faglige fundament er en videregående uddannelse, som du eventuelt har suppleret med konkret erfaring fra et job, hvor du har forhandlet løn- eller ansættelsesvilkår, herunder gerne lokal løndannelse.

Du kan navigere sikkert inden for individuelle og kollektive ansættelsesforhold. Du er hurtig i din behandling af sager og vant til at håndtere større sagsmængder på en struktureret og systematisk måde. Du har flair for IT, tal og regneark, der knytter sig til arbejdet.  Har du viden om pædagogers arbejde og vilkår, er det en fordel, men ikke et krav.

Du skal være venlig, udadvendt og indstillet på at dele din viden med kolleger og samarbejdspartnere. Du får som sagsbehandler en rådgivende og udøvende rolle i en politisk ledet organisation.


Ansøgning og kontakt:

Mail din ansøgning, cv og relevante eksamensdokumenter til ostjylland@bupl.dk senest den 25. september 2018, kl. 9:00 og skriv ”Konsulent til medlemsarbejde” i emnefeltet. Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt sekretariatsleder Flemming Bach Sørensen 35 46 56 07 eller 24 25 59 10. Vi afholder ansættelsessamtaler torsdag den 27. september.


Om BUPL Østjylland:

BUPL Østjylland er en lokal fagforening under BUPL – Forbundet for pædagoger og klubfolk. Vi varetager cirka 5.000 østjyske pædagoger og pædagogfaglige lederes interesser. BUPL arbejder aktivt for mangfoldighed og inddragelse, Vi opfordrer alle kvalificerede uanset køn, religion, alder eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Læs mere på: www.bupl.dk/ostjylland