Status på corona-situationen


Coronapandemien har snart raseret i et år. Vi giver her seneste overblik over, hvad der rører sig i vores kommuner.


Opdateret d. 04. februar 2021

Vi kan snart fejre 1-årsdag med corona-pandemien. Det er ikke just et jubilæum, vi ser frem til. Vi er alle sammen dødhamrende trætte af denne krise, men med faldende smittefald, og udrulning af vaccinationsplanen, så kan vi forhåbentlig snart skimte lys for enden af tunnelen.

Seneste nyt

Som det har været kendetegnet gennem hele denne pandemi, så ændrer tingene sig fra dag til dag. Således var lyntest af pædagoger lige ved at komme i gang ude i kommunerne, hvorefter regeringen sammen med Danske Regioner og KL besluttede at prioritere indsatsen for ansatte på plejehjem og fra på mandag alt personale på de genåbne skoler.

i er uforstående og frustrerede over, at personalet i daginstitutionerne fortsat ikke har fået opfyldt det løfte, som statsministeren gav til nytår, og vi presser hele tiden på for, at det sker. Men vi presser også på lokalt for at få kommunerne til at gå foran og tilbyde test til alle pædagoger.

Fra på mandag skal 0. – 4.-klasserne tilbage til skolerne igen. Der foregår lige nu et stort arbejde ude i kommunerne om at få dette arbejde organiseret. Her er vi i dialog med forvaltningerne og kommer med vores input til, hvad der kan og bør gøres, og vores FTR’ere og TR’ere forsøger ude lokalt på skolerne at udøve indflydelse.

Igen er vejledningerne bygget op omkring anbefalinger og henstillinger. Det er vigtigt, at tilbagevenden sker forsvarligt – både ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv, men også ud fra et pædagogfagligt perspektiv. Erfaringerne fra specialskolerne skræmmer, hvor vores pædagoger melder tilbage, at hverdagen minder mere om pasning i øjeblikket, og ikke pædagogfaglig udvikling.

Læs vores kommentar til det her: BUPLs kommentar til corona-undersøgelse på specialskolerne.

Vi har derfor stort fokus på, at kommunerne efterlever alle anbefalinger og henstillinger, og meget gerne går længere end det.

Husk at anmelde corona som arbejdsskade
Vi skal også huske at komme med en reminder om, at hvis du er så uheldig at blive smittet med coronavirus, så husk at anmelde det som en arbejdsskade. Du kan læse mere om, hvorfor og hvordan her: Husk at anmelde coronasmitte på jobbet.

 

Tiltag i BUPL Midtsjællands kommuner
Vores ni kommuner har håndteret corona-situationen meget forskelligt. Nogle kommuner har kun gjort det, der minimum kan forventes og forlanges af dem, mens andre er gået foran og har implementeret tiltag til at lette arbejdsdagen og -opgaverne for vores pædagoger.

Holbæk, Odsherred og Sorø kommuner er eksempler på kommuner, der over en bred kam har ydet en ekstra indsats, f.eks. ved tidlig indførelse af tryghedspakker til pædagogerne, tidligt melde ud at mundbind er et krav i dagtilbud, ekstra brug af rengøring og vikarer, tilbud om kviktest i arbejdstiden samt politisk beslutning om betalingsfrie perioder for daginstitutioner og SFO’er.

  • Sorø arbejder for eksempel i øjeblikket på, på trods af den netop vedtagne justering af kvikteststrategien, at få ledig testkapacitet skubbet over til personalet i daginstitutionerne, samtidig med at ansatte vil have mulighed for at gå til PCR-test i arbejdstiden.
  • Holbæk Kommune har også lige vedtaget en corona-kompensation til samtlige ansatte.
  • Kalundborg Kommune har i den anden ende været en kommune, hvor det kun er minimumsanbefalinger og krav, der er blevet efterlevet. Det har sat sine tydelige spor blandt det pædagogiske personale, og det er vi løbende i dialog om.

Vi forsøger hele tiden at overbevise alle vores kommuner om at sikre de bedst mulige rammer, så vores pædagoger både kan løfte den pædagogiske praksis på forsvarlig vis samt have tryghed i at gå på arbejde hver dag.

Mere information
Husk du kan finde vores spørgsmål/svar-side, hvor du finder svar på langt de fleste typiske spørgsmål, der melder sig i disse omskiftelige tider: Corona-virus: Svar på ofte stillede spørgsmål – BUPL

Læs også BUPL-formand Elisa Rimplers seneste indlæg omkring test af pædagoger: Kommuner på vej med lyntest til pædagoger

På Undervisningsministeriets corona-hjemmeside kan du finde de seneste retningslinier og vejledninger for det pædagogiske område: Retningslinjer og vejledinger