Sommerhilsen fra formanden


Både pædagoger og ledere har stået med opgaver, de ikke er vant til i en tid, hvor intet er, som det plejer. Det har I gjort med stor kreativitet og styrke. Sådan lyder det blandt andet fra den stolte formand, Rikke Hunsdahl i hendes sommerhilsen til de fynske medlemmer.


Udgivet d. 1. juli 2020

Kære fynske medlemmer.

Sommerferien nærmer sig, og traditionen tro, vil jeg gerne sende en hilsen. Uanset hvor I arbejder, er I en del af vores fagforening, og I skal naturligvis alle have en særlig hilsen fra mig. Det har været en hård tid for mange, og jeg ønsker jer en tiltrængt og fantastisk sommerferie.

Og så vil jeg sige tak. Tak for jeres engagement, for jeres deltagelse i debatten om det pædagogiske arbejde og den pædagogiske faglighed. Og i særdeleshed vil jeg gerne sige tak for jeres håndtering af opgaven under corona. Jeg er så utrolig stolt af at være leder for pædagogerne på Fyn.

Corona har påvirket forskelligt. Mange vil synes, krisen har været en tid med mulighed for at lade op, hvor der er arbejdet med pædagogik i andre rammer og med bedre rengøring og normering, mens andre af jer er udmattede af at skulle arbejde under meget svære rammer.

Det er den virkelighed, der har været. Mange af jer har fortalt jeres leder, jeres tillidsrepræsentant eller os, hvordan corona har påvirket jer og jeres dagligdag. Tak til jer alle for jeres bidrag. Det er netop jeres bidrag om jeres erfaringer og oplevelser fra hverdagen, som tæller, når vi blandt andet presser på for bedre normeringer, bedre arbejdstid, bedre forberedelse og tid til ledelse.

I skal også have en stor tak for at stå forrest. Tak for at være så fleksible uden ret megen hensyntagen til egen risiko. Jeres store indsats gjorde det endnu en gang klart, at den pædagogiske opgave er vigtigst. At I er der for dem, det hele drejer sig om – nemlig børn og unge. Og at I altid tager opgaverne på jer – uanset hvor svært det er.

Den store opgave venter forude
Vi ved mange pædagoger og ledere har ydet en ekstraordinær stor indsats gennem påsken op til genåbningen og i ugerne efter. I har alle haft opgaver, I normalt ikke skal stå for. Det hele burde kunne ses på både anerkendelse og lønnen. De ting følges desværre ikke altid ad, så her har vi en stor opgave i Bupl Fyn. En opgave, vi tager på os og som vi vil fortsætte med at kæmpe hårdt for.

Så, når I nu kommer udhvilede tilbage efter ferien, er det tid til OK 21. Det er netop vedtaget, at vi forhandler til foråret 2021. Det kræver en god snak om overenskomsten, realistiske forventninger, krav til løn, pension, arbejdstid, ligeløn, samfundets økonomi, “samfundssind” og alt det andet, der følger med. Vi håber derfor på, at mange af jer vil deltage i debatten på arbejdspladsen og deltage i de arrangementer der planlægges i august måned. Det kan være både ved at svare på surveys, spørge om det, man er i tvivl om, skrive en mail eller deltage i møder eller være med på Facebook. Al deltagelse er velkommen. Jeg håber, vi bliver mange, for igen bliver det en sej kamp for at opnå bare et minimum af pædagogernes krav i en tid, hvor økonomien vil blive brugt som pression. Så der er brug for jer – hver og en i vores kamp.

For pædagoger er mere værd. Vi skal ikke nøjes! Vi skal forhandle og få det bedst mulige med hjem til foråret. Lad os gøre det sammen.

Rigtig god sommer til jer alle.

Vi ses, høres og skrives efter ferien.

De bedste sommerhilsner

Jeres stolte formand, Rikke Hunsdahl