Snyd ikke mændene for pædagogfaget


Altinget 17. december 2020, Elisa Rimpler, Formand for BUPL


Udgivet d. 18. december 2020

Det er svært at lære børn om ligestilling, hvis daginstitutionerne reproducerer gammeldags kønsroller og kønsstereotyper. For eksempel den fejlagtige forståelse, at kvinder er bedre omsorgsgivere end mænd. Den myte lever i bedste velgående. Moderen er biologisk forudbestemt til at sikre tilknytningen til det lille barn, og dermed bliver faderen en sekundær figur. Heldigvis ved vi fra forskning, at det er en fejlagtig slutning. Men det smitter stadig af på manges opfattelse af omsorg og på de arbejdspladser, hvor omsorgen er central.

Ser vi på personalesammensætningen i daginstitutionerne, er det meget tydeligt. Det er stærkt bekymrende, hvor få mænd, der reelt er med til at bryde med forestillingen om, at kvinder er bedre, når det kommer til omsorg for de mindste medborgere.

Vi ser ellers en bevægelse i samfundet. Flere fædre tager barsel, mens børnene er helt små. Det er positivt og understreger, at mænd rimer på omsorg, lige så vel som kvinder rimer på fodbold. Så lad os ikke falde i den kønsstereotypiske fælde, om at flere mænd i daginstitutioner handler om mere kniv, bål og teknik.

Vi ser også en stigende opmærksomhed på køn og mangfoldighed, som ikke mindst føres an af ungdomsgenerationen. Det er stærkt. Men hvis det skal blive til ligestilling i børnehøjde, skal vi gøre en mere ihærdig indsats for at få mænd til at uddanne sig til pædagoger. Det er ikke nok med unge mandlige pædagogmedhjælpere. Vi skal have mænd med høj pædagogfaglighed, der matcher deres kvindelige pædagogkolleger. Mænd som også er bevidste om deres egen betydning i kampen for mangfoldighed. Og som har et kollegialt blik for, hvordan vi bruger os selv som normkritiske rollemodeller.

Det skal alle pædagoger, fordi vi skal have de højeste ambitioner om, at vores børn og unge bliver frie og lige mennesker med tiltro til sig selv og andre. Det er en central del af vores professionsopgave. Og det gør vi kun ved at praktisere mangfoldighed i pædagogernes egne rækker. Både hvad angår etnicitet, kultur og køn.

Pædagoger, der optræder som rollemodeller i mange timer om dagen, skal give børnene en naturlig forståelse af, at vi i fællesskaber er forskellige. Sagt på en anden måde; børn skal kunne spejle sig i forskellighed som et grundlag for menneskelig tolerance og demokratisk dannelse. Vi skal allesammen være dygtige pædagoger, men børn skal i hverdagen opleve, at omsorg, empati og nærvær er blind for både køn og etnicitet.

Derfor har vi som samfund en bunden opgave. Ligestilling og vejen derhen skal tages alvorligt, og det kræver, at flere mænd – ja, at flere køn – vælger pædagogprofessionen og også arbejdet med de mindste børn.

Det er hele feltet af pædagoger, professionshøjskoler, politikere, forskere og andre fagfolk, der skal lægge sig i selen for, at vi sikrer mangfoldighed blandt vores kommende pædagoger. Det kræver blandt andet, at alle gør sig umage med at have et nuanceret sprog om pædagogikken, hvor vi gør op med arbejdsmarkedets pasningsretorik, og i stedet gør os umage med at anerkende den store udfordring, der ligger i at tage børnene i hånden i de vigtigste år af deres liv. I den livsfase, hvor der sker kvantespring, og hvor fundamentet for resten af livet støbes. Det kræver høj faglig selvtillid, indsigt og evnen til at håndtere en yderst kompleks opgave i en uforudsigelig hverdag. At have ansvaret for børns trivsel og udvikling er ikke alene meningsfyldt på det personlige plan, men har også stor samfundsmæssig betydning.

Men det kræver samtidig, at vi styrker fremtidens pædagoger. Kønsforskning og viden om køn skal fremover være en central del af den pædagogiske faglighed på uddannelserne. Men skal vi for alvor skubbe til forforståelse og kønsstereotyperne, kunne det være et fast tema i praktikken. Altså at det bliver en bunden opgave i samarbejdet mellem professionshøjskoler og praktiksted, at man sætter køn og mangfoldighed i spil, så både de studerende, men så sandelig også pædagoger i praksis, bliver udfordret i det vigtige hjørne af pædagogers videns- og praksisfelt. En vigtig mission, der jo i sidste ende handler om, at vi sammen skaber nye refleksioner, nyt sprog, ny kultur og ny praksis.

Alt det har dog lange udsigter, hvis vi ikke bliver bedre til at få omverdenens øjne op for betydningen af pædagoger. Det kræver selvfølgelig også politisk handling. Nedbrydningen af de kulturelle barrierer skal i den grad understøttes af strukturel forandring. Og netop derfor står BUPL forrest i en vigtig faglighedskamp.

Det handler om en styrket pædagoguddannelse, så Danmarks største uddannelse også bliver Danmarks bedste. Men det handler også om attraktive arbejdsvilkår, hvor der er plads til at udvikle sig fagligt gennem hele sit arbejdsliv, og hvor vi også får en løn, der modsvarer opgavens ansvar, kompleksitet og samfundsmæssige betydning. En løn, der skal være langt tættere på vores lærerkollegaer, som i gennemsnit får ca. 6.000 kroner mere om måneden i lønposen for deres gerning.

Det er alt sammen afgørende. Pædagogprofession i 2020 indeholder stor faglighed, professionalisme og et ekstremt vigtigt arbejde med at skabe frugtbare børnefælleskaber fyldt med dannelse, udvikling og trivsel. Det skal vi simpelthen ikke snyde hverken vores unge mænd eller andre fra at blive en del af.