Selvfølgelig skal vi kræve mere i løn!


For arbejdsgiverne bliver der aldrig et “rigtigt” tidspunkt at gøre op med det historiske lønefterslæb for pædagoger. Men selvfølgelig må og kan vi stille krav om mere i løn.


Opdateret d. 14. oktober 2020

Jeg havde nær fået morgenkaffen galt i halsen, da jeg i Berlingske læste om Dansk Arbejdsgiverforening (DA)’s løftede pegefinger til de offentlige arbejdsgivere her på tærsklen til OK21.

Artiklen handler specifikt om sygeplejerskerne og DA’s frygt for offentlig sympati for det, DA kalder ”urealistiske lønstigninger” og højere løn til særlige offentlige grupper. Man spiller simpelthen de privatansatte ud mod de offentligt ansatte i en konkurrence om, hvem der er hårdest ramt af corona. Direkte usmageligt, men også forkert.

For sandheden er nok nærmere, at der for arbejdsgiverne ALDRIG bliver et “rigtigt” tidspunkt at gøre op med det historiskre lønefterslæb for offentlige grupper som pædagoger. Til trods for, at det virkelig er her, den manglende ligestilling slår igennem. Denne gang er undskyldningen så corona.

757 år til ligeløn

Pædagoger har et dokumenteret lønefterslæb. Vi tjener i snit cirka 6000 kroner mindre om måneden, end andre med samme uddannelsesniveau. Og det bunder dokumenteret i en historisk kønsulighed. Det gab står vi ikke lige for at få lukket. Faktisk bliver det ikke før om 757 år, hvis vi bare fortsætter i samme rille som hidtil. Det kan vi ikke vente på.

Lang vej til lige løn – pædagoger må vente i 757 år

Men vi må heller ikke understå os i at kræve flere penge fra Christiansborg, forlyder det. SÅ – skal vi så bare lade stå til?

Offentligt ansatte har holdt for – krise på krise. Og selv om utallige politikere i de seneste årtier har brugt velfærden som løftestang for reformer, skattelettelser og effektiviseringer, så er vi kun blevet færre til at løfte en tungere opgave. Vi mangler reelt set 30.000 offentligt ansatte i forhold til 2010 jf. Danmarks Statistik.

Som pædagoger har vi betalt en meget høj pris for den seneste finanskrise. Med et stresset og hårdt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Vi mangler 4000 kolleger, hvis normeringerne alene skulle være som i 2009. Så meget for at få andel i opsvinget.

For selvom nogen forsøger at tegne et billede af, at Danmark er ved at gå neden om at hjem, så er den økonomiske strukturelle balance god. Og faktisk er det reelt et problem, at vi lige nu har så mange penge på kistebunden, at de samler støv i stedet for at blive brugt på vækst.

Hop ikke på limpinden

SELVFØLGELIG kan og må vi stille krav om mere i løn – både til OK21 og ved en trepart. Også uden at blive udråbt som krævende og uansvarlige.
For hvordan ser fremtiden ud, hvis den offentlige sektor fortsætter sin deroute? Med arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøet fysisk og mentalt er nedslidende, stillinger på deltid som man knap kan leve af og en løn, der halter langt bagefter? Det vil have store konsekvenser for rekrutteringen til vigtige professioner i velfærden.

Den mangel på pædagoger, vi mærker nogle steder nu, vil brede sig. Det vil være en katastrofe for børnene, men også for Danmarks virksomheder, der er dybt afhængige af, at forældrene har tillid til kvaliteten i landets institutioner, skoler og klubber.

At stille krav om en ordentlig løn og at få indhentet pædagogers lønefterslæb er netop at udvise samfundsansvar. Børnetallet stiger kraftigt og indførelsen af minimumsnormeringer betyder at efterspørgslen efter pædagoger stiger. Så skal vi rekruttere flere, der vil blive og være pædagog i fremtiden, betyder lønvilkårene også noget. Det er simpelthen demotiverende at arbejde tæt op af kortuddannede, der næsten får det samme i løn, eller andre på samme uddannelsesniveau, der får 5-6000 kroner mere i måneden.

SÅ: Hop ikke på limpinden! Vi SKAL stille lønkrav. Og vi GØR det. Og det med god samvittighed.

Mange hilsner Elisa

 

Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog