Sammenbrud på statens område – hvad nu?


Det, der skulle have været en rolig fredag aften, blev i stedet til dramatik omkring overenskomstforhandlingerne. Efter mange døgns intensive forhandlinger om de statsansattes overenskomst, kulminerede det her i eftermiddag med et sammenbrud. Statens forhandlere konfronterede endnu engang Sophie Løhde med kravet om reallønsforbedringer og fik en kold skulder. Dermed ser det også sort ud for vores forhandlinger på det kommunale område.


Udgivet d. 23 februar, 2018

Der er tidspunkter, hvor man får lyst til at bande højt. Det fik jeg i hvert fald, da jeg fik meldingen om, at overenskomstforhandlingerne på det statslige område er brudt sammen. Vores kolleger i CFU (forhandlingssammenslutningen for de statsansatte) har kæmpet en brav kamp for at sikre deres medlemmer nogle ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Men efter syv svære døgn med forhandlinger i Finansministeriet, måtte de opgive at opnå et tilfredsstillende resultat. Det Sophie Løhde kunne gå med til var simpelthen ikke anstændigt. Statens forhandlere ville ikke indgå endnu en “kriseoverenskomst”.

Nye beregninger fra Finansministeriet viser, at vi har råd til to ekstra Storebæltsbroer om året. Det er en fælles fortjeneste, at det nu igen går godt med Danmarks økonomi, og det opsving skal de offentligt ansatte selvfølgelig have del i. Det er grotesk, at de offentlige arbejdsgivere ikke ønsker at investere i deres medarbejdere – den vigtigste ressource i et velfungerende velfærdssamfund. At man taler om skattelettelser for 23 mia. kroner samtidig med, at man nægter at give almindeligt offentligt ansatte en anstændig lønforbedring. Det er absurd.

Et sammenbrud på statens område betyder dog ikke, at alt er forbi. Vi kan stadig forhandle med regionerne og kommunerne. Men det ser sort ud, for statens forhandlinger er også med til at sætte rammen for den aftale, pædagoger og andre ansatte i kommuner og regioner får. I Forhandlingsfællesskabet er vi selvfølgelig klar til at forhandle videre. Men spørgsmålet er, om KL er låst fast af de discounttilbud om lønudviklingen, som staten har søsat. Og så bliver det overordentligt svært at sejle skibet i land. Arbejdsgiverne er nødt til at  laste om – skifte urimelige krav om forringelse af vores vilkår ud med nogle klare lønforbedringer.
Sker det ikke må vi se i øjnene, at en konflikt lurer forude. Forinden vil vi gøre, hvad vi kan for at få arbejdsgiverne på bedre tanker. Det vil vi bruge de næste dage på.

 


Kom tæt på OK med Elisa