Pressemeddelelse: Ny aarhusiansk undersøgelse understreger behov for minimumsnormeringer


Der er langt op til ordentlige normeringer i rigtig mange daginstitutioner, viser ny opgørelse fra Aarhus Kommune og Århus Forældreorganisation. BUPL Århus mener, det viser et klart behov for at indføre minimumsnormeringer.


Opdateret d. 20. juni 2019

30 forskellige institutioner har over en uge registreret, hvor mange pædagoger, der er til børnene i de aarhusianske børnehaver og vuggestuer for at kaste lys over, hvordan normeringerne reelt ser ud en tilfældig uge i maj. Opgørelsen understreger først og fremmest, at der er stor afstand mellem Danmarks Statistiks opgørelse og virkeligheden ude i institutionerne, som BUPL Århus også tidligere har påpeget.

”Undersøgelsen viser, at ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så er der brug for flere pædagoger i de aarhusianske vuggestuer og børnehaver. Vi vil gerne takke rådmand Thomas Medom og Århus Forældreorganisation for at have sat undersøgelsen i gang. Det er vigtigt at få et billede af, hvordan det ser ud, når man kigger konkret på hverdagen,” siger Marianne Gilbert Nielsen, forkvinde i BUPL Århus.

Undersøgelsen fra Aarhus Kommune når frem til, at den gennemsnitlige normering for hele ugen er 3,74 børn pr. voksen i vuggestuer og 7,34 børn pr. voksen i børnehaver, hvilket ligger et stykke fra det, som BUPL anbefaler som et absolut minimum på 1:3 i vuggestuen og 1:6 i børnehaven.

”Lige nu forhandler Mette Frederiksen med SF, Enhedslisten og Radikale om at indfri løfterne til vælgerne om flere pædagoger. Den her undersøgelse understreger bare, hvorfor det er så afgørende, at vi får minimumsnormeringer, så vi sikrer, at alle børn i vores daginstitutioner får den helt basale omsorg, de fortjener. Vores opfordring til politikerne er, at de påbegynder den genopretningsplan af børneområdet, som BUPL’s model for minimumsnormeringer peger på. Denne model er mindre omkostningstung end nedslaget fra Aarhus viser,” siger Marianne Gilbert Nielsen.

BUPL har fremlagt en model for minimumsnormeringer, der lægger op til, at kommunerne får tilført et øremærket beløb, der gør det muligt at opretholde en minimumsnormering på én pædagog til tre børn i vuggestuen og én til seks børn i børnehaven. Det er så kommunernes ansvar at sikre, at der er det nødvendige pædagogiske personale ude i den enkelte institution, herunder at bygge ovenpå med sociale normeringer, hvor der er behov for det.

”Det her er jo en problemstilling, som vi ikke bare kender til i Aarhus, men i hele landet. Grundnormeringen er ikke i orden, og det skaber dårlige arbejdsvilkår, og vi risikerer, at rigtig mange pædagoger ikke kan gøre deres arbejde godt nok. Børnene bliver taberne, og det vil vi ikke være med til mere. Derfor håber vi, at de lander en aftale på Christiansborg, der én gang for alle sætter en prop i besparelserne på børnene og løfter normeringerne til et minimum,” siger Marianne Gilbert Nielsen.

Hun understreger, at den model som BUPL har fremlagt for minimumsnormeringer er væsentligt billigere end det tal, som Aarhus Kommune når frem til.

Læs mere om BUPL’s model for minimumsnormeringer.