Pædagoglønnen er pilskæv


Hvis der er et fag, der har flyttet sig siden tjenestemandsreformen i 1969, er det pædagogfaget. Man kan bare ikke se det på lønsedlen. Politikerne har et ansvar for at gøre op med pædagogers lønefterslæb, lyder det fra Elisa Rimpler i Altinget d. 26. marts 2021.


Opdateret d. 14. juni 2021

Det er en veldokumenteret kendsgerning, at pædagoger tjener alt, alt for lidt. Politikerne på Christiansborg kan ikke længere løbe fra deres ansvar.

Hvad er jeg egentlig værd?

I det danske velfærdssamfund er vores identitet og værdi som mennesker ofte tæt knyttet til vores arbejdsliv. Det er svært at have det dårligt på arbejdet og godt derhjemme – og omvendt. Vi lægger omkring 1700 timer af vores liv hvert eneste år på arbejdspladsen, hvis ansættelsen er fuld tid.

Det gør vi, fordi vi har indrettet samfundet på en sådan måde, at arbejdet både tjener til at forsørge os selv om vores familie – og til at give os værdi og identitet. En stolthed over det bidrag, vi leverer til samfundet og fællesskabet.

Mindre værd

Her betyder løn noget. Løn er en håndgribelig målestok, der hver måned fortæller dig, hvor meget din arbejdsgiver mener, dit bidrag til arbejdspladsen og samfundet er værd.

En nyuddannet pædagog tjener 27.000 kroner om måneden før skat. I gennemsnit tjener en pædagog 31.000. Begge vel at mærke, hvis vi taler fuld tid. Det er klart lavest for faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse og fx 6000 kroner mindre end en folkeskolelærer. Godt 3 millioner kroner mindre over et helt liv efter skat.

For de 15.000 pædagoger, der arbejder i skolen, er det en daglig reminder om, at deres bidrag, i samfundets øjne, er langt mindre værd, end de kollegaer, de arbejder sammen med – og som har samme uddannelsesniveau, som dem selv.

Pædagoger i daginstitutioner skeler med samme undren og frustration til deres bygningskonstruktør-kollegaer i kommunen og spørger sig selv, hvorfor deres arbejde skal aflønnes så markant dårligere. Det er vigtigt at bygge og konstruere – men hvorfor er det så meget vigtigere end at skabe fundamentet for børnenes udvikling i de allervigtigste år af deres liv?

Jeg har sagt det mange gange, men gentager gerne: Det handler ikke om, at andre dygtige faggrupper tjener for meget. Det handler om, at pædagogerne tjener for lidt.

Christiansborg er løbet fra ansvaret

Det er også slået fast adskillige gange. Lønkommissionen, som blev nedsat efter konflikten i 2008, slog fast med syvtommersøm, at ikke mindst lønnen for pædagoger er pilskæv. Desværre landede den klare konklusion midt i en finanskrise, der slog luften ud af ethvert forsøg på at rette op på det urimelige lønefterslæb.

Senest har Astrid Elkjær Sørensen, Postdoc i historie ved Aarhus Universitet, i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder bevist, at Tjenestemandsreformens kønsskæve lønhierarki fra 1969 stadig den dag i dag er udslagsgivende for den løn, som pædagoger og andre offentligt ansatte i de traditionelt kvindedominerede fag tjener.

Som Astrid Elkjær Sørensen og Morten Emmerik Wøldike i deres indlæg i denne debat også gør klart, så var det intentionen, at der løbende skulle justeres, hvis en faggruppes arbejde udviklede sig ift. kompetencer og ansvar. Et politisk ansvar, Christiansborg fuldstændig har forsømt at leve op til.

For hvis der er et fag, der har flyttet sig siden Tjenestemandsreformen, er det pædagogernes.

Bliver ikke vigtigere

Fra børnepasning af barneplejersker med en étårig uddannelse til bacheloruddannede eksperter i børns udvikling og trivsel. Fra forebyggende børneforsorgsinstitutioner for forsvindende få småbørn, til et samfund, hvor mere end 90 procent af alle børn i dag er i børnehave. Fra få, uorganiserede børnepassere til 67.500 organiserede børne- og ungdomspædagoger.

Det er ikke kun pædagogikken og pædagogfaget, der har flyttet sig gevaldigt siden Tjenestemandsreformen. Kompleksiteten i pædagogers arbejde er steget markant. Forældrenes og samfundets forventninger til den kvalitet, vi skal levere, er også blevet markant højere. Pædagogers opgave kan ikke længere reduceres til en arbejdsmarkedsforanstaltning. Vi er en profession, der varetager ansvaret for børn og unges levede liv og udvikling. Eller som Svend Brinkmann for nylig konstaterede, så har pædagoger ansvaret for, at børn og unge udvikler sig til at blive ordentlige mennesker. Vigtigere kan det næsten ikke blive.

Det kan man bare ikke se på lønsedlen.

Kæmpe skridt for ligestillingen

De politiske lønspor, der blev lagt ud for faggrupperne i 60’erne, er i vid udstrækning de samme, vi stadig kører i. Og det er at flygte fra sit ansvar som folkevalgt, når man henviser til, at det må løses ved overenskomstbordet. Det er nemlig det samme som at sige, at andre faggrupper skal gå ned i løn, for at betale for den synd, fortidens politikere har skabt. Og det forventer vi vel ikke, at de gør frivilligt? Nej, pædagogers lønefterslæb er et problem, der er skabt på Christiansborg – og som også kun Christiansborg kan løse.

Til gengæld er der kæmpe gevinster for samfundet ved at gøre op med lønefterslæbet. Bedre løn tiltrækker flere dygtige unge til pædagoguddannelsen og anseelsen og stoltheden vil stige. Og så får det flere til at blive længere i faget. Samtidig, og måske vigtigst, kan vi få taget et kæmpe skridt i ligestillingshistorien i Danmark.