Pædagogik skal igen i centrum på pædagoguddannelsen


Altinget 4. september. Af Elisa Rimpler, formand, BUPL.


Opdateret d. 04. september 2020

Det er på tide, at Danmarks største uddannelse også bliver Danmarks bedste. Det kræver penge. Men det kræver også, at den pædagogiske grundfaglighed bliver den røde tråd gennem hele pædagoguddannelsen. Pædagogik skal helt selvfølgeligt være omdrejningspunktet.

Pædagoguddannelsen er til debat. Og heldigvis for det. Alt for længe har den stået i skyggen af andre professioner, til trods for at det både er den største uddannelse, og en uddannelse der er helt afgørende for børn og unges levede liv og deres vej ind i voksenlivet.

Fremtiden har i den grad brug for dygtige pædagoger. Det ved vi.

Vi tager økonomien først. Det kan siges helt kort. Vi er ikke ude i et nulsumsspil. Vi har fået en midlertidig saltvandsindsprøjtning på 140 millioner kroner, men det ændrer ikke ved, at pædagoguddannelsen stadig ligger under nedrykningsstregen, når det gælder tilskuddet per studerende sammenlignet med andre videregående uddannelser.

Vi har brug for et permanent løft. Punktum.

Men flere penge giver kun en mere attraktiv uddannelse og højere faglighed, hvis der samtidig gøres op med et indhold, der er håbløst individfokuseret, fragmenteret og mangler tyngde.

Pædagogstuderende skal helt konkret mærke, at der er sammenhæng mellem det, de selv skal mestre, det faglige indhold og den måde uddannelsen tilrettelægges på. Der skal være fokus på relationsdannelse og fællesskaber, som er selve pædagogikkens forudsætninger.

I BUPL mener vi, at vores kommende kolleger skal mødes med høje forventninger, et højt timetal, mindre selvstudie og en så høj faglighed, at det sikrer en kvalificeret feedback. Der skal være et studiemiljø, der helt naturligt skaber tættere relationer mellem studerende og undervisere.

Det er først, når relationerne er på plads, at de studerende virkelig kan udfordres.  Der skal være noget på spil. Hver dag.

Lag på lag af ny viden
Pædagoger som jeg, der er uddannet lysår tilbage, ryster på hovedet, når vi hører, at der i dag ikke findes et fag på uddannelsen, der hedder pædagogik.

For det er pædagogikken, der skal være den røde tråd og sikre fordybelsen og grundfagligheden i uddannelsen.

Undervisningen skal lægge lag på lag af ny viden på de studerende og åbne den pædagogiske verden for dem. Der skal gøres plads til fælles refleksioner, så de studerende ikke bare får den nye viden, men også forholder sig til den.

Erfaringerne fra praktikken skal kobles på den teoretiske viden og være med til at nære nysgerrigheden for at vide mere, så de studerende får lyst til at fordybe sig, og så de opøver den kritiske sans, der i sidste ende er en forudsætning for den fagprofessionelle dømmekraft.

En dømmekraft, der gør pædagogen i stand til at navigere og træffe de rigtige beslutninger i den komplekse hverdag, der møder dem i daginstitutionen, SFO’en, klubben, skolen eller på bostedet.

Vi skal ikke være tilbageskuende og støve det gamle af. Men grundlaget skal være i orden, samtidig med, at vi bygger ovenpå og tænker nyt.

De musiske, kreative, kulturelle fag, også kaldet de æstetiske fag, er helt centrale, fordi de er redskaber for pædagogikken, men også for de studerendes egen udvikling.

Fagene skal være drevet af det de pædagogstuderende er optagede af, men også udfordre og flytte personlige grænser. Fantasi og kreativitet må ikke være noget, der alene tilgås akademisk. Det skal ind under huden, afprøves og være en naturlig del af de studerendes dannelse.

Eller sagt på en anden måde: Der skal øves igennem på bongotrommerne eller i teaterværkstedet. Det skal være sjovt og legende, og det skal rykke personligt, socialt og fagligt.

Fordi vi skal have pædagoger, der er modige og som kan bruge mange redskaber til at få pædagogikken i spil.