Pædagogers løn er strandet i 1960’erne


Pædagoger og andre faggrupper i de traditionelle kvindefags løn hører til i en tid, hvor forståelsen var, at mænd automatisk var hovedforsørgere og derfor skulle lønnes højere. Det kan vi ikke leve med i 2018, hvor vi bryster os af at være et af de mest progressive lande i verden på ligestillingsområdet. Derfor bør ligeløn være en kulturkamp og en politisk kamp såvel lokalt som nationalt.


Opdateret d. 29. januar 2018

Af: Pernille Riis, Formand for BUPL Nordsjælland

Fra 1969 til 1973 – efter at kvinderne for alvor var ankommet på arbejdsmarkedet – var der i overenskomsten aftalt forskellige tariffer for mænd og kvinder. I 1976 blev ligelønsloven aftalt. Loven fastslår, at der skal gives ligeløn for lige arbejde, men loven forholdt sig aldrig til det stærkt kønsopdelte arbejdsmarked. Det betyder i dag, at pædagoger, der har en professionsbachelor på lige fod med f.eks. en lærer, i gennemsnit får 170 kr. i timen, hvor en lærer får 216 kr. i timen.

 

En professionel og anerkendt profession

Den lave løn i de traditionelle kvindefag sender et signal om, at de ikke er særlig vigtige, men pædagogprofessionen er i dag en professionel og anerkendt profession. Vi, pædagoger, udvikler hver dag børn og unges sociale dannelse, så de både styrkes individuelt og som en del af fællesskabet. Vi skaber stor værdi for samfundet. Derfor er det væsentligt at ligestille professionsbachelorer som f.eks. lærere og pædagoger.

Også forskningen peger på gevinster ved at aflønne pædagoger på lige fod med lærerne, da ligestillingen vil styrke overgangen mellem børnehave og skole og forbedre pædagoger og læreres vigtige samarbejde.

 

Ligeløn – løn skal også afspejle uddannelse og ansvar

Vi står midt i forhandlinger om den nye overenskomst, der skal træde i kraft efter april 2018. BUPL går sammen med forhandlingsfællesskabet til forhandlingerne med et krav om ligeløn. Men ligelønsproblematikken kan ikke alene løses i aftalesystemet. Det er også et politisk og et samfundsmæssigt problem, så der er brug for, at vi alle deltager i debatten og kræver, at løn afspejler uddannelse og ansvar i stedet for at bygge på en forældet kønsopfattelse. Det er en sag, vi alle har ansvar for, og derfor alle må påtage os – både som fagbevægelse, som borgere og som lokale og nationale politikere.