Pædagogers faglighed gør forskellen for børn og unge


Vi har en dagtilbudslov, der meget præcist beskriver den komplekse opgave, som daginstitutionerne skal løfte for at sikre børnenes trivsel og udvikling. Med høje krav til kvaliteten af det pædagogiske arbejde. Og der er ingen smutveje til den nødvendige faglighed. Det kræver en pædagoguddannelse, skriver Elisa Rimpler, formand i BUPL, i Politiken 27. oktober 2021.


Udgivet d. 27. oktober 2021

Danmark kan mere, og vi skal være dygtigere, lyder regeringens motto.

Vi er rørende enige. Høj faglighed er afgørende både i den private og den offentlige sektor. Vores virksomheder hviler på høj faglighed og ekspertise, og det samme gør vores daginstitutioner, skoler, sygehuse og andre offentlige institutioner.

Beslutter vi at bygge en bro for at styrke infrastrukturen har vi naturligvis brug for dygtige ingeniører og specialiserede håndværkere. For at helbrede og hjælpe de syge har vi brug for veluddannede og dygtige læger og sygeplejersker. Det ved vi allesammen.

Det er med samme logik åbenlyst, at hvis Danmark skal være verdens bedste land at været barn i, så kræver det daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skoler af høj kvalitet. Hvor børnene er omgivet af fagprofessionelle, der har uddannelse, viden og indsigt i det pædagogiske felt og ved, hvad der skal til for at skabe de bedste betingelser for børns udvikling, dannelse og trivsel.

I Danmark tilbringer et barn i gennemsnit 37 timer om ugen i vuggestuen eller børnehaven. Og børn skal andet end bare opbevares, når forældrene er på arbejde. Daginstitutionerne er rammen om børnenes levede liv, hvor de skal mødes i deres behov og udvikling.

Ingen skal være i tvivl om, at vi som pædagoger brænder for at gøre en forskel for de børn og unge, vi har ansvaret for. Men fundamentet for vores arbejde baserer sig ikke alene på engagement. Det er høj fagprofessionalisme baseret på uddannelse. Derfor vil vi anerkendes for vores ekspertise og faglighed.

Den gamle vending om at “alle kan passe børn” holder ikke. Det burde politikerne om nogen vide. De har nemlig selv defineret rammerne for børnenes hverdag i daginstitutionerne. Herunder kravene til, hvad pædagogiske ledere og pædagoger skal være leveringsdygtige i. Og man behøver ikke at læse langt ned i loven og den styrkede pædagogiske læreplan for at forstå kompleksiteten i pædagogernes opgaver.

Vi kan starte med de helt basale opgaver som at sikre udviklingen af børnenes motoriske, sproglige og sociale kompetencer, det grundlæggende omsorgsarbejde, forældresamarbejdet og indsatser over for børn i udsatte positioner. Alt sammen vigtige og komplekse opgaver.

Og hvis man går lidt videre, så skal pædagogerne fremme børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem et trygt og pædagogisk læringsmiljø, hvor der tages udgangspunkt i børnenes perspektiv.

De skal planlægge og gennemføre aktiviteter, så børnene udvikler selvstændighed, lærer at tage medansvar, evner til at samarbejde og indgå i fællesskaber, og som giver børnene medbestemmelse og demokratiforståelse.

At løfte den opgave kræver høj faglighed og en uddannelse, som kombinerer hoved, hånd og hjerte. Og det siger næsten sig selv, at daginstitutionerne ikke kan leve op til børnenes behov og lovens krav, når kun halvdelen – og flere steder langt færre – af det pædagogiske personale har en pædagoguddannelse, som tilfældet er i dag.

Der findes i virkeligheden ikke et eneste ordentligt argument for, hvorfor børn ikke skal mødes af den højeste faglighed – hver dag, på alle stuer og i enhver situation. Tværtimod viser forskningen, at højt uddannelsesniveau er den vigtigste forudsætning for høj kvalitet i vores institutioner – på linje med gode normeringer.

Så det er ikke udtryk for uddannelsessnobberi, når vi siger, at alle pædagogiske medarbejdere i vores daginstitutioner bør have en pædagoguddannelse som ballast. Det er ganske enkelt nødvendigt med en høj faglighed for at imødekomme børnenes behov. Og derfor er det også det, vi stiller børnene og deres forældre i udsigt i dagtilbudsloven

Det er sikkert velment, når fremtrædende politikere kalder vores arbejde for et vigtigt håndværk. Men det er vigtigt, at de også forstår, at det er mere end et håndværk. Det er en profession, der hviler på forskning, etik, metoder, dannelsesbegreber, kulturforståelse og kreative æstetiske fag.

Pædagogens arbejde har nemlig mere spændvidde end de fleste håndværkeres og akademikeres, fordi det både kræver dyb teoretisk viden om pædagogik og børns udvikling, et stærkt håndelag i de praktiske og kreative aktiviteter med børnene, og en veludviklet pædagogisk intuition og etisk kompas, når dilemmafyldte valg skal træffes i nuet.

Vi har nu gennem årtier set, hvad der sker, når kommunerne sparer på fagligheden og udliciterer pædagogikken til konsulentbureauer og quickfix-koncepter. Det koster kassen og afprofessionaliserer pædagogers faglighed. Til skade for vores løfteevne og mulighederne for at få alle børn med.

For der er ingen smutveje til pædagogfaglighed. Derfor skal vi bruge pengene på at styrke pædagoguddannelsen og sikre mere og bedre efter-videreuddannelse til pædagoger. Så vi som profession rustes endnu bedre til en fremtid, hvor opgaven, med at støtte andre i at blive myndige mennesker i en uforudsigelig verden, er og bliver afgørende.

Derfor er det himmelråbende dumt at gå på kompromis med ambitionen om, at selv de mindste børn i vuggestuer og børnehaver har krav på at blive mødt af veluddannede pædagoger. Vi skal ikke slå os til tåls med flere voksne i vores daginstitutioner, lige som vi jo heller ikke taler om flere voksne på sygehusene, flere voksne i folkeskolen eller flere voksne i ministerierne og på advokatkontorerne.

Lige nu, er der ikke pædagoger nok til at dække hele behovet i vores daginstitutioner, lige som der heller ikke er lærere nok til at besætte alle lærerstillinger i folkeskolen. Men det skal jo ikke være afgørende for ambitionen og ønsket om at gøre det rigtige. Tværtimod er det bare endnu et wakeupcall til politikerne og arbejdsgiverne om, at vi skal gøre noget ved den eskalerende rekrutteringskrise, som vi allerede nu er vidne til.

Danmark kan mere, ja – især når det gælder børnene. Ambitionen må være, at alle børn naturligvis skal mødes med den højeste faglighed – uanset hvor i landet de bor. Og der er ingen smutveje. Det starter og slutter med flere veluddannede pædagoger.