Pædagogerne stemmer JA til ny overenskomst


Hele 94 procent af pædagogerne stemte ja til OK18. BUPL’s formand Elisa Bergmann er tilfreds med resultatet.


Opdateret d. 26. marts 2020

Pædagogerne har netop stemt ja til deres nye overenskomst. Hele 94 procent af BUPL’s medlemmerne stemte ja, og stemmeprocenten blandt BUPL’s 56.357 stemmeberettigede medlemmer lød på 68,5 procent.

BUPL’s formand Elisa Bergmann er tilfreds med den store opbakning til aftalen.

”Det har på mange måder været et historisk overenskomstforløb, og jeg er glad for, at så mange medlemmer har stemt ja til aftalen. BUPL gik ind til forhandlingerne med tre hovedkrav. En højere løn. En ligelønspulje. Et forsvar for vores seniordage. Det fik vi, og det har vores medlemmer nu kvitteret for”.

Aftalen med kommunerne sikrer en samlet værdi af overenskomsten på 8,1 procent over de kommende tre år. Det såkaldte ”privatlønsværn” er også blevet fjernet, hvilket betyder, at det private arbejdsmarked fremover ikke kan stikke af fra det offentlige arbejdsmarked.

BUPL har sammen med Socialpædagogerne, FOA og Sundhedskartellet skaffet en ligelønspulje på 85 millioner kroner, så vi kan tage første skridt mod ligeløn i Danmark. Og så lykkedes det at sikre pædagogernes seniordage, selv om KL gik ind til forhandlinger med krav om forringelser.

”Det har været en overenskomst, hvor BUPL har stået op for fællesskabet. Vi stod skulder ved skulder i fagbevægelsen i et forsvar for velfærden og en stærk offentlig sektor. Så arbejdsgiverne ikke kunne tage os ud en af gangen. Så det er fællesskabet, der har været afgørende for at skabe de gode resultater”, fastslår Elisa Bergmann.

Stemmeprocenten har denne gang været på et historisk højt niveau. Hele 68,5 procent af BUPL medlemmer satte et kryds, og det er en markant fremgang i forhold til valgdeltagelse i 2015, hvor 42,9 procent af medlemmerne stemte. Det er i øvrigt den næsthøjeste stemmeprocent i BUPL’s historie.

”Den høje stemmeprocent viser, at pædagogerne går op i deres løn- og arbejdsvilkår. Det er så vigtigt, for det giver os et stærkt mandat som fagforening. En høj stemmeprocent og et markant ja viser, at pædagoger står sammen”, siger Elisa Bergmann.

For yderligere oplysninger:

Elisa Bergmann, formand for BUPL, tlf.: 40 23 20 69

Michael Andersen, pressechef i BUPL, tlf.: 23 44 53 83