Pædagoger rammes hårdere af dagpengereform end andre faggrupper


Nye tal viser, at især pædagoger har svært ved at komme tilbage i arbejde, når de ryger ud af dagpengesystemet


Udgivet d. 4 september, 2014

Ledige pædagoger har svært ved at komme tilbage i job, når de først bliver kastet ud af dagpengesystemet. Faktisk er pædagogerne særligt hårdt ramt i forhold til andre faggrupper, viser tal fra DR’s Undersøgende Databaseredaktion.

Siden januar 2013 har 41.000 danskere mistet retten til dagpenge efter dagpengereformen, men cirka 20 procent har fundet et arbejde igen. Hvis man dykker ned i de enkelte faggrupper, er der dog stor forskel. Ud af de knap 700 pædagoger, som har mistet dagpengeretten, er kun 15 procent kommet i arbejde ved seneste status i maj 2014. Dermed er BUPL’s A-kasse den, hvis medlemmer har sværest ved at finde arbejde, når de mister retten til dagpenge.

”Dagpengereformen har ramt pædagogerne ekstra hårdt. Kommunerne har i forvejen sparet voldsomt på børneområdet de seneste år, så det er svært at komme i arbejde, når man først bliver ledig. Reformen gør, at mange pædagoger mister dagpengeretten og kommer længere væk fra arbejdsmarkedet”, forklarer Henning Pedersen, formand for BUPL.

De ledige stillinger inden for vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger er typisk kortere vikariater på deltid. Derfor er det svært for pædagogerne at genoptjene retten til dagpenge, nu hvor det kræver 52 ugers fuldtidsarbejde i stedet for 26 uger.

”Mange af vores ledige medlemmer kommer rent faktisk i arbejde, men de når ikke at optjene retten til dagpenge, før vikariatet løber ud”, siger Henning Pedersen.

Dagpengereformen rammer som sagt pædagogerne i en tid, hvor normeringerne ude i daginstitutionerne er nærmest historisk dårlige. I 2009 var normeringerne på 3,2 barn pr. voksen på 0-2-års området, mens der var 6,1 barn pr. voksen på 3-5-års området. I dag lyder de tilsvarende tal på 3,5 og 6,7.

”4500 pædagoger! Så mange mangler vi i daginstitutionerne, hvis kvaliteten skal bringes tilbage til niveauet i 2009. Så det er klart, at vi er hårdt ramt af dagpengereformen lige nu”, forklarer Henning Pedersen.

Ud over BUPL’s A-kasse er Socialpædagogernes Landsdækkende a-kasse og Magistrenes a-kasse blandt de hårdest ramte.

 

For yderligere oplysninger:

Michael Andersen, presseansvarlig i BUPL: 23 44 53 83