Opblomstring i Kerteminde


Efter mange år med nedskæringer og besparelser på børn- og ungeområdet i Kerteminde Kommune ser det ud til, at der sker en opblomstring på børneområdet.


Opdateret d. 23. februar 2021

Af: Lisette Ihler Hjertholm

Når børn og voksne i børnehaven Mælkevejen finder madpakkerne frem, sker det i helt nye bjælkehytter fra Kerteminde Kommune. Det er et af resultaterne af en politisk velvilje på børn- og ungeområdet, lyder det fra distriktsleder på 0-6 års området i Kerteminde Kommune, Peter Slifgaard.

Efter mange år med nedskæringer og besparelser på børn- og ungeområdet i Kerteminde Kommune ser det ud til, at der sker en opblomstring på børneområdet.

Visioner, inddragelse og investeringer på området sker ikke fordi, det er valgår, forsikrer Peter Slifgaard. Tildelingsreformen har spillet en væsentlig rolle i den politisk velvilje:

– Der er kommet lidt luft i økonomien til at tænke i politiske visioner på de forskellige områder. Man har vist økonomisk mådehold i mange år, og nu er der kommet nogle penge. Nu har man fået råd til at være lidt visionær, siger han.

Der har været en del kritik af kommunerne for ikke at være hurtige nok med at forberede udendørsarealerne i institutionerne til vinteren. Men sådan har det ikke været i Kerteminde Kommune, siger pædagog i Mælkevejen, Sofie Ejsing Olesen.

– De har hørt os. De har tidligt lyttet til, hvad vi har haft brug for for at kunne udføre vores arbejde og skabe de gode rammer for læring og udvikling og sikre trivsel. F.eks. har vi været presset i forhold til de store børn, der skal gøres klar til skole. De skal øve sig på at sidde stille på en stol. Det er altså svært udenfor. Men det kan vi med de hytter. Vi har en ro til at løfte den opgave i ordentlige rammer. Det har stor betydning for alle, siger hun.

Allerede i foråret 2020 fik institutionerne i kommunen at vide, at der var bjælkehytter og vintertøj til personalet på vej til vinteren.

– Det var en kamp, vi ikke skulle kæmpe. Og det har haft stor betydning for, at vi har kunne lægge vores kræfter i arbejdet med børnene uden at bekymre os om den del, lyder det fra Sofie Ejsing Olesen.

For Peter Silfgaard handler investeringen i hytterne ikke kun om corona.

– Vi kommer til at ligge skinnerne mens vi kører, men det handler også om den pædagogik, vi gerne vil have som en mærkesag. Vi har fået mere rum at spille. Vores politiske arbejdsgiver kigger faktisk på området og vil skabe nogle muligheder og bruge uderummet bedre.