OK’21: BUPL skal kræve mere i løn!


Medlemmerne af BUPL Østjylland ønsker højere løn, bedre mulighed for at fordybe sig fagligt og større anerkendelse af pædagogfaget. Det viser en undersøgelse af BUPL-medlemmernes krav til overenskomsforhandlingerne i foråret 2021.


Opdateret d. 16. september 2020
Kravundersøgelsen taler sit klare sprog

Tak til alle jer (cirka hver fjerde medlem), der besvarede BUPL Østjyllands elektroniske undersøgelse om, hvad I synes, vi skal tage med til forhandlingsbordet, når overenskomstforhandlingerne går i gang i foråret 2021.

I har leveret velovervejede kommentarer, der giver os et godt billede af, hvad der optager jer. Det kommer ikke bag på os, at de vigtigste fokuspunkter for jer til OK’21 er:

  • højere løn
  • bedre mulighed for at fordybe jer fagligt
  • større anerkendelse af pædagogfaget
  • pædagogfaglig ledelse

 

Der blev sendt to undersøgelser ud – en for pædagoger og en for ledere. Begge viser, at I har de samme ønske, nemlig et lønløft. Flere af jer nævner, at lønnen bør matche andre faggrupper, der har samme uddannelseslængde. Som flere af jer siger: “Vi skal på niveau med skolelærere og sygeplejersker.”

 

Fokus på planlægning og evaluering

Hele 99 procent af pædagogerne svarer, at det er vigtigt for pædagogfagligheden, at der er tilstrækkelig tid til at planlægge og evaluere pædagogiske aktiviteter. En udtrykker det på denne måde:

“At vi som pædagoger har tid til at planlægge vores aktiviteter med børnene. Det skal gerne være kvalitet og ikke bare noget, vi griber, fordi vi ikke har haft tid til at snakke sammen og planlægge.”

Manglende tid til at planlægge og evaluere er da også en af de primære årsager til, at godt hver fjerde pædagog og leder overvejer at forlade faget.

 

Anekendelse fra samfundet

Følelsen af manglende anerkendelse hænger utvivlsomt sammen med den forholdsvise lave løn. Mange nævner, at lønnen ikke afspejler det ansvar og kompetenceniveau, som pædagoger besidder:

“At man kan se på lønsedlen, at man er supervigtig for samfundet, og at lønnen svarer til andre med samme uddannelseslængde.”

“At vi bliver anerkendt for det vigtige arbejde, vi gør.”

 

Næste skridt på vej mod forhandlingsbordet

Vi tager alle jeres gode svar og ønsker med til møder i BUPL’s hovedbestyrelse. Her skal de sammen med kravene fra andre BUPL-fagforeninger vuderes, før de endelige krav udtages.

Du kan læse meget mere om OK21 her.