OK18 skal være fortællingen om fællesskabet


Mange af jer er nok overraskede over, at Forligsmanden igen har udsat konflikten i to uger. Langt de fleste af jer er sikkert også glade for, at der stadig er håb om at lande en aftale, der er en fælles løsning for alle.


Udgivet d. 18 april, 2018

Men hvorfor er det så svært, tænker en hel del sikkert også….for vi hører jo igen og igen i medierne, hvordan den ene og den anden politiker eller kommentator udlægger teksten for os og fortæller, at det er minimale uenigheder, det handler om. At vi næsten er i mål. At der er bevægelse på begge sider af bordet. At der kun er ét område, der endnu ikke er kommet helt på plads.

Tro mig, hvis det var så let at lande en løsning, så var det sket for længst! Man skal ikke tro på alt, hvad man hører i medierne. Der foregår en masse spin lige nu, som jeg jo ikke kan gå ud og kommenterer på, fordi jeg er underlagt tavshedspligt som forhandler i Forligsinstitutionen.

Der er mange interesser på spil, og det er helt fair, at alle kæmper for deres medlemmer. Men jeg vil bare igen og igen understrege, at vi i BUPL holder fast i, at vi alle sammen skal i mål. Vi tror på det – og jeg er helt overbevist om, at det er det allerbedste for alle og for vores velfærdssamfund.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at nattens forhandlinger var krævende, og vores fællesskab blev udfordret. Det kan være svært at undgå, når det hele er så komplekst og går på tværs mellem fagområder – i kommuner, regioner og staten. Det er nu, at solidariteten står sin prøve. Om det er skulder ved skulder eller den kolde skulder.

Derfor er det simpelthen så dejligt at opleve, når pædagoger på alle mulige måder viser, at fællesskabet er værd at kæmpe for. Jeg bliver glad og stolt, når jeg ser alle de gode opslag på Facebook og Instagram – ser pædagoger tone frem på TV2 og udfordre Michael Ziegler i en direkte debathører pædagoger fremhæve betydningen af musketereden i P1 Morgen på Danmarks Radio.

Fælleskabet rækker langt ud over de 800.000 offentligt ansatte. Danskerne bakker massivt op om bedre vilkår i det offentlige, og for vores område er det især forældrene, der er markante og synlige. Forældrene ved jo godt, hvad pædagogernes arbejde betyder for børnene, og det varmer, når de siger: ”Vores børns pædagoger er mere værd”.

Det kan godt være, at forhandlingerne i Forligsinstitutionen er underlagt tavshedspligt – men det er skete om natten uden for ”Forligsen” trænger i den grad til at komme frem i lyset. Hele natten var der masser af seje folk foran Forligsen – med lys og ”hviskeslagsange” for ikke at forstyrre naboerne. BUPL’s hovedbestyrelse var med til langt ud på de lyse timer, og det var helt fantastisk at opleve den gode stemning og opbakning til os inde bag murerne, der arbejdede for at lande en fælles aftale.

Vi er som sagt indkaldt igen i Forligsinstitutionen på fredag kl. 10.00, hvor forhandlingerne starter igen. Selvom konflikten officielt er udsat 14 dage, har vi fået at vide, at det bliver uden bagkant, så det bliver med sovepose og tandbørste. Der vil komme et stort pres på os, og vi vil uden tvivl blive udfordret igen på vores sammenhold i fagbevægelsen. Blandt andet fordi der løbende bliver lækket flere elementer fra forhandlingerne i medierne. Og uden at sige for meget – så skal I ikke tro på alt, hvad der florerer i medierne om f.eks. procentsatser og brudstykker af en arbejdstidsaftale. Om at nogle knaster er væk, og andre knaster stadig er der.

Helt overordnet vil jeg slå fast, at vi skal have en lønudvikling, der er parallel med det private arbejdsmarked. Spisepausen skal sikres. Lærerne skal have en arbejdstidsaftale. Vi skal i mål på alle tre områder. Og så skal arbejdsgiverne holde fingrene fra vores seniordage – og sikre den ligelønspulje, som BUPL, FOA, Socialpædagogerne og Sundhedskartellet har båret ind til forhandlingerne. Så vi kan tage første skridt mod ligeløn i Danmark. For pædagoger er mere værd.

Fortællingen om OK18 er ikke slut endnu. Den har jo allerede fået en plads i historiebøgerne på grund af arbejdsgivernes massive lockoutvarsel – men jeg vil kæmpe for, at det også bliver fortællingen om en ny start for fagbevægelsen. Det skal være det, der står tilbage. Det skal være det, man husker.

Fællesskabet.

 


Kom tæt på OK med Elisa