Nyt skoleudspil piller variation og bevægelse ud af skolen


Regeringen vil indføre mere klassisk fagundervisning, men det kommer til at ske på bekostning af børnenes trivsel, advarer BUPL.


Udgivet d. 11. september 2018

Flere timer i fysik og matematik. Og færre timer med variation, bevægelse og åben skole. Sådan lyder det i regeringens nye skoleudspil, som bliver præsenteret tirsdag den 11. september, skriver Politiken.

Regeringen og undervisningsminister Merete Riisager gør dermed folkeskolen til et valgtema, og det ærgrer BUPL-formand Elisa Rimpler, at det sker ved at ændre ved selve skoledagen i stedet for at investere i skolen på finansloven.

”Regeringen har lige haft alle tiders mulighed for at afsætte flere midler til skole og fritid ved finansudspillet for 2019, men så vælger man i stedet for at komme med et skoleudspil, som trækker skolen i den forkerte retning. Det her lugter mere af et halvhjertet valgoplæg end et helhjertet forsøg på at styrke skolen”, siger Elisa Rimpler.

Det er ellers ikke mere end et år siden, at statsminister Lars Løkke Rasmussen mente, at de kreative elementer i skoledagen skulle opprioriteres. På Folkemødet i Allinge sagde statsministeren, at ”Leg og læring og fysisk aktivitet er ikke rigtig oppe at flyve endnu. Det skal vi have op at flyve”. Men nu foreslår regeringen pludselig, at de kreative elementer skal fjernes fra skoledagen.

”Det virker som om, at regeringen gerne vil tilbage til gamle dage med mere klassisk fagundervisning og røv-til-bænk. Med mere af det samme. Jeg må bare minde regeringen om, at man tidligere tabte mange børn, der forlod folkeskolen uden at kunne læse og regne, så alt var ikke bedre i gamle dage”, advarer Elisa Rimpler.

Hun bemærker, at hverken børn eller forældre ønsker de ændringer, som ministeren lægger op til. Således vil både Danske Skoleelever og Skole&Forældre afvente den evaluering af skolereformen, som ventes næste år, før der skal laves eventuelle justeringer af skoledagen.

I udspillet fra regeringen er der desuden lagt op til, at skoledagen bliver 1,8 timer kortere om ugen for børnene. I et tidligere folketingssvar har daværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby fortalt, at det vil koste 225 millioner kroner i udgifter til SFO’er, fritidshjem og klubber, hvis skoledagen forkortes med 2 timer om ugen.

”Regeringen har tilsyneladende glemt, at dagen ikke slutter, når børnene har fri fra skole. Så der er her tale om et ufinansieret skoleudspil, som især vil ramme de mest udsatte børn. Dem som ikke trives i skolen og har brug for ekstra støtte”, siger Elisas Rimpler.

Hun tilføjer, at kvaliteten i fritidsinstitutionerne er blevet forringet over en længere årrække, og flere steder er fritidshjemmet og klubben decideret lukket pga. nedskæringer.

Skolereformen skal evalueres i 2019, og Elisa Rimpler fastslår, at eventuelle justeringer af skoledagen bør afvente evalueringen. Alternativt skal den fremrykkes, så justeringerne sker på et oplyst grundlag – i stedet for et tvivlsomt valgoplæg.

For yderligere oplysninger:

Elisa Rimpler, formand for BUPL, tlf.: 40232069

Michael Andersen, pressechef i BUPL, tlf.: 22774090

Se BUPL’s medlemsundersøgelse i skolen

Se BUPL’s medlemsundersøgelse i fritidsinstitutionerne

Skoleelever ønsker pædagoger på alle klassetrin

Forældre roser pædagoger i skolen