Ny aftale giver skolepædagoger bedre forberedelsestid


En ny professionsaftale for skolelærere og skolepædagoger i Køge Kommune sikrer gode rammer og arbejdsvilkår. BUPL Sydøst har især slået et slag for mere forberedelsestid, som er et vigtigt element i at sikre den pædagogiske kvalitet og skolebørnenes trivsel.


Opdateret d. 13. maj 2020

BUPL Sydøst har sammen med Danmarks Lærerforening indgået en ny professionsaftale på skoleområdet med Køge Kommune. Aftalen er med til at løfte bundniveauet i hele kommunen, og det er noget, som BUPL Sydøst har presset på for at sikre gennem flere år.

– Det er en minimumsaftale, der sikrer tid til forberedelse, både i forbindelse med den understøttende undervisning og i forbindelse med fritidsdelen, forklarer Joakim Rex Blankschøn, faglig sekretær i BUPL Sydøst.

– For os har det været vigtigt at få indført, at ledere ikke længere bare kan lave pædagogernes forberedelsestid om til eksempelvis vikartimer eller tilsyn. Forberedelsestid er meget vigtig for en god pædagogisk praksis, og derfor ser jeg aftalen som en sejr for både skolepædagoger og børn i Køge Kommune, uddyber han.

Du kan læse hele aftalen her

På bænken forrest: Pernille Nørgaard, DLF, og Joakim Rex Blankschøn, BUPL Sydøst. Bagerst: Mads Andersen, udvalgsformand, og Marie Stærke, borgmester i Køge.