Nu spidser overenskomstforhandlingerne virkelig til


Hold da op. Det er på alle måder et usædvanligt overenskomstforløb, vi er i gang med. Med flere lange pauser og stop i forhandlingerne, og det er svært at sige, om det havde set anderledes ud uden dem. Mit bud er, at vi havde stået præcis samme sted, som vi står i dag.


Udgivet d. 14 februar, 2018

Onsdag eftermiddag mødtes BUPL og de andre faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet med KL til et statusmøde. Det tog et par timer, og der løb en del journalister rundt. Medierne er stadig mest interesserede af pausen i forhandlingerne på lærerområdet, der hvor konflikten er størst. Og der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at det er helt afgørende, at alle organisationer skal have adgang til forhandlede aftaler.

Det var også derfor, at vi sendte næstformanden for Forhandlingsfællesskabet, FOA-formand Dennis Kristensen, i medierne med et skarpt budskab til KL. De skal tilbage på sporet og tilbage til forhandlingsbordet. Det bakkede jeg i øvrigt op i et interview med lærernes eget fagblad.

Meldingen kom ret hurtigt retur fra KL’s Michael Ziegler. De er nu klar til at forhandle – ikke kun lærernes arbejdstid, men også til at indlede de afsluttende forhandlinger. Vi skal nemlig tilbage på sporet. Torsdag er der planlagt såkaldt tekniske forhandlinger, og KL mødes torsdag også med Lærernes Centralorganisation. Hvis alt går vel, så indleder BUPL lørdag kl. 11.00 de afsluttende forhandlinger.

Det giver os 11 dage til at få lukket en aftale, da den 28. februar er aftalt som skæringsdato. Det bliver svært. Og den helt store udfordring handler om den økonomiske ramme. Vi skal blive enige om, hvor mange penge vi kan forhandle om.

I kan jo sikkert huske innovationsminister Sophie Løhdes kreative talgymnastik om, at de offentlige ansatte har fået for store lønstigninger i forhold til deres kollegaer i det private.

Staten har meldt hårdt ud og sagt, at løngabet skal lukkes. Og fordi staten jo sidder på de offentlige finanser, er der er en tradition for, at KL og Regionerne lægger sig op af deres aftaler. Men man er stadig langt fra målet på statens område, så vi kom ikke nærmere den økonomiske ramme med KL på onsdagens møde. Det er noget udfordrende!

Vores krav er til gengæld helt tydeligt. Vi skal som offentlige ansatte også have en retfærdig andel af det økonomiske opsving, som statsminister Lars Løkke Rasmussen fremhæver gang på gang. Nu er det vores tur! Vi skal have rigtige lønstigninger, så vi kan købe mere for vores løn om tre år, end vi kan i dag. Basta.

Et andet stridspunkt med KL er seniordagene. Vi kæmper for at beholde dem, som de er i dag. For det er klart, at hvis arbejdsgiverne virkelig ønsker, at vi skal arbejde længere, så skal de ikke forværre vilkårene for seniorer. KL er af en anden opfattelse. De ser det som et problem i forhold til rekruttering, at seniorerne går ned i tid for tidligt i forhold til pensionsalderen. Jeg har forsøgt at forklare KL, at en forringelse af seniordagene for pædagogernes vedkommende kan betyde, at pædagogerne trækker stikket endnu tidligere og KL’s ”rekrutteringsudfordringer” så bliver større. Men jeg er ikke sikker på, at budskabet er trængt helt ind.

Jeg er helt med på, at man i en forhandling skal både give og tage. Vi tager skam KL’s rekrutteringsudfordringer alvorligt. Og jeg kan godt se logikken i, at der bliver lavet en rekrutteringspulje for SOSU’erne. Men det kræver altså, at vi kan blive enige om den samlede ramme. Organisationerne skal have puljer til egne forhandlinger, og så SKAL der være plads til vores ligelønspulje. Her kommer vi til at slås med KL lige til det sidste. Jeg tager soveposen med til forhandlingerne på lørdag.

 


Kom tæt på OK med Elisa