Nu får børn i skolen mere af det samme


Nye tal fra Epinion viser, at flere skoler forkorter skoledagen. Det er godt med fleksibilitet, men skidt hvis det er alle de nye elementer i skolen, der ryger ud, siger BUPL-formand Elisa Bergmann


Udgivet d. 13 oktober, 2017

Flere og flere af landets folkeskoler vælger at gøre skoledagen kortere ved at skære ned i den understøttende undervisning. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Undervisningsministeriet, skriver Jyllands-Posten fredag.

Hele 43 procent af skolerne svarer i undersøgelsen, at de anvender paragraf 16b i folkeskoleloven til at konvertere den understøttende undervisning til flere timer med to-voksenordninger.

Men hvis man går bag tallene, så er der i stigende grad tale om en decideret to-lærerordning. I 2016 var det 43 procent af skolerne, der svarede, at de udelukkende brugte to lærere, når de forkortede skoledagen ved at benytte paragraf 16b. Det tal er steget til 48 procent i 2017, og det ærgrer BUPL-formand Elisa Bergmann.

”Skolereformen var startskuddet til et stærkt samarbejde mellem pædagoger og lærere i skolen, og vi ved fra forskning, at de to fagligheder supplerer hinanden rigtig godt. Derfor er det rigtig ærgerligt, når skolerne forkorter skoledagen uden at sikre bedre rammer om pædagogernes og lærernes samarbejde om børnene. Det handler jo i bund og grund om, at vi skal have alle børn med”, siger Elisa Bergmann.

Hvis en kortere skoledag skal øge kvaliteten i folkeskolen, så er det nødvendigt at bruge såkaldt co-teaching med pædagoger og lærere sammen om børnene, skriver lektor i pædagogik ved Professionshøjskolen Metropol, Andy Højholdt i en ny bog.

Der står intet i Epinions undersøgelse om, hvad der sker med børnenes fritidsinstitutioner, når de pludselig skal tage imod flere børn tidligere på dagen. For kommuner og skoler får ikke tilført flere midler til den længere åbningstid i fritiden, når de vælger at forkorte skoledagen.

”Vi hører fra vores medlemmer i fritidsinstitutionerne, at kvaliteten er dalet voldsomt efter skolereformen. Derfor er jeg alvorligt bekymret for normeringer i SFO’er, fritidshjem og klubber, når de skal åbne en time tidligere for den nuværende bemanding”, fortæller Elisa Bergmann.

Undervisningsminister Merete Riisager søsatte i januar 2017 en undersøgelse af børnenes fritidsinstitutioner, da hun efter eget udsagn er bekymret for kvaliteten. Undersøgelsen ventes at være færdig i det nye år.

En undersøgelse (pdf) blandt BUPL’s pædagoger i fritidsinstitutionerne viser, at 7 ud af 10 pædagoger dagligt eller flere gange om ugen mangler tid til at være nærværende over for børnene. 7 ud af 10 svarer tilsvarende, at de mangler tid til at drage omsorg for børn, som ikke trives.

 

For yderligere oplysninger:

Elisa Bergmann, formand for BUPL, tlf.: 40 23 20 69

Michael Andersen, pressechef i BUPL, tlf.: 23 44 53 83

 

Beregninger fra Undervisningsministeriet har tidligere vist, at det vil koste 225 mio. ekstra til SFO/fritid, hvis der skæres to timer af den ugentlige skoletid.

Knap 9 ud af 10 forældre til børn i indskolingen siger, at pædagoger i skolen har en positiv betydning for deres børn.