Minimumsnormeringer er bare første skridt på vejen – men det er stort


Lad det være sagt med det samme: Den politiske aftale om at indføre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver er et historisk skridt i vores kamp for at sikre bedre forhold for børnene. Det er helt afgørende for at sætte en prop i de mangeårige besparelser og for at forhindre yderligere forringelser i normeringerne, når børnetallet de kommende år vokser med 60.000 småbørn. Men kampen er langt fra slut.


Opdateret d. 28. juni 2019
Uden minimumsnormeringer vil bunden ryge ud af børneområdet

Nu har vi fået en statsminister, der vil være børnenes statsminister, og en regering, der er kommet til magten på løftet om flere pædagoger og mere tid til børnene i vores daginstitutioner. Alt andet end markante forbedringer vil være et svigt af de mange tusinde vælgere, der har stemt på et godt børneliv.

Uden en aftale om minimumsnormeringer havde vi set ind i mange år med flere børn uden flere ekstra ressourcer, nye nedskæringer og dermed dårligere normeringer og vigende faglighed. Så det er et godt første skridt.

Vi kender ikke den konkrete model endnu. Men det skal betyde et løft – og forhåbentlig stort nok til, at vi får dækket det underskud på 4000 pædagoger, som vi har i forhold til for ti år siden. For minimumsnormeringer kommer ALLE børn til gode. Også de børn, der er i udsatte positioner.

En fagpolitisk sejr

Vi skal klappe os selv på skulderen over, at vi med et langt sejt og fælles træk, er lykkes med at få børnene øverst op på den politiske dagsorden. Vi har fået god hjælp af forældrene. Men det, vi ser nu, er også resultatet af mange års utrætteligt arbejde for minimumsnormeringer og høj faglighed. Og det er resultatet af, at så mange pædagoger har stået op for børnene og modigt fortalt omverdenen om den pressede hverdag, med manglende tid til omsorg, alenetid med store børnegrupper, og de store konsekvenser, som det har for børnenes trivsel.

Jeg bliver glad helt ind i hjertet, når jeg nu hører partilederne gentage de ord, jeg har sagt så mange gange; at vi skal give børnene den bedste start på livet ”så de vokser op og bliver til nogen – og ikke bare til noget”. Så ved jeg, at vores budskab er trængt igennem. For det er jo det, det handler om. Og det vi arbejder for. Min klare forventning til aftalen mellem S, SF, EL og R er, at det er et udtryk for en ny retning, hvor vi som samfund tager børns behov, rettigheder og levede liv alvorligt – ikke kun fordi det kan betale sig på sigt, men fordi det er grundlæggende rigtigt.

De lovbundne minimumsnormeringer er en milepæl for vores faglige arbejde og for pædagogernes mulighed for at skabe et godt liv på Troldestuen. Men det er ikke luksus. Vi kommer ikke til at vælte os i nye kolleger. Der er tale om et minimum og en bund. Og det bør derfor kun ses som første skridt på vejen til en langsigtet genopretning af børneområdet.

Kampen fortsætter

Kampen for et godt børneliv er altså langt fra slut. Vi skal holde både regeringen og kommunerne fast på, at de indfrier aftalen og de løfter, de har givet til vælgerne om bedre normeringer. Og vi skal presse på for, at minimumsnormeringer ikke bliver en sovepude. Der skal fortsat bygges oven på med sociale normeringer til institutioner med mange udsatte børn og med højere pædagogandel.

Det sidste er helt afgørende. Et højt uddannelsesniveau er sammen med gode normeringer forudsætningen for at løfte kvaliteten i daginstitutionerne. Det er rigtigt, at ledigheden blandt pædagoger er lav, og det vil tage tid at rekruttere de nødvendige pædagoger. Men selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis der er politisk vilje til det. På den lange bane skal vi nå en pædagogandel på mindst 80 procent.

Vi har også en plan for at nå derhen. Der skal skrues på alle håndtag. Det vigtigste håndtag af dem alle er at sikre bedre løn og arbejdsvilkår, så vi som pædagoger får mulighed for at løfte den vigtige opgave, det er at sikre et godt børneliv. Og vi skal selvfølgelig også anerkendes og betales for det.

Goddag til en ny minister

Jeg hørte den nye børne- og undervisningsminister sige, at hun glæder sig til samarbejdet med ”den fantastiske lærerstand”. Den ros under jeg gerne lærerne. Det er fortjent. Men jeg havde nu også håbet, at ministeren havde sagt det samme om den fantastiske pædagogstand. Både os, der arbejder med de mindste, men også os, der arbejder i skolen og i fritidsinstitutionerne. Måske hun bare lige skal lære os bedre at kende – og vi skal hjælpe med at fortælle, at de første år i et barns liv har afgørende betydning for, hvordan de klarer sig senere. Og at det er dedikerede pædagogers arbejde, der hver dag skaber det gode børne – og ungdomsliv. På trods af de manglende ressourcer. Det vil jeg starte med at fortælle hende om på mandag, når jeg skal møde hende som ny Børne- og Undervisningsminister. Og jeg lover, jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hun ikke glemmer det.

Vi har taget det første store skridt sammen. Det skal vi fejre, og så skal vi tage de næste – sammen.

Bedste hilsner
Elisa

 


Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog