Massivt behov for flere pædagoger i daginstitutioner


Nordsjællandske pædagoger savner kolleger og er alt for ofte alene med børn i vuggestuer og børnehaver, og derfor kan de ikke give dem den nødvendige omsorg og støtte. Det viser en ny undersøgelse fra BUPL Nordsjælland, der efterlyser flere ansatte.


Opdateret d. 13. maj 2019

Af: Pernille Riis, Formand, BUPL Nordsjælland

”Minimumsnormeringer NU,” lød det massivt fra titusindvis af forældre ved lands-dækkende demonstrationer i weekenden. Pædagogerne er i den grad enige. De er alt for få på arbejde i forhold til antallet af børn og opgaver, viser en ny undersøgelse fra BUPL Nordsjælland.

Konsekvensen er for eksempel, at grædende børn må vente på at blive trøstet, eller at børn er uden opsyn på stuen, når pædagogen skifter ble på badeværelset. Der er også sjældent eller aldrig tid nok til at give børnene tilstrækkelig omsorg eller støtte sårbare børn, svarer seks ud af ti Nordsjællandske pædagoger i undersøgelsen.

 

Se alle analyseresultater for hver enkelt kommune

 

Der er ikke mulighed for at møde børnenes behov

”Det er dybt problematisk og uansvarligt. Alle ved, at omsorg og nærvær fra voksne er helt afgørende for en god barndom, men uanset hvor hurtigt pædagogerne løber, er der ikke mulighed for at møde alle børns behov,” siger Pernille Riis, der er formand for 5300 pædagoger i BUPL Nordsjælland.

 

6 ud af ti står alene med alle børn på stuen

Forklaringen er, at der som udgangspunkt er for lidt personale, mener 80 procent af pædagogerne i undersøgelsen. Og når kolleger er væk på grund af sygdom, møder eller ferie, siger mere end halvdelen, at der ikke er vikarer. Så på en tilfældig dag i ugen oplever seks ud af ti nordsjællandske pædagoger, at de er helt alene med alle børn på stuen i en periode. I vuggestuer er de alene med i gennemsnit 8 børn, i børnehaver med 16 børn.

”Antallet af medarbejdere er skåret så voldsomt, at nogle børn hver eneste dag risikerer at blive overset. Nu må kommuner og regeringen tage et fælles ansvar for at genoprette området. Alt andet er ansvarsforflygtigelse. Der skal være penge nok til at ansætte mindst 1 voksen til 3 børn i vuggestuerne og mindst 1 voksen til 6 børnehavebørn,” siger Pernille Riis.

 

Bekymret for kvaliteten for børnene

Hun er også bekymret for kvaliteten af det pædagogiske arbejde, som den styrkede læreplan stiller høje krav til. Næsten hver anden pædagog i Nordsjælland siger, at de sjældent eller aldrig har tid til at planlægge og evaluere aktiviteter med børnene eller reflektere over deres faglige arbejde.

”Hvis der ikke er personale nok til, at man kan forholde sig til, hvad der er gavnligt for de konkrete børn på stuen, risikerer vi, at det bliver mere pasning end pædagogisk arbejde, som er så vigtigt for børn,” siger Pernille Riis.

 

Yderligere information om BUPL Nordsjællands vilkårsundersøgelse

Pernille Riis, Formand, BUPL Nordsjælland på tlf. 21 78 06 70

Sus Skjold Klamer, Presse- og kommunikationskonsulent, BUPL Nordsjælland tlf. 29 69 81 04