Månelanding, lagkage og OK21


Normalt mødes Forhandlingsfællesskabet på Arbejdermuseet inden vi udveksler krav med arbejdsgiverne. På repræsentantskabsmødet bliver sammenholdet, som traditionen foreskriver, bekræftet over en gammeldags julebolle. Man krammer, giver hånd og ser hinanden i øjnene inden kampen for alvor begynder.


Opdateret d. 15. januar 2021

Men ligesom med alt andet i år, er intet som det plejer. Mødet i sidste uge blev i stedet afholdt virtuelt og kravene udvekslet online. Julebollen med sukat og den lunkne kaffe er ikke noget stort afsavn, men det fysiske fællesskab er sværere at undvære.

Lønnen, der er helt på månen
Men selvom vi er hver for sig, så står vi sammen. Og vi har masser af kæmpe for. Corona eller ej.
Allerøverst for os pædagoger, står vores krav om løn. Vores profession lider unødigt under det kæmpe lønefterslæb, der udspringer af Tjenestemandsreformen, og som blev besluttet på Christiansborg for over 50 år siden. Det år, de første mennesker landede på månen og Beatles udgav ”Abbey Road”. Og hvor kun 10 procent af Folketingets medlemmer var kvinder. Her besluttede man et lønhierarki, hvor de dengang såkaldte “kvindefag” blev placeret nederst.
En beslutning truffet af mænd – for mænd. Dét politiske valg fra en æra, hvor kvinders plads primært var i hjemmet, har altså kæmpe konsekvenser for alle pædagoger i dag.

Det blev der i øvrigt sat en stor, fed streg under i sidste uge, hvor historiker Astrid Elkjær Sørensen sammen med Institut For Menneskerettigheder præsenterede sin analyse af lønhierarkiet de seneste 50 år. Her blev den sidste rest af tvivl eftertrykkeligt fjernet: Pædagogernes lønefterslæb kan spores direkte tilbage til dengang for halvtreds år siden. Og som rapporten fastslår, er vi blevet dobbelt snydt, fordi vi aldrig er blevet belønnet for, at det i dag kræver en treårig professionsbachelor at blive pædagog.

Ny rapport: Politikere bør rette op på pædagogers lave løn

Javist – andre faggrupper, fx SOSU’er og sygeplejersker, er også ramt af det. Men vi er uden sidestykke den hårdest ramte faggruppe, når man sammenstiller uddannelsesniveau og løn. At vi i snit ligger 6000 kroner om måneden efter faggrupper med tilsvarende uddannelsesniveau, er ganske enkelt ikke rimeligt. Og som jeg tidligere har sagt – og gerne gentager: Det handler ikke om, at andre tjener for meget. Det handler om, at vi tjener for lidt. Alt for lidt.

Lagkagen
Overenskomstsystemet alene kan ikke sikre os ligeløn. Så kort kan det siges. For grundlæggende er Den Danske Model på det offentlige område en lagkage, der ikke kan gøres større. Andre faggrupper skal altså afgive noget af deres kage, hvis vi skal have et større stykke. Det lykkedes jo faktisk ved OK18, hvor de andre afgav lidt af deres midler, så de med lavest løn fik mest. Problemet er bare, at det vil tage 757 år før vores kagestykke, har en rimelig størrelse, hvis vi alene får det samme stykke ved hver forhandling frem mod år 2777. Så længe kan vi altså ikke vente.

Lang vej til lige løn – pædagoger må vente i 757 år

Men vi kommer til at gå til bordet og kæmpe for hver en lønkrone – hver en krumme. Så vi kan få indhentet så meget af det tabte som muligt. Selvfølgelig kræver det også, at vores kollegaer i fagbevægelsen støtter vores synspunkt. Samme støtte og solidaritet vores faggruppe adskillige gange har vist, når andre i fagbevægelsen havde brug for en støttende hånd i ryggen. For det er først når vi står solidarisk sammen, at vi virkelig kan gøre op med årtiers uretfærdighed.

Pædagogers samfundsværdi
Helt efter lærebogen, maler arbejdsgiverne et dystert billede af de kommende forhandlinger og siger vi kan forvente en skrabet vedligeholdelsesaftale.
Men hvad mon langtidseffekten af manglen på dygtige offentligt ansatte er?

Netop corona har vist os, at en stærk offentlig sektor med dedikerede medarbejdere er uundværlig, hvis resten af samfundet skal fungere. Og da samfundet genåbnede i foråret, tog vi ansvar og gik på arbejde uden helt at kende konsekvensen og har lige siden – med stigende smitte og usikkerhed gjort alt, hvad vi kunne for at give børn og unge en god hverdag med deres trivsel og udvikling i fokus. Vi har fået statsministerens ord for, at pædagoger varetager ”samfundskritiske funktioner”. Vi vil gerne have tak og anerkendes for vores vigtige indsats, men vi mener også vores samfundsværdi bør afspejle sig i lønposen.

For vi har nemlig brug for mange flere kolleger til fremtiden. Hvis vi skal følge med udviklingen i børnetallet og leve op til loven om minimumsnormeringer, vil det alene kræve 14.000 flere pædagoger frem mod 2030. Og det er så snedigt, at arbejdsgiver har en hel stribe håndtag og knapper, der kan gøre vores fag mere attraktivt. En bedre løn er afgørende for rekrutteringen. Men det handler også om et bedre arbejdsmiljø, bedre vilkår for de tillidsvalgte og for seniorerne for bare at nævne nogle få.

Det forudsætter jo, at arbejdsgiverne vil løfte blikket fra regnearket og se os i øjnene, når vi siger, at der er behov for bedre vilkår. Hvis vi skal have flere til at uddanne sig til pædagog, skal vi have løftet både løn og arbejdsvilkår.

Det har været et hårdt år. For alle. Og de næste måneder bliver et langt sejt træk, inden vi forhåbentlig er igennem coronakrisen. Samtidig skal vi forhandle overenskomst. Det bliver ikke let. Men det kræver som altid sammenhold. For sammen er vi stærkest.

Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog