Lov om minimumsnormeringer skal blive et vendepunkt for børnene


Så landede der en finanslovsaftale. Set med de magentafarvede børnebriller, er det en aftale, som vil gå over i historien. Vi satte den første store kampagne for minimumsnormeringer i gang for næsten fem år siden. Nu får vi en lov. Men vi skal kæmpe videre for, at den bliver det vendepunkt, vi drømmer om.


Opdateret d. 06. december 2019

Af: Elisa Rimpler, Formand

Min lillesøster lagde et billede op på Instagram i går. Hun er mor til tre børn, og de to yngste; Ella og Julius, går i børnehave. Billedet viser en bluse med den berømte supermandstrekant og et stort spørgsmålstegn i midten. Kendetegnet for forældrebevægelsen ”Hvor er der en voksen”. Det gjorde mig glad, og som så ofte før sendte jeg hende taknemligt et hjerte – ligesom jeg har gjort til mange andre forældre.

Det er nemlig forældrenes engagement landet over, der har vendt pædagogernes ensomme kamp til en folkebevægelse for bedre vilkår i vuggestuer og børnehaver. I titusindvis har de insisteret på, at de folkevalgte politikere skal levere på kernevelfærden; børns levede liv i daginstitutionen.

Med deres hjælp har vi fået børnene helt øverst op på den politiske dagsorden.

Pædagoger tog bladet fra munden

I 2018 søsatte vi i fællesskab ”landeplagen” #minnormering. En spontan kampagne på Facebook og Instagram skabt af en gruppe pædagoger i et kursuslokale, hvor vi drøftede, hvordan vi kunne give et mere retvisende billede af hverdagens normeringer. Det blev starten på den bølge af modige pædagoger, der tog bladet fra munden, og stod frem og viste børn og pædagogers virkelighed i vuggestuen og børnehaven. Det blev en kollektiv øjenåbner.

Rammen var klar. I BUPL har vi nemlig arbejdet for minimumsnormeringer i mange år. Som ny formand, var jeg selv med til at søsætte en storstilet kampagne i foråret 2015, fordi den gradvise udsultning af børneområdet blev ved og ved. Det var tydeligt, at vi havde brug for et værn mod flere besparelser.

For os som pædagoger er dårlige normeringer blevet den største barriere for at udføre et ordentligt stykke pædagogiske arbejde. Og værst af alt, den største barriere for at kunne give børnene den helt basale omsorg. Der er gået hele 10 år siden finanskrisen, men vi mangler stadig mere end 4000 pædagoger, hvis normeringerne bare skulle være på samme niveau som i 2009.

Et besparelsesværn

For blot otte måneder siden var minimumsnormeringer nærmest utopi. Både den daværende borgerlige regering, den nuværende statsminister og KL afviste pure tanken om minimumsnormeringer. Det er et afgørende vendepunkt, at regeringen godt hjulpet på vej af støttepartierne, nu anerkender, at der ikke er nogen vej uden om, hvis vi skal sikre den basale omsorg, tryghed og trivsel for børnene. Lovbundne minimumsnormeringer er derfor en historisk sejr.

“Let´s face it”. 1,6 milliarder kroner løser ikke alt. Men det lukker hullet på de 4000 pædagoger, som er forsvundet siden 2009 – og mere til. Og uden lovbundne minimumsnormeringer ville børneområdet være helt til rotterne. Med 60.000 flere småbørn de kommende år, kunne vi se frem til en ny bølge af endeløse besparelser, der ville betyde endnu dårligere normeringer. Loven er et ”værn mod besparelser”, og det resultat kan ikke overvurderes. Det skal blive et vendepunkt.

Seks år er for lang tid at vente

Vi har sammen med forældrene kæmpet og givet den alt, hvad vi kunne – lige til det sidste. Hverken beløbsstørrelsen eller indfasningsperioden, er det, vi havde håbet på. Presset i hverdagen er så massivt, at 0,5 milliarder kroner i 2020 forslår som en skrædder i helvede. Og seks år er alt for lang tid for børnene at vente på bedre tider. Det kan gøres hurtigere, og det SKAL gøres hurtigere.

Der er stadig lang vej til den gode normering, hvor der mindst er en pædagog til stede per tre børn i vuggestuen og mindst én pædagog til seks børn i børnehaven i hele åbningstiden. Og vi har brug for en opgørelse, der giver et mere retvisende billede af, hvor mange pædagoger, der reelt er til stede hos børnene på en helt almindelig hverdag. Altså normeringer i børnehøjde. På den måde er minimumsnormeringer første skridt på en lang vej mod en genopretning af daginstitutionerne.

Og derfor skal vi blive ved med at presse på. Finanslov efter finanslov. Budgetaftale efter budgetaftale. Vi ved jo, hvordan man gør. Hvordan vi hjælper hinanden med at fastholde den vigtige børnedagsorden. Og når både statsministeren og børneministeren nu erkender, at der er en uopsættelig udfordring, og har lovet en ambitiøs børneplan, så er der både håb og løfter, der kan arbejdes videre med.

Børns liv – og pædagogers arbejdsliv

Ella og Julius er børnene med #HvorErDerEnVoksen-bluserne på. De er min søsters børn. De har kun én barndom. Den kommer aldrig tilbage. Hver eneste ekstra pædagogtime betyder noget. En højtlæsning mere. Et anerkendende smil, når Ella selv har taget skoen på. Et længere kram, når Julius savner sin far. Eller hjælp til at løse en konflikt med bedstevennen.

Det er de små ting, der gør en forskel. Nu og resten af deres liv. Også for pædagogen. Hun kan være lidt mindre blæksprutte og lidt mere den pædagog, hun drømmer om at være.

Vi er kommet rigtig langt. Og vi kæmper videre. For #GodtBørneliv

 

Se, hvad der bliver afsat årligt til bedre normeringer frem mod 2025

Se også BUPL’s anbefalede normering i vuggestue og børnehave


Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog