Lønkomitéen skal løse pædagogers lønefterslæb


Der hviler et kæmpe ansvar på regeringens lønkomité. Vi har brug for langtidsholdbare løsninger, der gør op med 50 års lønefterslæb for pædagoger, sygeplejersker og andre kvindedominerede faggrupper, hvor lønnen ikke er fulgt med uddannelsesniveauet. Ingen kan leve med en syltekrukke, og det er politikernes ansvar at sikre, at den ikke ender sådan.


Udgivet d. 31. august 2021

Regeringens indgreb satte en stopper for sygeplejerskernes strejke, men den afslutter ikke lønkampen. Og forløbet har tydeligt dokumenteret, at man ikke kan rette op på et forældet lønhierarki for offentligt ansatte, inden for rammerne af det nuværende overenskomstsystem.

Vi har sagt det igen og igen. Det er et politisk skabt problem, som skal løses med politikernes hjælp og ekstra penge.

Udfordringen for pædagoger og andre faggrupper er, at lønnen ikke er fulgt med uddannelsesniveauet. Vi befinder os stadig samme sted i lønhierarkiet som i 1969 på trods af at kravene til uddannelse og kompleksiteten i opgaveløsningen er steget støt.

Det skal betale sig at tage en uddannelse

I dag kræver det en ungdomsuddannelse og en 3,5-årig professionsbachelor at blive pædagog. Altså 6,5 års uddannelse. Det kan og skal ikke være anderledes. Vi må ikke gå på kompromis, når det gælder faglighed. Vi har brug for et højt uddannelsesniveau for at være dygtige pædagoger, der kan sikre kvaliteten i børnenes hverdag, og leve op til de høje krav, som forældre, samfund og loven stiller til os.

Alligevel aflønnes pædagoger efter en fortidig indplacering i det offentlige lønhierarki. Vi tjener mindst af alle med en mellemlang videregående uddannelse – fx 6000 kroner mindre om måneden end lærerne, som vi deler personalestue med ude på skolerne. Og igen. Det er ikke fordi lærerne tjener for meget, men fordi pædagoger tjener for lidt.

Som situationen er i dag, er det almindeligt, at flere faglærte og kortuddannede grupper ligger på niveau eller i flere tilfælde højere end os.

Jeg køber præmissen om, at der er brug for alle faggrupper. Men vi kan faktisk ikke nøjes med ufaglærte eller faglærte med en kort uddannelse, hvis vi skal sikre en høj faglighed i vores daginstitutioner, fritidsinstitutioner, skoler og sygehuse i fremtiden.

Derfor er vi nødt til at insistere på, at det skal kunne betale sig at uddanne sig til pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, skolelærer, etc. Sammenhængen mellem uddannelsesniveau og løn skal afspejle sig i fremtidigt lønhierarki.

Der er jo heller ingen, som stiller spørgsmålstegn ved, at ingeniører eller speciallæger skal belønnes økonomisk for at tage en langvarig uddannelse, der gør dem i stand til at konstruere broer og kurere sygdomme.

Sæt retning for det Christiansborg skal løse

Ligeløn kan defineres på mange måder. Men adskillige rapporter og undersøgelser har allerede dokumenteret, at pædagoger og andre af de store kvindedominerede faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse (MVU) lider af et udtalt lønefterslæb, der kan spores tilbage til indplaceringen i lønhierarkiet for offentligt ansatte, der blev grundlagt i forbindelse med tjenestemandsreformen i 1969.

Den dagsorden kommer vi til at bære ind i lønkomitéen. Og det vil også være et krav og en forventning fra pædagoger og andre af de store velfærdsprofessioner, at lønkomitéen og politikerne leverer løsninger på MVU’ernes lønefterslæb.

Andre faggrupper vil komme med andre ligeløns-dagsordener. Og vi kan lige så godt være helt ærlige og sige, at det hele næppe kan løses på én gang. Vi kan også godt være helt åbne om, at der skal komme penge fra Christiansborg, og at det bliver dyrt. Måske vil der være brug for forskellige løsninger for forskellige faggrupper. Derfor vil det heller ikke være en løsning bare at smide en stor éngangs-check ind til ligelig fordeling i det nuværende overenskomstsystem, som de forskellige faggrupper så kan kaste sig over som råt kød.

BUPL vil have indflydelse

Lønkomitéen bliver nødt til at opstille nogle objektive kriterier og finde nogle fordelingsnøgler, der sikrer, at pengene bliver brugt, der hvor lønefterslæbet er dokumenteret størst. Det er en stor og vanskelig opgave. Men den skal løftes. Og regeringen har alle muligheder for at få medvind på cykelstierne med et klart kommissorium og ved at sammensætte komitéen på en måde, der sikrer legitimitet hos os, der er en del af problemstillingen.

Det sidste siger jeg, fordi historien har det med at gentage sig. Og det vil være en katastrofal gentagelse af fejlen fra 1969, hvis de store kvindedominerede professionsforbund med de mest udtalte ligelønsproblemer – igen bliver holdt uden for indflydelse.

Syltekrukke – nej tak

Argumenterne for, at en lønkomité SKAL blive en succes er lige her. Sammen skal vi sørge for, at de står lysende klart for dem, der skal i gang med arbejdet:

1. MORAL. Som moderne velfærdssamfund, der hylder ligestilling mellem kønnene, kan vi ikke holde til at videreføre et lønhierarki fra 1969, hvor de kvindedominerede fag blev placeret nederst.

2. REKRUTTERINGSKRISE. Færre unge vælger de store kvindedominerede velfærdsuddannelser. Det er en regulær bombe under vores fremtidige velfærd. En ordentlig løn er et must for at vende udviklingen.

3. DEN DANSKE MODEL UNDER PRES. Opbakningen og tilliden til hele den danske model risikerer at blive undergravet, hvis vi ikke gør op med lønefterslæbet for store kvindedominerede offentlige faggrupper

4. KONFLIKT. Hvis lønkomitéens arbejde ikke anviser konkrete løsninger for de faggrupper, der har et dokumenteret lønefterslæb, har vi balladen igen allerede i 2024. Og det kan blive slemt.

5. #METOO. Der er skabt en bevægelse på tværs af faggrupper, der henter energi fra hele #metoo- bevægelsen. Og kravet om ligeløn og et mere retfærdigt lønsystem går ikke i sig selv igen.

Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog

Elisa Rimpler, formand for BUPL.