Lønkomitéen er en historisk chance, som ikke må gå til spilde


Regeringen har omsider nedsat den længe ventede lønkomité. Opgaven er stor og svær. Men det er også en unik chance for at gøre op med en historisk uretfærdighed i det offentlige lønhierarki, som ikke må gå til spilde. Ellers vil det få store konsekvenser for vores velfærdssamfund.


Opdateret d. 12. oktober 2021

Så landede den, regeringens lønstrukturkomité – her bare omtalt som lønkomitéen. Kommissoriet ser lovende ud. Komitéen får blandt andet til opgave at dykke ned i forholdet mellem løn og uddannelsesniveau, samt tjenestemandsreformens ”skyldighed” i indplaceringen nederst i lønhierarkiet for flere af de store kvindedominerende faggrupper tilbage i 1969.

Begge dele er vitalt for os pædagoger, fordi vi er den faggruppe, der tjener mindst af alle offentligt ansatte med en mellemlang videregående uddannelse. Selv om det i dag kræver seks og et halvt års uddannelse at blive pædagog, når vi tæller ungdomsuddannelse med, ligger vi stadig i bunden af det offentlige lønhierarki, hvor vi blev placeret for over 50 år siden.

Konsekvensen er 6000 kroner mindre på lønsedlen hver måned end andre faggrupper med samme uddannelsesniveau. Ja, faktisk tjener vi også mindre end sosu’er og andre lavtlønsgrupper, når man sammenligner den gennemsnitlige bruttoløn.

Bordet fanger denne gang

Pædagogernes lønefterslæb er egentligt veldokumenteret både af Lønkommissionen (2010) og af anerkendt forskning fra blandt andet Astrid Elkjær Sørensen og Institut for Menneskerettigheder samt Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Så hvorfor har vi brug for en lønkomité? Det har vi først og fremmest for, at politikerne kan få et oplyst grundlag at handle på. Vi har brug for en sober afdækning af, hvilke grupper der har et ligelønsproblem, og hvor mange penge det handler om. Alt sammen for at politikerne og arbejdsmarkedets parter kan iværksætte de nødvendige løsninger for at få gjort op med de historiske lønskævheder i den offentlige sektor. For løsninger skal der til – og penge.

Jeg kan sagtens forstå, at lønkomitéen er blevet modtaget med skepsis hos nogle pædagoger. Når man ved, at lønefterslæbet løber op i tre millioner kroner efter skat i livsindkomst for den enkelte pædagog, kan det næsten kun gå for langsomt. Og bekymringen for, at det ender som en syltekrukke, er reel, når man ser, hvad der kom ud af Lønkommissionen.

Derfor er det også helt afgørende, at regeringen og folketinget allerede nu melder klart ud, at Lønkomitéens arbejde og konklusioner vil blive fulgt op med politisk handling og penge. Det er en historisk chance for at gøre op med en historisk uretfærdighed, som er politisk skabt. Og bordet fanger denne gang.

Langtidsholdbar løsning og markant lønløft på kort sigt

Sker det ikke, vil politikerne med stor sandsynlighed kigge ind i en fremtid, hvor konflikter i mange år fremover på stribe vil lamme vitale dele af den offentlige sektor, og hvor utilfredsheden blandt fx pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere vil eskalere den rekrutteringskrise, vi allerede oplever, og i sidste ende ødelægge kvaliteten i velfærdsydelserne og dermed befolkningens tillid til vores velfærdssystem.

Derfor har arbejdsgiverne også meget på spil. Og os i fagbevægelsen. Hvis komitéens arbejde ikke fører konkrete løsninger og resultater med sig for de offentlige faggrupper, der har et dokumenteret lønefterslæb, kan det koste tilliden til den højt besungne danske model. For hvad er den værd for de store grupper af kvindedominerede velfærdsprofessioner, hvis den bare er med til at fastholde dem i et skævt og uretfærdigt lønhierarki.

Jeg er tryg ved, at vi i BUPL er repræsenteret gennem FH med fem medlemmer af lønkomitéen, som skal hente deres mandat hos os andre. Og ingen skal være i tvivl om vores succeskriterie: Komitéens arbejde SKAL bruges til at anvise en langtidsholdbar løsning på pædagogernes lønefterslæb. Og det skal føre til et markant løft i pædagogernes løn med start senest i 2024, hvor vi igen skal forhandle overenskomst.

Ja, det er en svær opgave. Ja, der er mange hensyn og interesser i spil. Og ja, det vil koste penge – formentlig mange penge, før vi er i mål. Men omkostningerne ved ikke at gøre noget – eller ved ikke at gøre nok, er endnu større.

Derfor er lønkomitéen en historisk chance for at fremtidssikre vores velfærdssamfund, som politikerne, arbejdsgiverne og fagbevægelsen ikke må spilde.

Læs også artikel i Børn&Unge: Opgør med uretfærdig løn: Pædagoger vil sætte stort aftryk på ny lønkomité

Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog

Elisa Rimpler, formand for BUPL.