Lønkomité må ikke blive en syltekrukke


Lønkomiteen er en enestående chance for at rette op på fortidens synder. Det kommer til at koste mange penge, men omkostningerne ved at lade stå til vil være endnu større, skriver BUPL’s formand i lederen i Børn&Unge nr. 8.


Udgivet d. 25. oktober 2021

Vi har sagt det igen og igen: Det skæve løn-hierarki er skabt på Christiansborg – og kun Christiansborg kan løse problemet. Derfor hviler der et kæmpestort ansvar på regeringens lønkomité. Der skal findes holdbare løsninger, der gør op med det lønefterslæb, vores -profession er tynget af.

Vores løn svarer ganske enkelt ikke til vores -uddannelsesniveau. Selv om omfanget af krav til -arbejdet og uddannelsen er steget støt, er lønnen ikke fulgt med. Det er allerede dokumenteret af flere rapporter og analyser.

Vi har gjort, hvad vi kunne gennem tiden og gennem overenskomstsystemet, men vi er reelt sat -skakmat af den placering i lønhierarkiet, som sket for over 50 år siden.

Det betyder, at pædagoger tjener op til 6.000 kroner mindre end faggrupper med tilsvarende uddannelsesniveau. Og det er ikke, fordi vores kolleger tjener for meget, men fordi vi tjener for lidt. Det skal lønkomiteen levere en løsning på.

Ellers er opgaven ikke bestået.

Lønkomiteen er en enestående chance for politikerne til at rette op på fortidens synder. Det kommer til at koste penge. Mange penge. Men omkostningerne ved bare at lade stå til vil være endnu større:
Rekrutteringsudfordringerne vil tiltage. Kvaliteten i vores velfærd vil falde. Opbakningen til den danske model vil forsvinde. Konfliktniveauet i overenskomstforhandlingerne vil stige dramatisk. Og moralsk vil det sende Danmark til tælling, når det gælder om at være foregangsland for ligestillingen mellem kvinder og mænd.

Min besked til politikerne er derfor klar: Kravet om ligeløn går ikke i sig selv. Ingen er tjent med en syltekrukke. Lønkomiteen skal blive en succes. Ellers taber vi alle sammen.