Lizette Risgaard: Vi skal træde frem og blande os


Lizette Risgaard, formand for FH og dermed 1,4 mio. lønmodtagere, sender hilsen til 165 storkøbenhavnske tillidsrepræsentanter under TR-topmødet i Albertslund.


Opdateret d. 14. september 2019


Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard sendte hilsen til alle storkøbenhavnske tillidsrepræsentanter på TR-topmødet 13. september 2019. LIzette skulle selv have været til stede, men var blevet forhindret – istedet kom hun i form af Hjerter Dame – dokumentaren om Lizette Risgaard med første optagedag samme dag, hun blev valgt som formand for LO. I en times tid var borde og stole derfor skiftet ud med biografsæder inklusive et tilbud om magentafarvede popcorn. Filmen, der var klippet ned til en times tv-udgave blev indledt med en følgende hilsen fra fagbevægelsens formand:

Kære venner
Hvor er jeg glad for invitationen. Og hvor er jeg ked af, at jeg ikke kan være hér sammen med jer.
Jeg ville rigtig gerne mødes med jer og høre jeres holdning til både fagbevægelsen og filmen.
Hjerter Dame handler nemlig om noget helt andet end bare mig eller min person.
Filmen handler også om fagbevægelsen, overenskomstforhandlinger og den danske model.
Jeg vil gerne, at vi som bevægelse skal være mere synlige, aktive og debatterende. Lytte mere til hinanden.
Vi skal træde frem og blande os, stå ved vores holdninger. Og vi skal have modet til at sige og gøre de ting, som vi tror på – også selvom det kan være upopulært.
Der er ikke noget, der kommer af sig selv – mindst af alt de forandringer vi ønsker.
Vi skal kæmpe for det, vi tror på.
Og vi skal ALTID kunne se hinanden i øjnene, når vi er uenige, også internt. Og helst skal vi kunne tale os til rette rundt om et bord – i stedet for at slås.
Jeg har altid gjort MEGET ud af at være sammen med jer tillidsfolk, og de medlemmer vi arbejder på vegne af. For det er hverdagen, vi arbejder for at forbedre. Alle sammen – jer derude på arbejdspladserne, og os, centralt, regionalt og lokalt.
Det er en stor opgave, at skulle forene så mange forskellige holdninger. Vi er jo en stor familie. I dag er vi 1,4 millioner lønmodtagere sammen i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det gør, at vi kan stå stærkere. Når det lykkes at samles. Og det gør det for det meste. Det tværfaglige fællesskab er uvurderligt i arbejdet for et bedre arbejds- og familieliv, ja for et bedre velfærdssamfund.
Og det som jeg håber, at I også tager med fra filmen, er min tro på, at vi ALTID kan mere sammen. Uanset hvor forskellige vi er. Vi skal kunne bygge bro imellem de forskelle, der er i vores familie.
Jeg håber, at I vil synes godt om filmen.
Og så glæder jeg mig til at møde jer i ”den virkelige verden” på et senere tidspunk.
Kærlige hilsner
Lizette