Ledelseskonference skaber rum for refleksion


Der blev stillet store grundspørgsmål om meningen med det hele, da BUPL Nordsjælland i januar holdt årets ledelseskonference for femtende gang i træk og gav deltagerne både stof til eftertanke og konkrete idéer med hjem.


Udgivet d. 29. januar 2019

Af: Annette Haugaard, Journalist

”Jeg vil så gerne have, at I KAN TAGE NOGET MED HJEM!”


Med store, begejstrede bogstaver henvender teaterinstruktør Peter Langdal sig til deltagerne på BUPL Nord­sjællands ledelses­konference i Helsingør med et budskab, der matcher ambitionen med den tilbage­vendende begiven­hed. Det er 15. gang, at konferencen den 10. og 11. januar 2019 præsenterer eftertanke og nye, konkrete idéer, som pædagogiske ledere netop kan tage med hjem og bruge i hverdagen.

”Kender I det, at man cykler på arbejde og spørger sig selv, hvad meningen er?” fortsætter Peter Langdal. ”Hvorfor har jeg påtaget mig alt det ansvar? Så mange penge får jeg da heller ikke; måske skulle jeg bare være menig medarbejder. Det er især om mandagen, jeg har det sådan! Men det er et rigtigt godt spørgsmål at stille sig selv, hvorfor man egentlig er leder.”

I år kredser de fleste af årets oplægsholdere om store grund­spørgsmål: Fra hvad samfundet forventer af en offentlig leder før, nu og i fremtiden til hvordan man skaber en uenighedskultur eller finder sit personlige ’absolutte’. Det begejstrer Ulla Bergen Byskov, leder af institutionen Georgs Vugge i Hillerød.

”Det er skønt at tale om nogle af de store linjer med lederkolleger, for det er der så sjældent tid og plads til i det daglige,” siger hun.

 

Nytænkning mellem håret og jakken

Peter Langdals lange, strittende hår er samlet i en lav heste­hale og over skulderen hænger en blød jakke. Begge dele symboliserer det dilemma, både han og mange af konferen­cens ledere kender fra hverdagen.

”Indtil for nylig var jeg både instruktør og ­chef på et teater. Den første er ham med det vilde hår, der vil skabe drømme og arbejdsglæde, og den anden er ham med jakken, som siger ’Det er der hverken tid eller penge til!’ Det er lige præcis der i spændingen mellem visioner og planlægning, at det bliver sjovt at gå på arbejde som leder.”

Peter Langdal har været chef for Teatret Betty Nansen i 23 år og på den baggrund formuleret nogle bud på, hvad god ledelse er.

 ”Når jeg går hjem og tænker ’Gud, hvor var det en god dag’, er det tit, fordi jeg fandt nye måder at gøre tingene på, hvor ham med håret og ham med jakken gik hånd i hånd. Begrænsninger kan tvinge kreativitet og fantastiske resultater frem,” siger han og nævner fra sin egen verden en forestilling med et lavt budget, hvor 30 roller blev fyldt ud af blot en enkelt skuespiller, som for eksempel talte til en fersken som symbol på hovedpersonens bror, og et drabeligt mord blev illustreret ved at presse fersknen ned i et glas rødvin.

”Som leder bliver vi tit lidt bange for begrænsninger, men ind imellem kan de føre til nytænkning. Rutinebrud er et godt arbejdsredskab.”

 

Led efter fascination og magiske hvis’er

I en kakofoni af tale opfordrer Peter Langdal deltagerne til at tage del i legen, han kalder ’Ih, hvor er det fantastisk at…‘ Den handler om at kigge en anden i øjnene og sige noget positivt, der kan begejstre.

”Hold, da op, hvor I kan! Normalt er voksne ikke så gode til at lege,” siger han, hvorefter en fra salen råber: ”Det er sgu da, fordi vi er pædagoger.”

”Jamen, det er jo fantastisk. Det er en vigtig egenskab at kunne begejstre andre, for som ledere er vi i relationsbranchen. Vi skal have noget på hjerte og ville noget med vilje, og på en scene er det uhyre tydeligt, at der ikke sker en skid, hvis der ingen vilje er til stede. Det er den, der tvinger udvikling frem. Men vi skal også have andre med på vores vilje ved at finde deres fascinationspunkter, det der kilder hos dem og gør dem glade for at gå på arbejde,” siger han.

Nogle af Peter Langdals egne virkemidler til at samle en større flok om en forestilling er at give plads til forskellighed og lede efter det, han kalder ’Det magiske hvis’.

”Da jeg blev chef og skulle ansætte nye på teatret, ansatte jeg ’mig selv’ og ’mig selv’, og det kommer der ikke meget god energi ud af. Guldet ligger ikke i at forstærke sit eget selvbillede. Energi bliver skabt af modsatrettede viljer, og som leder er det altid virkningsfuldt at kunne sætte sig i andres sted og lede efter deres ’magiske hvis’. Det gør man ved at spørge sig selv: ’Hvis jeg nu var dig?’, for så kan jeg for eksempel godt forstå, de synes, det er træls, at jeg aldrig har tid til at mødes eller kommer et kvarter for sent til møderne.”

 

At finde sig selv i det absolutte

I et andet af ledelseskonferencens programpunkter står filosoffen Søren Kierkegaard på dagsordenen og endda præsenteret af en præst. Pia Søltoft står til daglig på prædikestolen i Christianskirken i København, når hun ikke arbejder som ledelsescoach med afsæt i nogle af tankerne fra en af Danmarks største, historiske tænkere. I sit oplæg, og to efterfølgende samtalesaloner, giver hun deltagerne mulighed for at undersøge, hvad der er deres personlige ’absolutte’ i modsætning til det ’relative’.

”Det absolutte er det vigtigste i det enkelte menneskes måde at møde verden på, som vi hver især ikke vil give køb på, hvis vi bliver angrebet på det. Det absolutte gør, at vi kan holde tungen lige i munden og se sammen­hæng og mening i de valg, vi træffer gennem livet både bagudrettet og fremover. Så at finde frem til det absolutte er ifølge Kierkegaard det samme som at finde sig selv,” forklarer Pia Søltoft.

”Det relative er derimod alt det, der kan og vil ændre sig løbende. Det bestemmes af nogle konkrete forhold, man indgår i, og som leder er det relative alt det, man kan blive enige med andre om, at det kan vi godt ændre uden, at det rokker ved ens egen kerne, ens eget absolutte. Så det relative skal ikke holde jer vågne om natten, men det skal det absolutte, hvis det er i fare.”

 

Retfærdighed og omsorg som drivkræfter

Winnie Sophia Nielsen, der er leder af Børnehuset Lærkereden i Lyngby-Taarbæk Kommune, er en af dem, der i Pia Søltofts samtalesalon taler med sin sidemakker om, hvad der er hendes ’absolutte’.

”For mig handler det om retfærdighed. Det har jeg lært af en afgørende begivenhed i min barndom, hvor en togmedarbejder ville smide en hjemløs væk fra Nørreport station, hvorefter min far greb ind og sagde: ’Herre Gud, hvad sker der ved, at han er her!’ Det har altid siddet i mig som en vigtig drivkraft, at alle mennesker skal behandles ordentligt og respektfuldt,” siger hun.

Ulla Bergen Byskov, leder af institutionen Georgs Vugge i Hillerød, deltager også i samtalesalonen om Kierkegaard, selvom hun i begyndelsen var skeptisk over for, at en præst var afsender af budskaberne.

”Men det var en god oplevelse at få lov at komme ind og røre ved de store emner og finde frem til, at mit absolutte er omsorg og kærlighed. Det bestræber jeg mig altid på at have med i mit lederjob; selv når jeg er nødt til at afskedige folk, skal det foregå omsorgsfuldt,” siger hun.

 

Inspiration til garvede deltagere

Både Winnie Sophia Nielsen og Ulla Bergen Byskov har fået opfyldt Peter Langdals ambition om ’noget med hjem’ ved årets ledelses­konference.

”Jeg deltager for at blive klogere og inspireret, og jeg kan godt lide blandingen af skæve, humoristiske oplæg og mere teoretisk viden,” siger Ulla Bergen Byskov, der mener, at hun i år er med på konferencen for fjerde gang og som altid sammen med sine lederkolleger. ”Det giver os noget fælles tredje at diskutere og arbejde med bagefter, og ligeså vigtigt kan vi lytte til, hvad ledere andre steder gør eller selv få lov til at give noget videre. Det er jo også fedt.”

Helt konkret tager Ulla Bergen Byskov denne gang en konkret idé til sig, som hun vil afprøve i praksis.

”Vi plejer at tjekke ind til personalemøderne med en god historie om noget, der er gået godt siden sidst, men nu vil jeg også eksperimentere med, at man fortæller om noget, der er gået galt for at åbne for en kultur, hvor det er okay at fejle og blive klogere af den vej,” siger hun.

Winnie Sophia Nielsen gætter på, at hun har deltaget i ledelseskonferencen ti gange, og i år er hun især inspireret af Peter Langdals oplæg.

”Hans ord om det ’magiske hvis’ minder mig om at blive ved med at være nysgerrig på alt det, der ikke lige er i min egen verden. Fascinations­punkterne hos både personalet og børnene, for vi er ikke noget alene. Vi skal være ydmyge over for nye perspektiver, og vi skal have et blik for, hvad tiden kalder på, når vi har et job, der er med til at præge fremtiden og de børn, der bliver voksne om 10-20 år,” siger hun.

 

Fagligt fællesskab med flødeskum

Som arrangører er Pernille Riis og Åse Ladefoged, henholdsvis formand for BUPL Nordsjælland og for BUPL Nordsjællands lederforening, glade for, at ledelseskonferencen kan inspirere de mange deltagere.

”Vores ambition er både at servere fagligt flødeskum og fællesskab, fordi det kan være svært at finde i en travl hverdag, hvor nogle ledere er meget alene om opgaverne. Man har brug for input til de ledelsesudfordringer, man står med i dag, men også dem, man skal mestre om lidt og måske endnu ikke har fået øje på,” siger Åse Ladefoged.

For Pernille Riis er det især vigtigt, at ledelseskonferencen er et frirum til refleksion, uden at man samtidig skal præstere.

”Vi bestræber os på at skabe et tillidsfuldt rum, hvor man ikke bliver målt og vejet på sine overvejelser, som man ofte gør til daglig. Her kan man reflektere med kolleger både inden for og på tværs af kommuner og øve sig i nye tanke­gange. Det er en slags helle,” siger hun og understreger, at ledelseskonferens 15 års jubilæum i år også afspejler, at udviklingen inden for ledelse har forandret sig markant.

”Vi er gået fra, at ledere engang typisk var den bedste pædagog blandt ligemænd, der fokuserede meget på det faglige, til at de siden skulle styre store institutioner og administrere lønsum. I dag er vi havnet et sted midt imellem, hvor der stadig er styring, men også en fornyet blik for fagligheden i kraft af den nye dagtilbudslov og ledelseskommissionens anbefalinger. Det er værd at minde om, at pædagogiske ledere har mestret og stået på mål for en del gennem tiden, og jo mere komplekst ledelsesfaget bliver, desto mere er der behov for at mødes om stof til eftertanke,” siger Pernille Riis.