Lang vej til lige løn – pædagoger må vente i 757 år


Politiken 19. september 2020, af Elisa Rimpler, formand for BUPL


Opdateret d. 30. september 2020

Se debatindlæg som publiceret i politiken 19. september 2020 (pdf)

Det var nok de færreste, der havde spået, at en værtspræstation for TV2 Zulu ville blive årets vigtigste bidrag i ligestillingsdebatten i 2020. Hvis man ikke kendte Sofie Linde, så gør man det nu. Tak for det. Og tak for dig, Sofie. Det var så sejt. Og det er så vigtigt.

For der er brug for, at vi jævnligt får rusket grundigt op i de skadelige kønsstrukturer, der stadig er i vores samfund. Det gælder både, når det kommer til lumre ledere og lige løn for lige arbejde.

Jo mere vi river og flår i fundamentet, jo mere frigør vi os fra fortidens kønsstereotyper. Det er små skridt, men det er fremad. Derfor er debatten vigtig hver eneste gang.

Men mens mediechefer, meningsdannere og politikere vred sig af led for at tage afstand fra de talrige grænseoverskridende eksempler på gramserier, seksuel afpresning og upassende bemærkninger, er det sværere at få øje på opgøret med den totalt ulige løn, der hersker mellem kønnene, som også var en stor del af Sofies budskab. Det skyldes formentlig, at den er langt sværere at få greb om. Det gør den bare ikke mindre vigtig.

Trods årtiers kamp for at gøre op med løngabet mellem mænd og kvinder, så er vi i 2020 ikke meget længere, end vi var for 10 år siden. I Danmark tjener kvinder 13 procent mindre end mænd. Det er ikke godt nok.

Det kan ikke være rigtigt, at det bliver ved med at være de traditionelle kvindefag, der halter efter, når lønkronerne fordeles i det offentlige. Hvis vi virkelig mener, at lige løn for lige arbejde er en grundpille i det danske velfærdssamfund, så er det på tide at gøre op med pædagogernes lønefterslæb.

Faktisk er der bred enighed om, at det er en grundlæggende uretfærdighed. Ved overenskomstforhandlingerne i 2018, blev parterne enige om en ”skævdeling” af lønkronerne, så lavtlønsfagene kunne få et løft. Løftet blev på 0,03 procent. Det var vi glade for. Om ikke andet signalværdien. Men hvis det skal være den eneste vej til ligeløn, så kan landets pædagoger først forvente at have lukket løngabet i år 2777. Om 757 år. Det kan vi ikke vente på.

Pædagogerne som faggruppe ligger allernederst i lønhierarkiet. Grundlæggende slås vi stadig med konsekvenserne af det oldnordiske kvindesyn, som gennemsyrede tjenestemandsreformen i 1969. Kvindernes indtægt blev i bedste fald anset som en biindtægt, som kunne supplere mandens – og dermed husstandens indkomst. Og her mere end 50 år efter mærkes konsekvenserne af tjenestemandsreformen stadig. Efterslæbet er aldrig blevet indhentet.

Fire ud af fem pædagoger er kvinder. Derfor må vi tage til takke med en lavere løn. Tænk, at vi et halvt århundrede efter reformen stadig ikke har gjort op med den uretfærdighed. Det må vi kunne gøre bedre som samfund.

Ligelønsloven fra 1976 slår fast at arbejde af samme værdi, skal lønnes lige. Sådan er virkeligheden desværre ikke.

Det er efterhånden mange år siden, pædagoguddannelsen blev en professionsbachelor. Faglighed betyder alt, når vi skal give vores børn og unge de bedste rammer for trivsel og udvikling. Det afspejles desværre bare ikke på lønsedlen. Pædagogerne er den faggruppe, der får mindst ud af deres uddannelse i kroner og ører, når man sammenligner med andre offentlige faggrupper.

I den meget nære fremtid, får vi brug for mange flere pædagoger. Hvis vi skal have de unge til at vælge pædagoguddannelsen, så skal både løn og vilkår være i orden. Med minimumsnormeringerne nærmer vi os bedre vilkår. Men lønnen halter i den grad efter.

Ligelønspuljen fra 2018 var det første spæde skridt i retning af mere retfærdighed. Startskuddet til en lang, sej kamp, som kommer til at fortsætte og tage fart i de kommende år. Men jeg bilder mig ikke ind, at vi gennem overenskomstforhandlinger alene kan gøre op med fortidens synder. De ulige lønvilkår er skabt af politikere på Christiansborg. Og derfor er det også helt rimeligt, at det er dér, det løses.
Det er en stærk og rigtig tradition ikke at blande det politiske niveau ind i overenskomstspørgsmål. Men det er urimeligt, at parterne pålægges at løse et problem, da de er skabt politisk. En del af den danske model er heldigvis også, at den type udfordringer kan løses i en tre-parts aftale. Her mødes det politiske niveau og partssystemet uden at nogen kompromitteres. Det kunne være en vej til at ændre på de skæve lønrelationer som reformen i 1969 videreførte.

Så tak endnu engang, Sofie. For at ruske op i ligestillingsdebatten og bane vejen for et mere retfærdigt og lige arbejdsmarked. Vi kæmper også videre. Men vi skal ikke vente 757 år.