Læserbrev: Minimumsnormeringer nu – ikke mere udenomssnak


Læserbrevet om minimumsnormeringer af forkvinde i BUPL Århus, Marianne Gilbert Nielsen, bragt i Stiften d. 1. september 2019


Udgivet d. 3. september 2019
Minimumsnormeringer nu – ikke mere udenomssnak!

Af Marianne Gilbert Nielsen, forkvinde BUPL Århus

Skal Aarhus have minimumsnormeringer? Det spørgsmål behandler Aarhus Byråd i øjeblikket. Socialistisk Folkeparti har stillet forslaget, som nu ligger til behandling i børne- og ungeudvalget. På et kommende byrådsmøde bliver det så forkastet eller besluttet. Forældrene, forskerne og pædagogerne er ikke i tvivl. Vi skal have minimumsnormeringer nu. Disse tre grupper er rimeligt klare i spyttet; det kan sådan set ikke diskuteres!

Forældrene i Aarhus har ved to demonstrationer i foråret tydeligt vist og argumenteret for minimumsnormeringer i Aarhus. Det bør politikerne i Aarhus Byråd lytte til. Professor Dion Sommer udtrykker det klart; børnene skades, hvis ikke der er en minimumsgrænse. Og som han siger: selv den bedste pædagog kan umuligt være til stede for 15 børn på én gang.

For BUPL Århus er det afgørende vigtigt, at vi får minimumsnormeringer nu, så det kan sikres, at alle børn i dagtilbuddene får den basale omsorg, de har behov for. Det skal som minimum være muligt at opretholde en normering på én pædagog til tre børn i vuggestuen og én til seks børn i børnehaven. BUPL Århus ser frem til en finanslov og et øremærket beløb til kommunen, der én gang for alle sætter en prop i besparelserne på børneområdet.

De kommende år stiger børnetallet. Hvis ikke der bliver sat en bundprop i nu, er der stor risiko for, at der bliver endnu færre pædagoger til at drage omsorg for børnene. Det handler hverken om centralisering, unødigt bureaukrati eller indgreb i det kommunale selvstyre. Og det handler heller ikke om processer, hvor pædagoger bliver bedt om at finde kreative løsninger. Det handler kort og godt om at sikre børn et minimum af pædagoger, til at tage ordentligt vare på dem. Det skal vi som samfund have råd til. I dag er der ingen bundgrænse. Minimumsnormeringen skal sikre, at der ikke kan spares på børneområdet.

Udover bundgrænsen, er det fx kommunens ansvar at bygge ovenpå med sociale normeringer, hvor der er brug for det, og udarbejde en genopretningsplan for børne- og ungeområdet. Der er ingen vej udenom. Vi skal have minimumsnormeringer, fordi det er afgørende vigtigt for børnene. Som professor Dion Sommer udtrykker det: det handler om at føre en politik, som bygger på nøgtern videnskabelig evidens, og ikke på meninger. Vi synes, politikerne skal lytte.

Se læserbrevet i Stiften