Kampen for et #godtbørneliv stopper ikke med valget


Grundlovsdag sættes der punktum for en lang valgkamp. Den har været historisk, når man tager børnebrillerne på. Stik mod alle forventninger, har vores hverdag i landets vuggestuer og børnehaver erobret dagsordenen og er blevet valgkampens måske hotteste tema. For første gang nogensinde. Og så sandelig på tide. Men kampen for et godt børneliv er langt fra slut.


Opdateret d. 06. december 2019

Ikke mange havde troet, at børneområdet ville få en chance i den hårde konkurrence med valgtemaer som udlændinge, sundhed og klima. Men vi ville det anderledes. Forældrene ville det anderledes. Og vælgerne ville det anderledes.

Det har været et langt og sejt træk, hvor vi har gentaget os selv i en uendelighed. Godt hjulpet på vej af småbørnsforældrenes engagement, er vores dagsorden også blevet folkets dagsorden. De fælles demonstrationer og dokumentarudsendelserne på DR2 og TV2, hvor uhyggelige billeder gav os grumme hjørner af virkeligheden, fik endelig politikerne op af stolene. Vi er nu endelig det sted, hvor et flertal af de politiske partier forstår, at det er nødvendigt med en genopretning af kvaliteten i landets daginstitutioner.

Minimumsnormeringer kommer ikke af sig selv

Den ny politiske virkelighed kommer ikke ud af det blå. Det har været en fælles og utrættelig kamp, der nu endelig er ved at blive belønnet. Som fagforening har vi år efter år stået op for faget, for hinanden og for børnene. Vi har samlet viden, vi har forsket, kørt kampagner, lavet vilkårsundersøgelser, budgetkort, skrevet debatindlæg – og holdt i hundredvis af møder med politikere, børneordførere, organisationer og andre vigtige aktører.

Pædagoger har taget bladet fra munden og talt om vores virkelighed. Vi har skulle gentage os selv så meget, at flere nok har været ved at miste håbet ind imellem. Kommer der nogen sinde til at ske en forandring? Det gør der. Men forandringer kommer aldrig af sig selv. Virkelige forandringer kræver tid. Lang tid. Det kræver, at vi er mange, der insisterer og siger det samme igen og igen – også når valgkampen er slut.

Daginstitutioner er ikke børneparkering

Alle ved nu at daginstitutioner ikke bare er en form for børneparkering, når far og mor skal på arbejde. Der ER en klar sammenhæng mellem kvalitet, normeringer og høj faglighed. Man kan ikke bare ansætte folk fra gaden, hvis man vil sikre børnene omsorg, trivsel og udvikling. Og man kan ikke bare år efter år skære i budgetterne på børneområdet i kommunerne og så samtidig bilde forældrene ind, at det ikke går ud over børnene. For det gør det!

Det er godt, at partier som SF, Enhedslisten, Radikale, Alternativet og Kristendemokraterne nu klart og tydeligt erklærer sig som tilhængere af minimumsnormeringer. Og det er glædeligt, at måling efter måling viser, at kravet om en bundgrænse på mindst én pædagog til tre børn i vuggestuen og én til seks børn i børnehaven støttes af et stort flertal af befolkningen.

Det er også godt, at socialdemokraternes formand Mette Frederiksen lover, at kravet om flere pædagoger vil stå øverst på listen, når der skal laves en aftale med kommunerne om næste års økonomi, hvis hun bliver statsminister. Og godt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre har varslet, at han vil indkalde til mini-treparts-forhandlinger om en 4-årig børneplan, hvis han får genvalg. Det viser, at de har lyttet.

Model med respekt for det kommunale selvstyre

Nu skal vælgerne sætter krydset, og vi skal selvfølgelig insistere på, at den kommende statsminister og regering indfrier løfterne til børnene. Spørgsmålet er, om de får lov af det kommunale bagland. Det er svært at få aflivet fordomme om, at minimumsnormeringer spænder ben for det kommunale selvstyre.

Der er stadig borgmestre og andre politikere, der frygter, at minimumsnormeringer er lig med detailregulering af den enkelte daginstitution. At Christiansborg vil bestemme, hvordan ledere og pædagoger fordeler ressourcerne i institutionen. Men det er ikke rigtigt.

BUPL er klar med en model, der som det første øremærker penge til at hæve normeringerne til et minimum, men hvor kommunerne fortsat har ansvaret for at sikre, at der er ressourcer til alle de opgaver, pædagogerne bliver bedt om at løfte. Det er nemlig hamrende vigtigt, at politikerne starter med at sætte en prop i besparelserne, fordi der kommer så mange flere børn og ældre, at vi ellers kun vil se frem til besparelser. Og så skal der så selvfølgelig bygges videre derfra. Vi vil ikke fratage kommunerne deres ansvar – tværtimod vil vi forhindre, at de løber fra det.

Men hvor kommer pædagogerne fra?

En af de nyeste “undskyldninger” for ikke at indføre minimumsnormeringer er, at der kommer til at mangle pædagoger. Det kommer hverken bag på mig – eller på professionshøjskolerne. Heller ikke på KL, til trods for at kommunerne har lukket øjnene for, at det ville ske. Men det er der heldigvis også råd for. BUPL har også her en plan for, hvordan vi på kort og lang sigt kan sikre flere kloge hænder til at skabe de gode udviklingsmiljøer for børn og unge, som de fortjener. Vi får ikke 10.000 flere pædagoger i morgen. Men der er en vej, hvis der er politisk vilje til at løfte opgaven.

I BUPL har vi løsningerne. Men det er politikerne, der har ansvaret og skal tage de rigtige beslutninger. Derfor er det så vigtigt at sætte krydset det rigtige sted.

Den vigtigste del af kampen starter NU!

Så alle pædagoger skal i stemmeboksen. Vi skal stemme for #GodtBørneliv. For et samfund, hvor børn og unges liv og trivsel får en vigtig stemme. Den stemme, de ikke selv har, men som vi som pædagoger gør os så meget umage med at give dem hver eneste dag. Jeg håber forældrene gør det samme. Og så starter den sværeste del af kampen. Der, hvor vi fastholder presset – og holder politikerne op på deres løfter. Vi skal have en prop, en bund – og en genopretning. Det gælder det gode arbejdsliv. Det gælder #GodtBørneliv.

Godt valg.
Mange hilsner Elisa

 


Se alle Elisas indlæg på Formandens blog

Abonnér på Formandens blog