Jon Olufson er valgt som ny formand


Jon Olufson er på BUPL Storkøbenhavns Generalforsamling 3. oktober valgt som formand for over 6000 storkøbenhavnske pædagoger og ledere.


Opdateret d. 04. oktober 2019

Jon Olufson er på BUPL Storkøbenhavns generalforsamling i Rødovre valgt som ny formand og afløser Michael Egelund, der efter 26 år på formandsposten valgte ikke at genopstille. Jon Olufson fik 60% af stemmer, og bliver formand for en ny 21 mand stor bestyrelse.

I sin valgtale fokuserede Jon Olufson bl.a. på retfærdig løndannelse, synlighed og arbejdspres.

BUPL skal være der, hvor medlemmerne er
”Min drøm er, at vi har et stærkt BUPL, som er synligt for medlemmerne. Ikke fordi medlemmerne skal se, hvor BUPL er, men fordi BUPL er der, hvor medlemmerne er. Vi skal invitere medlemmerne til at handle med os. Det gjorde vi rigtig godt under OK18, og det er det engagement, den erfaring og den medlemsmobilisering vi skal bygge på. Handling skaber holdning. Handling skaber forvandling”.

Retfærdig løndannelse
“Jeg vil have et professionelt BUPL Storkøbenhavn, der arbejder stenhårdt for, at vi får en retfærdig løndannelse i vores 12 kommuner”. Og der skal også sættes ind overfor det “arbejdspres, der kun er blevet større over tid p.g.a. den fejlagtige måde besparelser bliver pakket ind i lyserødt bånd og kaldt inklusion.”

Jon Olufson kommer fra en stilling som pædagog på Søborg Skole, hvor han også er TR, ligesom han var valgt som FTR-suppleant.