Ishøj: Børn, forældre og pædagoger bliver gidsler i forlig


Ishøj Kommune har besluttet, at der skal være endnu en lukkeuge til stor gene for både børn, forældre og pædagoger.


Udgivet d. 27. november 2018

Budgetforlig i Ishøj Kommune rammer børn, forældre og pædagoger i skolen hårdt. Kommunen har besluttet, at der skal være endnu 1 lukkeuge i sommerferien – til stor gene for børn og forældres familieliv og særligt familier med delebørn.

Forliget har givet pædagogerne pålæg om endnu en lukkeuge. Og nej! Vi taler ikke kun om de nu kommende 3 faste lukkeuger i SFO’ernes sommerferie, men at der ligeledes er lukket mellem jul og nytår – og dermed 1 uges bundet ferie. Vi er altså oppe på nu 4 uger fastlåst ferie.

Dertil kommer de 5 lukkedage skolebestyrelsen fastlægger for skolen. Den eneste ferie man nu selv kan råde over er den 6. ferieuge. Det giver ikke positive og glade medarbejdere, og udfordrer det pædagogiske arbejde med kommunens børn og unge, ligesom det vil have betydning for rekruttering af gode og fagligt kompetente medarbejdere, når omegnskommunerne er mere attraktive.

Det er en trist udvikling på skole- og fritidsområdet, og det er på ingen måde godt for arbejdsmiljøet og personalegruppen trivsel på SFO’erne, der endnu en gang bliver udsat og presset. Den udvikling må stoppe nu!

Af fællestillidsrepræsentant Anette Strack Christiansen pva Ishøj Kommunegruppe