Hvordan kunne det ske? Dagbog 29. januar 2019


Løn- og ansættelsesvilkår fylder og skal fylde meget i en fagforening. Men der kan også komme sager, der pludselig fylder. Sager som aldrig burde være opstået. I 2019 bliver en sådan sag samlet i dokumentaren ’De skjulte overgreb’.


Opdateret d. 18. februar 2019

DR-dokumentarens ’De skjulte overgreb’ hovedperson er Per Pedersen, en mandlig pædagogmedhjælper, der i 2017 blev arresteret og i 2018 dømt til forvaring for seksuelle overgreb mod 23 børn i en daginstitution i Albertslund samt overgreb mod fem børn, mens han var frivillig spejderleder i Brøndby. I kraft af sit hverv som formand for pædagogerne i BUPL Storkøbenhavn og dermed også i Albertslund, er Michael Egelund flere gange i medierne tirsdag d. 29. januar for at tale om overgrebssagen under spørgsmålet ’Hvordan kunne det ske?’- Dét der bare ikke må ske.

”Satte vækkefunktionen til kl. 04.45. Morgenmad og bad, ind i bilen og til DR-byen P1 morgen.

Hvordan kunne det ske? spørger Ole Brink, vært på P1 morgen med reference til DR-dokumentaren ’De skjulte overgreb’, der mandag aften blev sendt på DR1. Sagen er unik og den største, der nogensinde er faldet dom i. Spørgsmålet er naturligvis relevant, for det må bare ikke ske, og selvom vi er lige så chokerede og undrende som mange andre, søger vi samme svar. Hvordan kan det f.eks. lade sig gøre, at han kunne været op til 1 ½ time om at skifte et barn, som det fremgår af en KL-rapport, som kan læses på Albertslund Kommunes hjemmeside – en rapport, der også konkluderer, at der ikke er grundlag for tjenestelig forsømmelse.

For at forstå, hvordan det kunne ske, skal vi kikke mindst to steder hen. Den ene retning belyser psykologen Cory Juwell Jensen og pædagog Mike Nielsen i dokumentaren. Det forventes ganske enkelt ikke, at nogen kan gøre sådan. Der er tillid. Per Pedersen – den dømte – var afholdt af børn og voksne og altid parat til noget ekstra. Cory Juwell Jensen beskriver også, at mange pædofile har lang erfaring med at handle i det skjulte og dermed har udviklet et talent for ikke at blive opdaget. Det er den ene side. Den anden side handler om samarbejdskulturen og strukturen i institutionen, som ifølge KL-rapporten, som bl.a. var præget af manglende retningslinjer og løse strukturer. Også de bygningsmæssige rammer har betydning og i Rosenly var der en indretning, der ikke ligefrem var med til at forhindre overgreb.

Det er på alle måder en ganske forfærdelig sag for børn, forældre og personale på Rosenly! At Albertslund og Brøndby kommuner har svigtet børn og forældre efterfølgende er en ganske anden, men stærk kritisabel sag, som ligger i forlængelse af overgrebene.

Hjem igen efter 20 min. i DR-byen, læse nyheder og forberede mit oplæg på introkurset for nye tillidsrepræsentanter. I mellemtiden et længere interview med en journaliststuderende om en anden Albertslund sag. Dog ikke så forfærdelig – men alligevel topalvorlig. Den handler om, hvis ansvar det er, når børn i en daginstitution ganske åbenlyst ikke får tilstrækkelig kontakt og pædagoger står alene med grupper på op til 15 børn. Sagen blev rejst på facebook af en forælder med et barn fra institutionen. Hendes opslag er delt over 15.000 gange, så hun har ramt direkte ned i et ømt og yderst relevant punkt.

Normeringer i danske daginstitutioner er i al almindelighed utilstrækkelige – også i Albertslund. Dårlige normeringer går ud over børnene, pædagogernes arbejdsmiljø og den fagpædagogiske indsats.

Klokken er 10.45 og jeg holder oplæg for de nye og meget engagerede tillidsrepræsentanter, der naturligvis er stærkt optaget af sagen fra Rosenly, og hvordan TR-rollen kan formidles i en sådan sag, men også i al almindelighed. Der er to TR’er fra kommunen. De er særligt berørte og har fulgt hele sagen tæt, ligesom de også har deltaget i den temadag kommunen arrangerede. De har talt meget om tvivlen – at det er vigtigt, at gå til en man har tillid til og dele en eventuel mistanke samt at man nærmest har pligt til at vælte ind ad dørene ved bleskift eller sovetider, for på den måde at skabe transparens.

En hurtig frokost og så til møde om Ballerup Kommune, som gennem de sidste år har demonstreret en hård og ensidig arbejdsgiveradfærd. Forhåndsaftaler opsagt og genforhandlet med ’pistolen for panden’ (læs lønnedgang), strukturændringer på skole og daginstitutioner og et nyt forslag om ny ledelsesstruktur (nu taget af bordet efter høringen, red.) på BFO (læs SFO), souschefer ud af klubber, opsigelse af to kotymefridage, top-down styring og hertil øgede krav til praksis med lokalt læreplanskoncept, kvalitetsrapporter og andet i samme dur
Kasper Hartmann, P4 København siger stemmen i telefonen. Han spørger, om jeg kan komme i studiet kl. 15.40 og tale om Rosenly. Desværre, jeg har medlemsmøde med daginstitutionslederne i Høje-Taastrup Kommune, men kan en time senere. Aftale, siger Kasper.

Kort forberedelse til medlemsmødet – heldigvis sidder min redegørelse og oplæg ret godt fast, så jeg skal kun læse nogle få papirer og notater for at være sikker på hvad jeg skal fremlægge til mødet.

Medlemsmøde kl. 15 i Høje-Taastrup. Vi er i vanskelige forhandlinger med Michael Zieglers kommune Høje-Taastrup (HTK) om løn for lederne. Sagen er ganske kort, at lederne – forståeligt – er utilfredse med lønnen. Kommunen har for år tilbage opsagt forhåndsaftalerne og lederne har en grundløn på trin 37. Vi har derfor krævet et betragteligt løft af grundlønnen og at få rodet op i det lønmæssige kludetæppe, der ligger på HTK’s ledergulv. Direktionen vil ikke lave forhåndsaftaler, hvor grundlønnen aftales kollektivt på baggrund af overenskomstens fælles bestemmelse samt kommunens omfattende ledelsesgrundlag. Vi er uenig og i sidste forhandling deltog desuden repræsentanter fra de centrale parter – BUPL Forbund og KL. Det hjalp ikke, og vi er fortsat uenige. Mødet med lederne drejede sig om at afstemme mandatet til næste forhandling. Lederne er – forståeligt – stærkt utilfredse med at deres arbejdsgiver ikke vil lave en aftale med os. Mandatet er derfor klart: Vi skal gå hele vejen. Næste forhandling er alene med deltagelse af centrale parter.

Og så afsted igen til Amager, DR-byen. P4 København ligger i samme bygning som DR’s Koncerthus. Her møder jeg Kasper, som byder på vand og kaffe. Værten Hanna Madsbjerg ser jeg ivrigt gestikulerende i studiet i gang med et oplæg om det snarlige folketingsvalg. Nu er det mig – igen – tænker jeg, og får spørgsmålet fra Hanna Madsbjerg om, hvordan vi kan forebygge at sådanne overgreb sker igen.

Jeg har ikke hele svaret, men noget af det der optager mig er, at vi skal tale om det. Vi skal skabe gennemsigtighed og kunne tale om både mistanke og forebyggelse med hinanden – uden at det må resultere i mistænkeliggørelse af mandlige pædagoger eller at den nødvendig tillid og nærvær ryger. For det er ingen børn tjent med.

Herefter hjem. Eftertænksom og samtidig trist og vred over de forhold, vi byder vores børn. Der er ikke et tilstrækkeligt antal pædagoger, hverken i Albertslund, Ballerup, Høje-Taastrup eller landets øvrige kommuner. Over lønforhandlinger, der er strandet af ideologiske grunde. Over den pædofilidømte og de spørgsmål der fortsat strømmer gennem mit hoved. Hvordan kunne det ske? Hvordan kan vi forhindre det fremover? Og hvorfor har Per Pedersen udviklet disse perverse tilbøjeligheder, som han ikke angrer?”