Hvor mange børn skal glemmes?


Tilbage i november skrev jeg et indlæg i Politiken, omhandlende hvordan Oliver blev glemt på legepladsen i en børnehave. Artiklen har efterfølgende skabt en del debat, som jeg har lyst til at give min vinkel på.


Opdateret d. 18. marts 2019

Indlægget er skrevet af meningsdanner og pædagog Jeannette Kæseler Hoffmann og er oprindelig bragt her.


Da jeg fortalte historien om, at vi glemte Oliver på legepladsen, var det ikke for at klandre mine kolleger eller for at sige, at vi som pædagoger ikke gør vores arbejde godt nok. Jeg fortæller historien, for at fortælle om, at der er noget fundamentalt galt på det pædagogiske område og i vores samfunds (manglende) sociale forståelse!

Når nu jeg har valgt at uddanne mig til pædagog, er det fordi jeg elsker at arbejde med mennesker og allerhelst børn. Det at kunne være med til at forme små selvstændige individer, så de bliver robuste børn, der kan tage vare på sig selv, er noget af det fornemmeste for mig.

Men jeg er presset!
Jeg føler mig ikke i stand til at kunne leve op til egne og andres krav til mit fag!

I firsernes folkeskole var der et fag der hed formning. Faget gik ud på at lære eleverne at skabe ting,- ikke nødvendigvis flotte ting, men at få kenskab til forskellige materialer og forskellige arbejdsprocesser. Jeg elskede formning. Jeg elskede at få en klump ler, og sidde opslugt af egne tanker, og fingrene total fedtet ind i den klistrede masse. Jeg elskede processen med at se, hvad denne ukurante klump mon kunne blive til.
At klumpen ofte endte som et af mange askebægre, til mine ikke rygende forældre, er så en anden sag;) Hovedsagen er, at der var tid til fordybelse, samt til den kreative – og sansemæssige proces….og det er det jeg husker tilbage på i dag.

Når jeg fortæller at vi glemte Oliver på legepladsen, er det ikke fordi vi rent faktisk glemte ham. Det handler om FØLELSEN af, at vi glemte ham. Jeg er overbevist om, at Oliver ikke oplevede at være glemt. Men det aftryk det satte i mig, og mine kollegaer, er ikke glemt! Da vi gik hjem fra arbejde, havde vi en klump i maven, for ”hvordan kunne det ske?”, ”hvordan kunne vi overse, at vi havde et barn på legepladsen, når vi andre var gået til samling?”, ”hvad er grunden til forglemmelsen,- har vi som pædagoger gang i for meget?”.

Artiklen har skabt megen debat, og jeg er efterfølgende blevet fortalt om mange lignende episoder, af pædagoger rundt om i landet…så historien om Oliver er ikke enestående, desværre!
I dag oplever jeg som pædagog og offentlig ansat, en stigende tendens til, at vi skal have fokus på resultatet frem for processen. Vi skal dokumentere hvordan præcis vi vil skabe læringsrum, og mange aktiviteter skal være nøje planlagte.

”Hvor efterlader det vores tid til fokus på fantasi, og til at gribe børnenes ideer?” ”Hvad gør det ved impulsivitet og ved nærvær?”
Jeg oplever at glæden ved ”bare” at være sammen med børnene på deres præmisser, og med mulighed for at byde ind med et pædagogisk tvist, falmer. Vi bliver brandslukkere. Jeg oplever pædagoger, der føler sig underlagt et pres om konstant at præstere og dokumentere…og som føler de glemmer sig selv og børnene mere og mere!

For at kunne skabe robuste og selvstændige børn, kræver det nærværende og støttende voksne, som er klar med kærlighed, tid og mange gentagelser.

Moralen med historien er: at vi, som samfund og som pædagoger, skal have fokus tilbage på formnings- processen. Vi skal have fokus tilbage på det pædagogiske arbejde, og tilliden til at vi pædagoger og fagudlærte, rent faktisk kan skabe små selvstændige individer. Vi har brug for mere tid i hverdagen, flere hænder i institutionerne, og færre pålagte dokumentationskrav.

Hvor mange børn skal glemmes i hverdagen, før vi får politisk handling?