Henriette Brockdorff: Gode normeringer og høj faglighed skal gå hånd i hånd


“Fra at ingen politikere interesserede sig for normeringer i daginstitutioner til, at vi nu debatterer minimumsnormeringer, er et kæmpe skridt. Vi stræber ikke efter et minimum, men det giver et grundlag, vi kan bygge ovenpå. Så vi fortsætter kampen,” siger Henriette Brockdorff, BUPL Hovedstadens formand.


Opdateret d. 09. oktober 2020

Kære medlemmer af BUPL Hovedstaden

Vi har taget hul på efteråret og en travl periode står foran os. Det har været og er en uforudsigelig tid, som påvirker hverdagen i stor stil. Og vi mærker igen nu, hvordan corona griber ind i dagligdagen. Forældre skal igen aflevere ved lågen og restriktionerne er blevet skærpet. Uforudsigeligheden er en stor belastning, der tærer på os alle. Husk at vi står klar i fagforeningen til hjælpe dig og dine kollegaer. Du kan også læse BUPL’s FAQ om corona.

Minimumsnormeringer
Forhandlingerne om minimumsnormeringer fortsætter på Christiansborg i dag. Vi ønsker en lov, der sikrer nok pædagoger til børnene og en stigende pædagogandel. For gode normeringer og høj faglighed skal gå hånd i hånd. Minimumsnormeringer har været et stort samtaleemne i BUPL Hovedstaden. Vi har nemlig set, at København og Frederiksberg har meldt sig på banen med en tidligere indfasning af normeringerne. Og det skal vi glæde os over. Det vil ikke genoprette børneområdet efter årtiers besparelser, men det er et afgørende skridt på vejen. Fra at ingen politikere interesserede sig for normeringer i daginstitutioner til, at vi nu debatterer minimumsnormeringer, er et kæmpe skridt. Vi stræber ikke efter et minimum, men det giver et grundlag, vi kan bygge ovenpå. Så vi fortsætter kampen.

Rekruttering
Vi står i en rekrutteringsudfordring, og der er mange institutioner, som allerede nu ikke kan få de pædagoger, der er brug for. Vi skubber derfor på for, at politikerne sammen med os får lavet en strategi både lokalt og nationalt. Der skal uddannes flere pædagoger blandt andet ved hjælp af at øge kapaciteten på uddannelserne, skabe merituddannelser og styrke uddannelsen, så flere søger ind. Vi skal fastholde de pædagoger, der allerede er på området med mulighed for større indflydelse på eget arbejde og kompetenceudvikling. Og så skal arbejdsmiljø og normeringer forbedres, så flere har lyst til at gå fra deltid til fuldtid. Og ikke mindst, så skal pædagoger sikres en bedre løn og bedre vilkår.

Fritidsområdet
Der skal være stærke lokale fritidstilbud til alle børn og unge. Men det betyder, at der skal sikres økonomi til at skabe meningsfulde aktiviteter. Der er gennem mange år skåret ned på fritidsområdet. Den udvikling skal vi have vendt. Mange der arbejder på fritidsområdet oplever, at pilen peger på dem, når der skal ske besparelser. Og at skolen altid kommer først. Der skal arbejdes for, at der er pædagoger nok til at løfte opgaverne, så vi styrker alle børns trivsel, læring og demokratiske dannelse. På BUPL’s kongres til november vil fritidsområdet blive et af indsatsområderne for BUPL. I BUPL Hovedstaden afholder vi et kongresforberedende medlemsmøde, tilmeld dig allerede nu.

Jeg vil ønske jer alle en god weekend og efterårsferie til dem, der skal holde den.

Mange hilsner

Henriette Brockdorff