Fortæl os, at vi ikke er mere værd


A4 5. maj 2021, af Elisa Rimpler


Udgivet d. 5. maj 2021

En smuk, rødhåret kvinde smiler koket mens paletkniven hviler på grydens kant. I gryden er der middagsmad. Det må være noget lækkert, hun har lavet i dag, for hendes velklædte ægtemand læner sig ind for at kysse hende på kinden mens han siger: ”Du laver dejlig mad, mor…”

Jeg vil gerne se den virksomhed eller reklamebureau, der tør genoptrykke den fortolkning af kønsrollerne. Shitstormen ville være så gigantisk, at den ville skygge for solen og forsage nedbrud på Facebooks servere.

Vi er heldigvis kommet videre. Men vi er meget langt fra et samfund, hvor kvinders indsats og ansvar aflønnes lige så højt som mændenes. Sofie Lindes #metoo-tale ved sidste års Zulu Awards, handlede ikke kun om magtfulde mænds grænseoverskridende adfærd. Det var i lige så høj grad et angreb på de patriarkalske strukturer, der stadig har direkte indflydelse på, hvor meget man kan forvente i løn, hvis man er født med to X-kromosomer. Det kønsopdelte arbejdsmarked lever stadig i bedste velgående.

Kvinde, kend din plads

Hvis man i nutiden fastholder, at Tjenestemandsreformens lønhierarki er rimeligt, abonnerer man uvægerligt samtidig på den tilgang til kønsrollerne, som reklamen i indledningen beskriver.

Hierarkiet blev skabt i 1969 af en enkelt kvinde og 25 mænd. Mænd formet af et samfund, hvor kvindens plads blev anset for at være ved gryderne. Ikke underligt, at de vurderede, at ”kvindefagene” måtte klare sig med lommepengeløn, mens mandefagene blev prioriteret på deres bekostning. Det siger alt, at lønindplaceringen af de store kvindedominerede velfærdsfag skete på et tidspunkt, hvor kvinder ikke havde egen selvangivelse, men var et afkrydsningsfelt på mandens.

Kvinderne arbejdede dengang primært med omsorgsarbejde. Velfærdsstaten, som vi kender den, var stadig i sin vorden i 1969, og anseelsen af de klassiske kvindefag var mildest talt langt fra nutidens. Klart – det var jo så godt som kun kvinder, der arbejdede med pleje og omsorg. Sådan er det heldigvis ikke længere, selv om vi stadig har et kønsopdelt arbejdsmarked.

For pædagogerne som faggruppe, betyder det, at vi hver måned får 6000 kroner mindre i løn end en skolelærer – et fag som i tresserne havde både mange mænd og høj anseelse. Det er mange penge. Særligt over et helt liv, hvor en pædagoguddannet vil tjene 3 millioner kroner mindre end en lærer, selv om uddannelsesniveauet er det samme, og selv om pædagogernes ansvar for børns trivsel og udvikling er helt afgørende.

Det var ikke lærernes løn, der blev indplaceret forkert dengang i 1969. Det er en fortjent løn for et kæmpe ansvar. Det fik Danmarks Lærerforeningens repræsentant i Tjenestemandskommissionen sikkert også fortalt de andre medlemmer dengang. Men ingen af ”kvindefagene” var repræsenteret – de blev ikke hørt. Selvfølgelig ikke.

Måske var kommissionens medlemmer klar over, at den ikke var helt god. I hvert fald blev man enige om, at lønhierarkiet skulle justeres efter nogle år. Man sparkede så at sige dåsen ned ad gaden. Herfra har skiftende regeringer nægtet at røre ved bomben, som bare er blevet kastet videre til den næste regering og den næste. Indtil den til sidst landede på Regeringen Mette Frederiksens skrivebord, som nu er tvunget til at få den demonteret før den detonerer.

Det er utaknemmeligt. Men det er nødvendigt. Uretfærdigheden kan ikke længere retfærdiggøres.

Fortæl os, at vi ikke er mere værd

Nu hvor bevægelsen for ligeløn er ved at få momentum, i befolkningen og på Christiansborg, begynder modstanderne at komme på banen. Sveden perler nærmest, når de fortæller, hvor dyrt og besværligt et løft af de forfordelte kvindefag vil ende med at blive, og at den slags må løses indenfor overenskomstsystemet.

Men prisen kan aldrig blive et argument for ikke at gøre noget. Hvis man er enig i, at kvindefagene bliver underbetalt, må vi nødt til at finde en løsning. Her og nu. Andet kan vi ikke være bekendt i et samfund, der hylder ligestilling. Glem ikke, hvordan den underbetaling i et halvt århundrede har sparet staten for et gigantisk milliardbeløb.

Hvis man derimod mener, at vores indsats ikke er mere værd, så sig det højt. Fortæl os, at vi ikke er mere værd.

Flere politikere og meningsdannere fejer kravet om ligeløn af bordet med henvisning til, at parterne skal løse lønspørgsmål i overenskomstforhandlingerne. Det er arrogant. Politisk har man konstrueret, hvad der svarer til et væddeløb, hvor en del af løberne har fået deres startplads flyttet længder tilbage fra startlinjen. Med de puljer, vi har tilkæmpet os de seneste år til ligeløn, skal pædagogerne løbe i 750 år, før de er oppe på siden af andre faggrupper med tilsvarende uddannelseslængde.

Retfærdig løn kan løfte ligestillingen

Vi kan med rette være stolte af det samfund, vi har i Danmark. En tryg og robust velfærdsstat, som understøtter væksten i det private erhvervsliv, er en samfundsmodel, der skeles misundeligt til i andre lande, som en vej til høj velstand og stor frihed. Men vi er altså ikke i mål med den frihed, der kommer af strukturel ligestilling mellem mænd og kvinder. Og hvis vi ikke gør op med fortidens skæve fundament, risikerer vi, at det hele skvatter sammen.

Det er altså en udfordring af de helt store, regeringen står over for. Sådan er det desværre, når man bygger noget skævt fra starten. Det bliver svært og dyrt at rette op. Men det er også en enestående mulighed for at få sikret vores velfærdssamfund for fremtidens generationer. Mænd som kvinder.

Med en retfærdig løn kan vi løfte ligestillingen i Danmark op til et helt nyt niveau og sætte en stopper for årtiers underbetaling.

Med en retfærdig løn kan vi tiltrække flere dygtige, unge mennesker af begge køn til velfærdsuddannelserne og dermed også få sat ind over de massive rekrutteringsudfordringer, der rammer vores samfund med stor styrke i de kommende år, hvor der bliver flere børn og ældre.

Med en retfærdig løn kan vi fremtidssikre vores velfærdssamfund.