Forråelse dækker over afmagt


En kold, kynisk og brutal adfærd er en risiko for alle, der arbejder med mennesker. For når fagligheden slipper op, tager afmagtsfølelserne over, og det bliver lettere at give andre skylden end at bære egen utilstrækkelighed. Så vi skal holde øje med faresignalerne på forråelse hos hinanden, lød det fra psykolog Dorthe Birkmose på årets specialpædagogiske konference.


Opdateret d. 23. oktober 2019

Af: Annette Haugaard, for BUPL Nordsjælland, Journalist

Latteren bølger gennem salen i Frivilligcentret Tapeten i Ballerup fredag den 20. september, da godt 250 pædagoger er samlet til årets specialpædagogiske konference. Psykolog Dorthe Birkmose har sans for de humoristiske detaljer i sin selvudleverende fortælling om at føle sig fagligt utilstrækkelig på en tidligere arbejdsplads, og mange genkender tendensen til at gøre grin med børn, voksne og pårørende i pauserne eller kalde benhårde beslutninger for konsekvenspædagogik.

Men langsomt stivner smilene. I virkeligheden er det slet ikke sjovt at se i øjnene, at en snigende forråelse på jobbet kan ramme alle, og det er netop Dorthe Birkmoses pointe.

”Det er menneskeligt, naturligt og forståeligt, at man i perioder af sit arbejdsliv kan blive så presset og slidt, at man bliver tykhudet og begynder at mærke for lidt, distancerer sig, bliver ligeglad og upåvirket af tragiske skæbner. Fænomenet kaldes forråelse og er relativt ukendt, fordi det er tabuiseret. Men vi kan alle fare så meget vild, at moralen skrider, og derfor skal vi hjælpe hinanden med at få øje på faresignalerne undervejs.”

Det er jo hende, den er gal med

Moderen til den unge mand havde længe været frustreret og kritisk over for personalet, da Dorthe Birkmoses kolleger besluttede at mødes med hende for at redde trådene ud. Selv skulle hun mægle mellem parterne, men det gik rigtig skidt.

”Du kan godt stoppe med dit psykopis,” vrissede moderen og sendte Dorthe Birkmose til tælling resten af dagen. ”Jeg følte mig uduelig, håbløs og utilstrækkelig og genspillede igen og igen mødet i mit hoved. Det blev værre og værre, og efterhånden blev jeg sikker på, at det nok var mig, den var gal med.”

Reaktionen kaldes psykologisk for internalisering og er en forsvarsmekanisme i kølvandet på afmagt. Hos Dorthe Birkmose blev den senere afløst af den lige så klassiske forsvarsmekanisme projicering.

”Så slog det mig: Det var sgu da moderen, den var gal med. Hun sad jo der og var dominerende, vanskelig, overkritisk og noget så kontrollerende. Føj for pokker! Nu lettede stemningen hos mig, og jeg opdagede slet ikke, at jeg var  i gang med forråelsens ambivalens, hvor man både får det bedre af at lægge sine egne afmagtsfølelser væk og give andre skylden, men også føler ubehag ved at gøre netop det.”

Det skal ikke bare snakkes væk

Tilbage på arbejdspladsen opsøgte Dorthe Birkmose en kollega, hun vidste også var frustreret og fortalte om den møgirriterende mor. Kollegaen kvitterede med flere eksempler, og nu gik forråelsesprocessen for alvor i gang, for når noget gentages tilstrækkelig mange gange bliver det en farlig sandhed.

”Vi har en idé om, at det er godt at snakke om det, når vi har det skidt, men det gælder kun, hvis vi bliver hjulpet til at opdage vores egen afmagt og få øjnene op for alternative handlemuligheder. Gentagelser af fastlåste forestillinger er derimod ødelæggende, fordi vi bliver forenet i mistrosfortællinger. Uanset om vi udtrykker det primitivt med skældsord eller kamuflerer det bag fagord om for eksempel splitting.”

I tiden efter voksede forråelsen ubemærket på Dorthe Birkmoses arbejdsplads. Personalet irettesatte moderen, talte grimt om hende og hårdt til hende og indskrænkede hendes telefontid.

”Krænkelser er den udadvendte del af forråelsen. Vi glemte fuldstændig, at det var en mor, der kæmpede for sin søn og var ligeså afmægtig som os, fordi vi ikke turde erkende vores egen fejlbarlighed.”

Det sociale overtrumfer moralen

En enkelt kollega vovede ellers at tage samarbejdet med moderen op på et personalemøde med afsæt i, at hun havde afvist hende brutalt på gangen. Men sårbarheden blev negligeret. På få timer blev der skabt konsensus om, at afvisningen faktisk var en sund omsorgsfuld grænse¬sætning og nærmest udtryk for rehabilitering.

”Det er legitimering, hvor man i panik over egne utilstrække¬lige handlinger, skynder sig at finde på gode og faglige forklaringer på adfærden. Sådan skabes arbejdspladsers virkelige værdier – ikke de ønskværdige, man laver på gule post-it til seminarer, men værdier, der styrer alle fremtidige handlinger. Vores var, at når vi afviser mennesker, er vi dygtige.”

Ifølge Dorthe Birkmose er trangen til at være dygtig på netop den måde, der anerkendes på arbejdspladsen, et eksempel på, hvordan al sund fornuft forsvinder i forråelsesprocessen.

”Mennesker er mere sociale end moralske, og vi er villige til at gøre næsten hvad som helst for at bevare vores tilhørsforhold til gruppen. Det værste for et mennesker er at blive ekskluderet, og derfor afviger vi nogle gange fra vores etik og moral. Det sker også, når vi passivt lytter til kollegernes rå historier, hånlige latter eller accepterer værdier og adfærd, vi ikke er enige i.”

Forståelse fordriver forråelse

Selv opdagede Dorthe Birkmose først forråelsen på sin tidligere arbejdsplads 5-10 år efter episoden med moderen, så hun opfordrer til at man holder øje med faresignalerne i hverdagen.

”Den, der bruger forråelsen allermest ved det allermindst. Vi skal blive bedre til at skride ind og sige ’Hov, nu er vi i gang med noget, der hverken er godt for os eller de mennesker, vi tager os af.’ Har vi været længe på en arbejdsplads, skal vi være ekstra opmærksomme, for så ligger det måske ikke blot hos individerne men i hele gruppen og kulturen.”

Ved bordene taler deltagerne på konferencen om, at faresignaler eksempelvis er, når man overdriver og underdriver episoder for at pynte på historien. Når man holder på viden uden at dele med andre eller undviger opgaver, ansvar og mennesker. Og når man sætter negative labels på andre, bortforklarer, bagtaler og begrunder straffehandlinger med, at det er en sund pædagogisk konsekvens.

”Når vi udviser tegn på forråelse, er det ekstremt vigtigt, at andre siger det højt. Det er vigtige symptomer, vi ikke må fjerne, for så lever problemet bare i det skjulte. Vi skal gøre noget ved årsagen til afmagtsfølelserne ved at bruge vores faglighed, der for jer altid handler om, at andre mennesker skal forstås. Rummelighed er redskabet. Vi skal give folk reel hjælp og minde hinanden om, at der altid er noget andet at gøre, når vi forholder os undersøgende og nysgerrige.”

Læs også: Specialpædagogisk konference giver kollegialt input

Om Helsingørs talstærke deltagelse i Specialpædagogisk Konference 2020, og hvad de får ud af at deltage.

Læs også: Fokus på mentale højrisikojobs

Pædagogisk arbejde er mentale højrisikojob ifølge Rikke Høgsted, også selvom man ikke nødvendigvis udsættes for ulykker, overgreb, traumer, død og voldsomme begivenheder som soldater og Falck-reddere.